Evo Morales, der blev præsident i Bolivia i 2006, vakte håb for landets fattige og marginaliserede, heriblandt særligt de oprindelige folk.
Siden valget har han da også arbejdet imod amerikansk indflydelse i landet, som han har kaldt imperialistisk. Den amerikanske ambassadør i Bolivia er blevet smidt ud, og tidligere i 2013 led USAID samme skæbne.
Noget mere overaskende er det, at den danske NGO IBIS nu har fået samme ugæstfrihed at føle.
Flere iagtagere mener imidlertid, at præsidenten ligger under for en ny imperialisme fra en nabo, der ellers også har en på papiret venstreorienteret præsident.
Brasilien har i det 21. århundrede vist sig som en magtfuld international spiller, og sambalandet er selvsagt i dag den mest toneangivende nation i Sydamerika.
Iagtagerne mener, at Brasilien har overtaget en stor del af USA’s gamle rolle i Sydamerika, og at det presser oprindelige folks rettigheder i bl. a. Bolivia.
Oprindelige folks rettigheder
Der er mange tegn på, at oprindelige folk i dag har udviklet sig til at være en af de største trusler mod den bolivianske regering. Det til trods for, at Morales ofte kaldes Latinamerikas første præsident med rødder i de oprindelige folkeslag.
Den amerikanske organisation NACLA (North American Congres on Latin America) knytter netop behandlingen af IBIS sammen med forholdene for oprindelige folk i et nyligt blogindlæg.
”Danmark er ikke kendt for imperialistiske tilbøjeligheder. IBIS foretog et underligt valg, da man begyndte et eksperiment med at træne lokale i andeansk gastronomi med en dansk kok i La Paz. Men alligevel kan IBISs største synd være organisationens stærke holdninger om oprindelige folks ret til fri og informeret forudgående konsultation” skriver Bret Gustafson, en antropolog fra Washington University, i blogindlægget.
Retten til fri, forudgående og informeret konsultation eller samtykke (Free, Prior and Informed Consultation/Consent) er et vigtig princip i oprindelige folks rettigheder. Det er indskrevet som hensigtserklæring i FNs Erklæring om oprindelige folks rettigheder og som lov i den internationale arbejderrorganisation ILOs konvention 169.
Bolivia har ratificeret ILOs konvention og rettigheden er desuden indskrevet i landets forfatning.
Ifølge princippet skal oprindelige folk altid konsulteres før projekter gennemføres, der kan påvirke deres territorier, kultur eller levevis.
Denne ret blev brændende aktuel, da Morales havde godkendt en stor motorvej, som skulle bygges i det fredede område Parque Nacional y Territorio Indígena Isiboro-Secure, der normalt blot kaldes TIPNIS.
TIPNIS-konflikten
Den store vej gennem TIPNIS viste den betydelige kløft mellem den bolivianske præsident og hans tidligere base. Området er fredet og bebos af flere forskellige oprindelige folkeslag.
Planerne om vejen førte til store protestmarcher gennem landet, ført an af oprindelige folks organisationer.
”Vejen vil ødelægge vores levevis, og vi vil forsvare os med alle nødvendige midler”, siger Delmi Morales Nosa fra Yuracaré-stammen til Foreign Policy.
Ifølge artiklen i Foreign Policy er beboerne i området ikke nødvendigvis modstandere af en hvilken som helst vej gennem området – de er bare modstandere af den planlagte rute og den måde, vejen er udformet på.
”Jeg ville være glad for en vej, der gør livet lettere. Men den skal være lille, så vores floder og skove kan overleve samtidigt”, siger Matilda Vargas, en anden beboer i området, til Foreign Policy.
Ifølge magasinet er flere alternative muligheder for en vej gennem området blevet foreslået af forskellige organisationer, men regeringen har afvist dem alle.
Mange mener derfor, at vejen primært er designet af Brasilien for at imødekomme det store amazonlands egne interesser.
”Hvis TIPNIS-vejen skulle komme bolivianere til gode ville det være en helt anderledes motorvej”, siger Silvia Molina fra Fora Boliviano sobre Medio Ambiente y Desarollo (Det bolivianske forum for miljø og udvikling) til Foreign Policy.
Kritikere påpeger, at vejen er så bred, at den ville kunne rumme store lastbiler, der stort set ikke eksisterer i Bolivia, men anvendes meget af brasilianske vognmænd til at transportere gods. Projektet vil også bane vejen for bedre transport fra Brasiliens vestligste stater til Perus havnebyer, hvor varer let kan fragtes over Stillehavet til eksempelvis Kina.
Brasilien som designer af Latinamerikas infrastruktur
Netop vejnettet er en del af det store regionale projekt om infrastruktur, det såkaldte Initiativ til Integration af den Regionale Infrastruktur i Sydamerika (IIRSA).
IIRSA stammer fra 2000, hvor de 12 sydamerikanske regeringer blev enige om at arbejde for mere koordineret infrastruktur på kontinentet. Initiativet skulle sørge for at forbedre bl. a. jernbanespor, vejnet og telekommunikation med særligt henblik på at nå ufremkommelige og isolerede egne.
Brasilien tog fra starten førertrøjen, og projekterne er i høj grad finansieret af den brasilianske udviklingsbank.
Initiativet blev delt ud i 9 forskellige geografiske midtpunkter, der hver især skulle planlægge projekter, men Brasilien kunne med al sin overlegne know-how sende hold af eksperter rundt til de forskellige midtpunkter, og på den måde få indflydelse på planlægningen, skriver Foreign Policy.
Magasinet skriver yderligere, at når andre nationer låner til projekter af den brasilianske udviklingsbank er det et krav, at brasilianske selskaber skal hyres til selve konstruktionsarbejdet.
”IIRSA handler primært om at øge afhængigheden af eksport af råmaterialer, mest af alt til Kina”, siger Jerónimo Montero, der forsker i politisk og økonomisk geografi ved Manchester University, til Foreign Policy.
I 2011, hvor den ny transoceaniske motorvej åbnede, steg Brasiliens soja eksport til Kina med 7%. Montero mener, at initiativet sender Latinamerika tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor regionen overlevede ved at eksportere naturressourcer.
Subimperialisme
I et indlæg på NACLA anvendes begrebet subimperialisme om forholdet mellem Brasilien og Bolivia (samt flere andre Latinamerikanske lande).
Subimperialisme beskriver det forhold, at mindre regionale centre nu dækker den rolle som de store verdensmagter spillede tidligere.
Brasilien er sammen med Sydafrika blevet nævnt som klare eksempler på udøvere af subimperialisme.
”I tilfældet med TIPNIS alene afslører støtten fra den brasilianske regering sammen med den brasilianske udviklingsbanks finansiering og anvendelsen af det brasilianske bygningsselskab OAS det komplicerede net af subimperialistisk udvikling. Tilføj det brasilianske olieselskab Petrobas og andre brasilianske selskabers interesse i at udvinde TIPNIS naturlige ressourcer til eksport, og man kan meget klart se de subimperialistiske rødder til problemet” lyder det i indlægget på NACLA.
Men IIRSA er altså blevet kritiseret af både eksperter og forskere, organisationer for oprindelige folk samt miljøaktivister.
Social uro blandt marginaliserede grupper i et land som Bolivia er bestemt ikke ufarligt. Det var det, der i høj grad var med til at bringe Morales til magten.
Derfor ser den bolivianske præsident i dag sandsynligvis støtte til oprindelige folks rettigheder som en lige så stor trussel som amerikansk imperialisme, selvom han altså selv har rødder i Bolivias oprindelige folkeslag.
Den bolivianske sociolog Silvia Rivera Cusicanqui sagde det meget klart i et interview før en konference på et mexicansk universitet.
”Der er stadig ingen indiansk regering i Latinamerika”, fastslog hun ifølge den bolivianske nyhedsservice Erbol – der i øvrigt er støttet af IBIS.
Læs blog på NACLA om udsmidningen af NGOer i Ecuador og Bolivia
https://nacla.org/blog/2013/12/31/close-ngos-asserting-sovereignty-or-er…
Læs blog på NACLA om brasiliansk subimperialisme:
http://nacla.org/blog/2013/12/24/imperialist-musical-chairs-us-and-brazi…
