Fakta
FN´s fødevare- og landbrugsorganisation FAO estimerer at den totale fangst af blæksprutter på verdensplan beløber sig til 4,8 millioner tons per år (2014), men tallet er usikkert, da ikke alle lande rapporterer deres fangster. Selvom en del af fangsten bruges til madding i andet fiskeri, bliver langt størsteparten af fangsten brugt som fødevarer til mennesker.
De kommercielt vigtigste blækspruttearter stammer fra familien af flyvende blæksprutter (Ommastrephidae), især Illex argentinus, Dosidicus gigas og Todarodes pacificus. Halvdelen af verdens blækspruttefangst er af Todarodes pacificus (Japansk flyvende blæksprutte), og denne blæksprutte er formentlig den eneste vilde art, der potentielt vil kunne bidrage signifikant til forsyningen af proteiner på verdensplan.
Som det er i dag stammer 2 % af menneskets globale forbrug af proteiner fra blæksprutter.
Hvert år fanges 350.000 tons vilde blæksprutter med en handelsværdi på ca. 1,5 milliarder USD – de fleste i Asien; især i kinesisk farvand. Men der er også muligheder i Nordeuropæiske og Nordamerikanske farvande – dog vil det kræve, at fiskeriet tilpasser fangstmetoderne til at fange blæksprutter som hovedfangst.
Blandt kokke og forskere i gastronomi er der en stigende interesse for at undersøge lokale farvande med henblik på at udnytte ressourcerne på en mere divers og bæredygtig måde, herunder at udnytte blækspruttebestanden, som en modvægt til det svindende fiskeri af benfisk, samt en interesse i at finde nye proteinkilder, der kan erstatte kød fra landdyr.
”Vi ved, at fiskebestanden er truet, og vi har svært ved at lave nye akvakulturer på grund af forureningsproblemer. Samtidig vokser bestanden af blæksprutter overalt i verden, hvilket er grunden til, at vi har undersøgt, om der kan være grundlag for at få folk til at spise blæksprutter i de dele af verden, hvor der ikke er nogen særlig udbredt tradition for det,” siger professor Ole G. Mouritsen fra Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet (KU FOOD).
Han er sammen med kok Klavs Styrbæk forfatter til artiklen ”Cephalopod Gastronomy – A Promise for the Future” (Blæksprutte-gastronomi – et løfte for fremtiden, red.), der er publiceret i det engelske forskningstidsskrift Frontiers in Communication. Artiklen er en del af en verdensomspændende udforskning af blækspruttearter under initiativet CephsInAction
”Baggrunden for CephsInAction er, at vi generelt mangler viden om cephalopoder. Projektet omfatter forskning i blæksprutter meget bredt – nogle forsker i psykologi, mens andre i forsker i, hvordan man kan overføre blæksprutternes bevægelsesmønstre til robotter. Vi er inviteret fordi, der er behov for at se på, hvordan man kan udnytte blæksprutterne i fødevarer,” siger Ole G. Mouritsen.
En god kilde til sund ernæring
Blæksprutter er kendt for at kunne tilpasse sig temperaturændringer, og nyere forskning viser, at bestanden over hele verden har været i vækst siden 1950erne og frem til i dag – muligvis på grund af klimaforandringer. Blæksprutter lever typisk kun i 2-3 år, og nogle af dem bliver 18 meter lange. Dermed er de ekstremt effektive til at omdanne føde til muskler, hvilket betyder, at de kan bidrage med sunde proteiner i fødevarer til mennesker. En udfordring er til gengæld, at de er svære at opdrætte i akvakulturer, fordi ynglen kræver en helt særlig og meget omkostningsfuld føde.
”Væksten i populationen gælder alle arter – også dem man kan spise. Blæksprutterne er fyldt med sunde næringsstoffer som proteiner, mineraler, omega-3 fedtsyrer samt en række mikronæringsstoffer, hvilket gør dem til en oplagt fremtidig fødevareressource,” siger Ole G. Mouritsen.
Ringe udnyttelse af potentialet
Smagsoplevelsen fra blæksprutter hænger i høj grad sammen med umami-smagen (kødsmag) samt teksturen. Det er mest almindeligt at spise blæksprutter i Sydøstasien og Sydeuropa, hvorimod det er mindre almindeligt i fx Nordamerika og Nordeuropa, selvom de lokale farvande her rummer mange spiselige blækspruttearter. I disse områder møder man oftest blæksprutterne i form af friturestegte ringe, som kan være ret seje at tygge på. Men der findes en bred vifte af andre tilberedningsteknikker: kogning, dampning, stegning, grilning, marinering, røgning og tørring.
”En ring kan måske have en æstetisk appel, men man skærer på langs af de stærkeste muskelfibre, hvilket er den værst tænkelige udskæring, hvis man vil tilberede en lækker og mør ret med blæksprutter,” siger Ole Mouritsen.
Han opfordrer til, at man spiser blæksprutte for teksturens skyld, og at man undgår at tilberede dem, så de bliver helt tørre eller helt bløde.
”Man skal i stedet værdsætte, at retter med blæksprutter giver en bestemt mundfølelse, og at der skal være en vis modstand i kødet, der også skal være cremet – ikke sejt, hårdt, tørt eller melet,” siger Ole G. Mouritsen.
Fantastiske smagsoplevelser skal få os til at spise blæksprutter
Ole G. Mouritsen tror på, at vi vil komme til at spise blæksprutterne fremover, og på at gastronomien og videnskaben i samarbejde kan bane vejen ved at skabe retter, der både er sunde og smager godt.
”Vi står i disse år står overfor at skulle finde alternative fødekilder, men man får ikke folk til at spise noget, de ikke kan lide. Derfor er det smagen, som kommer først. Jeg tror på, at blæksprutterne vil blive en udbredt fødevare på verdensplan, hvis vi kan komme i mål med at få retter med blæksprutter til at smage så godt, at der også vil være et forretningsmæssigt marked for dem. Vi skal spise blæksprutte på grund af smagsoplevelsen,” siger Ole Mouritsen.
Selvom blæksprutter er en traditionel del af madtraditionerne i mange dele af verden, er der kun få top-kokke og gastronomiske entreprenører som har været interesseret i at opgradere dem til en spise på Michelinstjerne-niveau. Men to ting peger på, at dette er ved at ændre sig: Kokke i fødevarekulturer, hvor der ikke er tradition for hverken fiskeri eller forbrug af blæksprutter begynder at udforske og definere et lokalt blækspruttekøkken; og kokke i lande, hvor der er en lang tradition for at spise blæksprutter er blevet interesseret i at genopfinde brugen af blæksprutter, fx ved at opfinde nye retter og bruge kropsdele, der tidligere er blevet anset for at være værdiløse i madlavningen.
