BØRNEfonden får CISU-midler til projekt i fire vestafrikanske lande

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Et bredt flertal i Folketinget har netop vedtaget en ny udviklingsstrategi, hvor unge indgår som en klar prioritet. Og BØRNEfonden sætter nu også fokus på unge med en stor Danida-bevilling via CISU, skriver fadderskabsorganisationen i en pressemeddelelse torsdag.

”Det er positivt, at der med den nye udviklingsstrategi er blevet sat fokus på unge. Og pengene fra CISU anerkender BØRNEfondens store indsats og resultater med netop unge og bekræfter, at der er behov for at få gjort noget ved de problemer, der kommer i kølvandet på de store ungdomsårgange i Afrika. Der er behov for, at vi får vendt problemer til potentialer. Det ved vi, hvordan man gør i BØRNEfonden,” siger organisationens leder Bolette Christensen i pressemeddelelsen.

Fire lande

Med 9,5 mio. kr. til et nyt ungeprogram i de fire vestafrikanske lande Mali, Burkina Faso, Togo og Benin vil organisationen bidrage til, at de får kompetencer og jobs og muligheder for at udvikle deres lande.

Med pengene følger også en godkendelse af organisationen som ’Programorganisation’ under CISU. Programmets overordnede mål er at bidrage til, at de unge bliver kompetente, erhvervsaktive forandringsagenter. Programmet skal styrke de unges viden og kompetencer inden for sundhed, seksualundervisning og rettigheder samt give de unge uddannelse og færdigheder, så de kan forsørge sig selv som lokale iværksættere.

”Der er i den grad brug for at få skabt muligheder for unge i Vestafrika. Det er en kæmpe glæde, at vi med midlerne får mulighed for at bekæmpe de bagvedliggende årsager til arbejdsløshed. Den store ungdomsarbejdsløshed er en af de største udfordringer, de afrikanske lande står overfor i disse år,” siger Bolette Christensen.

I programmet skal der både satses på sundhed og iværksætteri, og det skyldes organisationens integrerede indsats i sit programarbejde, siger Bolette Christensen:

”I BØRNEfonden arbejder vi altid integreret og på tværs af indsatser som fx sundhed og uddannelse. Og med vores lokale tilstedeværelse gennem mange år i landene og den tætte kobling til lokale civilsamfundsorganisationer har vi mulighed for at komme helt tæt på de unge og deres familier, og vi har erfaring med at samarbejde med øvrige aktører som virksomheder og myndigheder.”

Ungeprogrammet med CISU-midlerne på 9.5 mio. kr. skal implementeres over de kommende tre år.