Blindfold
Theo Padnos: Blindfold: A memoir of Capture, Torture, and Enlightenment
Forlaget Scribner, 2021
Kan købes til Kindle på Amazon.
Tidligere titler af Theo Padnos:
Undercover Muslim: A Journey into Yemen, 2011, The Bodley Head, London
My Life Had Stood a Loaded Gun: Adolescents at the Apocalypse: a Teacher’s Notes. Mirimax, 2004.
Der er også kommet en dokumentarfilm, hvor Theo Padnos og hans 75-årige mor fortæller om gidseltagningen: ‘Theo who lived’, 2016, Zeigist Film.
Lawrence Wrights arikel ‘Five hostages’ i The New Yorker er god at læse om forlæggeren David Bradleys og forældrenes utrættelige arbejde for at få deres børn ud af Syrien.
Da dette er en meget positiv anmeldelse af en usædvanligt god bog, må jeg lægge ud med en bekendelse: Jeg har kendt forfatteren Theo Padnos som en god nabo igennem fire måneder i Yemen i 2005 og sporadisk senere, det er muligvis med til at farve mit indtryk af ”Blindfold. A Memoir of Capture, Torture and Enlightenment.” Bogen udkom i februar i år, seks og et halvt år efter at Padnos blev løsladt af al-Qaeda i Syrien, dengang kaldet Jebhat al-Nusra.
Da Theo Padnos drog ind i det nordvestlige Syrien i oktober 2012, var gidseltagninger endnu ikke et stort emne i Syrien, og kun journalisten Austin Tice, som stadig menes at befinde sig i Assad-regimets varetægt, var dengang forsvundet.
Alligevel mener Theo Padnos, at han burde have set, hvad der var i gærde. Allerede dengang var det fredelige, folkelige oprør mod diktatoren Bashar al-Assad for længst blevet skudt i smadder, og i dele af det nordvestlige Syrien var jihadister i færd med at etablere et religiøst diktatur, renset for vantro og frafaldne og med koranen som eneste lovbog.
”Jeg så det alt sammen. Jeg læste tegnene, men da jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan jeg skulle tolke dem, virkede de udelukkende tillokkende,” skriver Theo Padnos i bogens start.
Desuden var han desperat. Hans karriere som forfatter og journalist var kuldsejlet, så da han krydsede den tyrkisk-syriske grænse, ignorerede han alle advarselslamper og gjorde alt det forkerte: Han havde ingen aftager til sine artikler, ingen forsikring, kun et par tusinde kroner på lommen samt en cykeljakke og en notesbog som sit vigtigste udstyr. Ikke engang et simkort, der duede i Syrien, havde han købt. Til gengæld satsede han blindt på, at han efter at have boet tre år i Damaskus forstod landet og sproget godt nok til at kunne begå sig.
Blind tro på borgerjournalister
Padnos forestillede sig, at han kunne leve som fattig blandt Syriens fattige, og han besad desuden så stor en portion akkumuleret foragt for det etablerede jetset af journalister med deres fixere, satellittelefoner og indspisthed, at han ikke kunne få sig selv til at opsøge dem på deres tyrkiske luksushoteller og spørge dem til råds om sikkerhedssituationen på den anden side af grænsen.
I stedet slog han følgeskab med et par åbenlyst suspekte syriske ”citizen-journalists”, som ville hjælpe ham rundt i det nordlige Syrien – næsten gratis – fordi de tilhørte revolutionen og var idealister, sagde de.
Men næppe havde de krydset grænsen, før rejsefællerne kastede sig over ham og filmede, mens de tævede, sparkede og bandt ham, lagde ham i håndjern og krævede en løsesum. De påstod, at de var fra al-Qaeda.
Midt i angsten og panikken skønnede Padnos, at de i virkeligheden var fumlende amatører, og på andendagen lykkedes det ham at flygte og søge ly hos ”den fri syriske hær.” De satte ham for en islamisk dommer, som han begejstret over sin redning fortalte om sine studier af islam i Yemen, om sin beundring for den syriske revolution og det arabiske sprog – altsammen noget, der fik dommeren til at konkludere, at han var CIA-agent, hvorpå han blev overladt til de langt mere professionelle torturbødler fra ”det rigtige al-Qaeda” – Jebhat al-Nusra.
Bogens titel, ”Blindfold,” betyder både ”med bind for øjnene” og ”i blinde”, og begge dele er bogens omdrejningspunkt
Padnos gik ind i Syrien i blinde, men dét slidte stykke stof, som hans bødler krævede, at han bandt for øjnene, når de kom ind i cellen, når han skulle på toilettet, når han skulle tortureres eller flyttes til et nyt, ukendt sted, hjalp ham med både at huske og se. Med sit afblegede blomstermønster – tidlig forårsgrøn med småbitte violer – mindede det ham om det normale liv, som han havde tabt, og det var samtidigt så luvslidt, at det var muligt for ham at binde det, så han kunne se meget mere, end hans bødler kunne ane.
Han fik det udleveret i kælderen på Aleppos øjenhospital, det fængsel, som flere af de senere udenlandske gidsler, blandt dem den danske fotograf Daniel Rye, et lille år senere lærte at kende som et børnehospital (det var begge dele).
Fange hos “Guds slaver”
Her blev han modtaget med elektrochok, alskens ophængninger, pisk og spark, og i løbet af de første torturseancer indrømmede han alt for at slippe ud af smerten: At han havde hjulpet CIA med at dræbe al-Qaedas leder i Yemen, Anwar al-Awlaki. At han var bøsse. At han var kommet for at voldtage de syriske kvinder og gøre dem sterile. At CIA havde hyret ham på grund af hans had til islam. Og at han var i ledtog med Assad-regimet.
Samtidig blev han truet med, at hvis dét, han indrømmede, var løgn, ville han blive tortureret til døde, og flere gange fik han at vide, at han om få minutter skulle henrettes ”på islamisk vis”.
Når otteårige beordrede ham ned på knæ, knælede han. Når teenage-jihadister nysgerrigt spurgte ind til livet i USA, ikke mindst om biler og sex, svarede han, og når de senere beordrede ham til at slikke gulvet rent med tungen, gjorde han også det.
Han beskriver et religiøst galehus, hvor hans bødler i alle aldre var opslugt af genoplivningen af ”en fabel om muslimer, som lever i afklaret harmoni med deres land og med hinanden i forvisning om deres uovervindelighed i forhold til religionens fjender og deres egen enhed med islam.”
De var blot ”Guds slaver”, og derfor havde Theo Padnos egentlig intet at frygte:
”For hvis vi var ægte angrende, og hvis Gud accepterede vores bodsøvelse, kunne ingen dommer på jorden – troede de – intet fængsel og ingen kæde af lænker afholde Gud fra at sende os hjem til vores familier.”
Efter et halvt års tid blev Padnos sammen med en halv snes medfanger flyttet fra øjenhospitalet til det ene interimistiske fængsel i Aleppos udkant efter det andet.
I enkelte af de skiftende fængsler blev de ikke tortureret, men til gengæld opsøgt som en slags attraktion af Jebhat al-Nusras jetset og helvedsprædikanter, som udbredte deres fantasier, om hvordan de skulle pines i det hinsides.
Dem med selvmordsvest havde tydeligvis særlig høj status, skriver Padnos.
”De var ofte fjerne i blikket og hævet over de andre.”
Andre, især blandt de unge, virkede så optagede af at prale med alle deres håndvåben, at de ”som børn julemorgen, lamslåede over al den overflod, der var dem givet, havde besluttet sig for at bære rundt på alle deres gaver på én gang.”
Beskrivelserne af medfangerne, blandt dem en gruppe officerer og menige fra regimehæren, bider sig især fast i bevidstheden. De tilhørte den samme sekt som diktatoren Assad, alawitterne, og havde som ”frafaldne” været dødsdømte på forhånd, hvis det ikke var, fordi de skulle bruges i en fangeudveksling. På et tidspunkt får de lov til at ringe til deres familier for at fremskynde forhandlingerne. Det hjælper dem ikke.
En marokkaner, som var kommet til Syrien for at melde sig ind i al-Qaeda og havde en vild teori om, at Jebhat al-Nusra havde skudt ham i benet for at teste ham, beskrives som en stakkels, forvirret, men egentlig godhjertet fantast, som måske egentlig helst ville være bartender. Han var overbevist om, at hvis han kunne få Theo Padnos til at konvertere til islam, ville det gavne hans sag. Han blev hentet og forsvandt.
En ny-konverteret amerikansk fotograf, Matt Schrier, den eneste vesterlænding, Theo Padnos sad sammen med, har han imidlertid ikke meget til overs for. Men da officererne og marokkaneren var forsvundet, lykkedes det dem trods alt at forberede en fælles flugtplan. Kun Matt Schrier slap ud. Hvorvidt han prøvede at hjælpe Padnos med ud eller svigtede ham, er senere blevet en større konflikt mellem de to, som heldigvis neddæmpes i bogen. Men at han slap ud, satte feberfantasier i gang hos Padnos, om at præsident Barack Obama snart ville komme og redde ham.
“Jeg er et dyr, jeg er et æsel”
Efter knap et år blev Theo Padnos kørt cirka 350 kilometer mod vest til Deir Azzor-provinsen tæt på den irakiske grænse, hvor olieinstallationerne finansierede først Jebhat al-Nusra og senere Islamisk Stat. Her havnede han i et fængsel i den lille by, Asheyl, hvor han kom tættere på sine bødler og mødte flere fanger og ”delegationer” fra byen end noget andet sted.
En far blev tortureret, fordi han havde et fotografi af sin søn i regimeuniform i sin pung. En hørehæmmet, hvis høreapparat var gået i stykker, blev tortureret, fordi han ikke kunne høre bødlernes spørgsmål. En vildt skræmt, muligvis autistisk dreng, blev pisket igen og igen, fordi han ikke kunne holde op med at klynke.
Fangerne måtte end ikke hviske til hinanden, for bødlerne vidste fra deres egen tid i Assad-fængslerne, hvor farlig hvisken kunne være. Hvis bødlerne hørte dem, blev alle beordret ud på gangen:
”’Hvem er vi?’ skreg de. ‘I er dem, der bringer sejren til muslimerne. I er religionens mænd,’ skreg vi, mens de slog os med deres galvaniserede stålwirer. ‘Og hvem er I?’ ‘Vi er snavs, jeg er et dyr, jeg er et æsel,’ skreg vi.”
Theo Padnos indledte sit ophold i Asheyl med pisk og 14 dage i lænker i et kvælende hedt kosteskab, hvor han var døden nær. Men han kom senere ud i en celle, og efterhånden blev hans vilkår forbedret trin for trin.
Han var generelt for rædselsslagen til at have ondt af sig selv, skriver han, og selvmedlidenhed er ”Blindfold” renset for, hvorimod empatien med medfangerne og til tider også de unge blandt bødlerne fylder meget. Men som læser holder man lidelserne ud, fordi sproget er både afmålt, koncist og billedskabende, uanset hvor meget Padnos og hans medfanger bliver ydmyget, angrebet af lus og må lide smerte, elektrochok, pisk, slag og spark.
Til gengæld er bogen fra første færd fuld af selvopgør over et fejlslagent liv, og i det kvælende varme kosteskab i Asheyl forliger en dybt afkræftet Theo Padnos sig med, at det er hans egen tåbelighed, der har bragt ham til jihadisternes selvmorderisk utopia. Han opgiver alt håb og prøver at forlade livet ved at give slip på det sidste, han føler, har holdt ham oppe, nemlig tanken om moren hjemme i Vermont, USA.
Engang en fredelig provinsby
Men i marts 2014, efter 18 måneders fangenskab, begynder han at tro på, at torturen er slut for hans vedkommende – og bødlerne snakker om forhandlinger om en løsesum og bliver mere venlige.
Han har på dét tidspunkt endda fået lov til at få papir og blyant og er begyndt at skrive på en roman, som foregår i hans fredelige hjemstat Vermont. Historien startede i drømme allerede i kælderen under øjenhospitalet og har en lidt for eventyrlysten ung kvinde med selvmordstendenser som hovedperson. Nu må han fylde den med erotik, for dét kræver de unge blandt hans fangevogtere, som kommer ind for at høre nye kapitler. Hvad, han ikke fortæller dem, er, at romanen – som han skriver på engelsk – i virkeligheden er en historie om et amerikansk provinssamfund, som er alt for fredeligt og idyllisk til at opdage, at det er ved at blive overtaget af en fanatisk kristen sekt og hjælpeløst er ved at glide ned i en blodpøl.
Romanen er kun sporadisk beskrevet, men sætter resten af ”Blindfold” i relief: Asheyl var også en fredelig provinsby engang, og her voksede hans fangevogtere op.
Abdullah, som ville både martyrdøden og sin kone så meget, at han var begyndt at lære hende at køre lastbil, så også hun kunne styre en sprængladning mod de vantro. Zackaria, som deltog i torturen af pligt, men egentlig hellere ville afslutte sine matematikstudier og flygte til Tyrkiet. ”Albinoen”, der som tidligere fange i regimefængslerne måske var den mest ondskabsfulde. ”Burgerkrigeren”, som efter at have mishandlet Theo Padnos pludseligt dukkede op med en amerikansk burger og ville være hans ven. Abu Qais, hvis far hævede sin løn fra Assad-regimet og helst ville lade som om, han ikke vidste, hvad hans søn foretog sig.
Alle var de del af den lille by Asheyl, hvor Theo Padnos efterhånden blev behandlet mere som en turistattraktion end en fjende.
I juli 2014 – lige inden Padnos blev løsladt – sad hans fangevogtere som klistret til deres mobiltelefoner og beundrede en video af, hvordan Islamisk Stats britiske bøddel ”rystede den amerikanske journalist James Foleys afskårne hoved, som var det en dukkes.”
På dét tispunkt var Jebhat al-Nusras leder, irakeren Abu Maria al-Qahtani, havnet i en blodig konflikt med Islamisk Stat om olieressourcerne i det østlige Syrien og var flygtet med sin ”cirkuskaravane” af pickups og krigere til Golanhøjderne tæt på grænsen til Israel.
Hans handelsvare var Padnos, hvis liv den lille, stenrige golfstat Qatar redede ved en såkaldt humanitær mission. En agent fra Qatar var ifølge The New Yorker tæt på at miste livet under forhandlingerne, og et eller andet meget stort beløb blev formentlig overført ad omveje, så handelen ikke alt for åbenlyst bragte Qatar på kollisionskurs med USA’s tilsyneladende ubøjelige ikke-forhandlingspolitik med terrororganisationer.
Den del af historien kender Theo Padnos imidlertid meget lidt til, ifølge bogen. Nogle påstår, at Qatar betalte 15 millioner dollars for ham, men de, der taler højt, véd det næppe.
Til gengæld skriver Padnos sporadisk om det enorme arbejde, blandt andet hans egen familie og først og fremmest magasinet The Atlanic’s forlægger, James Bradley, gjorde for at få ham og journalister som James Foley og Steven Sotloff og hjælpearbejdere som Peter Kassig og Kaya Mueller ud af Syrien. Men som han også skriver: Hvad de gjorde, er en hel bog værd.
At det kun lykkedes at få Theo Padnos ud, har han nu kvitteret for med en bog, som adskiller sig væsentligt fra de øvrige gidselberetninger, fordi han som arabisktalende forstod, hvad der foregik omkring ham. At det tog ham seks år at blive færdig med bogen, opfatter jeg som typisk for den Theo Padnos, jeg kender. I stedet for at spinde guld på sin tilfangetagelse brugte han tiden på blandt andet at hjælpe syriske flygtninge – ikke af godhed, men fordi det er sådan, han er. Og hans bog kommer utvivlsomt alt for sent til at blive en dundrende salgssucces.
Til gengæld er den så rig på fortællinger, at den tåler at blive læst igen og igen. Den er skrevet på et forholdsvist letlæst engelsk.
