BRASÍLIA – Brasilien fejrede 200 års uafhængighed fra den portugisiske kolonimagt 7. september. Forud for dagen var der varslet en stor demonstration i hovedstaden Brasília, som skulle falde sammen med den traditionelle militærparade på uafhængighedsdagen.
Man forventede, at der ville dukke op mod 900.000 personer op, og politiet var forberedt på det værste. Der blev sat metaldetektorer op, så man ikke kunne tage våben med ind på det område, som udgør Brasílias og dermed Brasiliens politiske centrum. Præsidentpaladset, Højesteret, Parlamentet og de fleste ministerier ligger tæt samlet, og det er her, man holder demonstrationer ved vigtige politiske begivenheder.
Udenrigsministeriet i Brasília havde også fået lov til at låne og udstille Brasiliens første kejser Pedro I’s hjerte, som blev hentet i Porto i Portugal og modtaget som statsoverhoved. Det var Pedro I, som i 1822 erklærede Brasilien uafhængigt fra den portugisiske kolonimagt, så symbolikken var til at forstå. Så betød det mindre, at Pedro I abdicerede i 1831 til fordel for sin søn, fordi det havde en højere prioritering, at Bragança-slægten beholdt den portugisiske trone, end at han selv forblev brasiliansk kejser.
Men det var ikke kun i Brasília, at man forventede demonstrationer. I Rio de Janeiro skulle den foregå på den berømte strand Copacabana, og i São Paulo var der både planlagt en demonstration, og samtidig skulle museet til minde om uafhængigheden genåbne efter en årelang istandsættelse.
Uafhængighedsfejring som valgmøde
Det var dog ikke kun Brasiliens runde fødselsdag, som var anledningen til de store demonstrationer. Der var snarere tale om, at den hårdt pressede og upopulære præsident, Jaír Bolsonaro, havde kidnappet uafhængighedsdagen til at være et gigantisk valgmøde forud for første runde af præsidentvalget. Den finder sted 2. oktober, og her peger stort set alle meningsmålinger på, at Bolsonaro står til et markant nederlag til tidligere præsident Luiz Inácio da Silva – bedre kendt som “Lula” – fra Arbejderpartiet (PT).
I den kontekst lå det lige til højrebenet for den stærkt højreorienterede og nationalistiske præsident at gøre uafhængighedsdagen til en styrkedemonstration og et forsøg på at lave en direkte kobling mellem ham og staten. Man ventede næsten, at Bolsonaro ville parafrasere Ludvig XIV og sige O estado, sou eu – staten det er mig. Men mange brasilianere var også bekymrede for, hvordan dagen ville udvikle sig.
Ville Bolsonaro have tilstrækkelig opbakning i hæren til at forsøge et kup og genindføre det militærdiktatur, som styrede Brasilien fra 1964 til 1985, og som han beundrer? Ville han tage et opgør med Højesteret, som han jævnligt har konflikter med? Ville hans tilhængere efterligne Trumps tilhængere og lave en ”storm på Kongressen”? Ville der komme voldelige uroligheder, som kunne retfærdiggøre indførelsen af undtagelsestilstand og aflysning af valget?
Spekulationerne var mange, og nogle af dem var mindre konspiratoriske end de umiddelbart lyder. Bolsonaro har gentagne gange været tvetydig i forhold til, om han vil acceptere et valgnederlag. Præsident Bolsonaros søn Eduardo sagde i 2018, at det kun krævede en korporal og en menig soldat at lukke Højesteret.
For et par uger siden skød og dræbte en politibetjent i byen Foz de Iguazu en mand, fordi han holdt sin 50-års fødselsdag som en hyldest til Lula. Ved pro-Bolsonaro demonstrationer ser man altid folk med bannere, som kræver militærdiktaturet genindført. Og efter at regeringen har lempet adgangen til at købe våben, har der aldrig været flere registrerede ”jægere” og ”våbensamlere” i landet end nu.
Heldigvis blev fejringen af uafhængighedsdagen en fredelig forestilling. Nogle Bolsonaro-tilhængerne havde ganske vist medbragt bannere, som krævede, at militæret skulle afsætte Højesteret eller endda foretage et kup. Men indtil videre blev det ved retorikken.
Stiller spørgsmål ved valgsystemet
Nervøsiteten over hvad Bolsonaro og hans tilhængere kan finde på, skyldes i høj grad, at han gentagne gange har sagt, at Brasiliens elektroniske valgsystem ikke er sikkert. Det sker normalt i interviews eller på sociale medier, men i slutningen af juni tog han nye midler i brug. Her inviterede præsidenten cirka 150 udenlandske ambassadører på besøg i præsidentpaladset, hvor han ved et live-streamet møde forklarede de måbende diplomater, at det elektroniske valgsystem var usikkert.
Kampagnen mod valgsystemet har ført til en åben konflikt med den brasilianske valgretsdomstol – Tribunal Superior Electoral (TSE) – som bliver ledet af højesteretsdommer Alexandre de Moraes. TSE har svaret igen på anklagerne om mulig valgsvindel ved at invitere tre internationale organisationer til at overvåge valget. Samtidig har retten gjort kildekoden bag det elektroniske valgsystem tilgængelig for militæret, som nu har mulighed for at undersøge, om systemet virkelig er usikkert.
Konflikten mellem TSE og Bolsonaro er ikke blevet bedre af, at Moraes i forvejen er på kollisionskurs med præsidenten. Det skyldes, at Moraes er i gang med at undersøge flere Bolsonaro-tilhængeres antidemokratiske aktiviteter og spredning af fake news.
Bolsonaros alternativ til det rent elektroniske system er, at der automatisk printes et stykke papir med vælgernes stemme. Det skal så bruges som kontrol, hvis der er tvivl om resultatet, men TSE har afvist denne metode. Præsidentens angreb på det elektroniske valgsystem, som er blevet brugt i mere end 20 år, ligner da også mest en kombination af dårlig undskyldning for hans forventelige nederlag og metode til at mobilisere tilhængere og – måske – gøde grunden for et kup.
Koalition i opløsning
Bolsonaro lykkedes i 2018 med at samle en koalition af ideologisk orienterede nationalister, økonomiske liberalister og folk, der var forargede over korruptionsskandalerne i Arbejderpartiet. Samtidig nød han godt af, at dommeren Sergio Moro, som efterfølgende blev hans første justitsminister, havde fængslet Lula forud for valget. Det viste sig dog senere at være sket på et ulovligt grundlag.
I 2022 er situationen en ganske anden. Koalitionen fra 2018 er delvist smuldret, Bolsonaros håndtering af covid-pandemien har været en katastrofe, landet er ramt af en stigende inflation, og Lula er nu den primære modkandidat.
Dertil kommer, at Bolsonaro ikke er den mest elegante danser i sambatruppen, kun har et rudimentært politisk program, har skadet Brasiliens anseelse i det internationale samarbejde og ofte er plat og vulgær i sin fremtræden. Det burde egentlig ikke være en overraskelse, for det var også kendt i 2018. Forskellen er, at nu er det tydeligere for flere, da han som præsident er meget mere eksponeret, end da han var en relativt obskur og marginal politiker på den yderste højrefløj.
I en nylig valgdebat i fjernsynet valgte en tydeligt irriteret Bolsonaro således at svare på et kritisk spørgsmål fra journalisten Vera Magalhães ved at sige: “Vera, jeg kunne ikke forvente andet af dig. Du tænker på mig, når du sover. Du har en skjult passion for mig. Man kan ikke tage parti i en debat som denne – fremsætte falske anklager. Du er en skændsel for brasiliansk journalistik.” Det øgede næppe hans andel af stemmer blandt de kvindelige vælgere.
Afvist af over 50 procent af vælgerne
Denne situation giver Bolsonaro to store problemer frem mod valget i oktober. For det første viser en meningsmåling fra Datafolha, at mere end 50 procent af vælgerne aldrig vil stemme på ham. Det gør det selvsagt vanskeligt at vinde et præsidentvalg. For det andet er han bagud i stort set alle vælgergrupper. Lula har et flertal blandt både mænd og kvinder, blandt både folk i den rige sydlige og sydøstlige del af landet og i den fattigere nordlige del af landet, og blandt både unge og ældre.
Denne vælgeradfærd er et markant skifte i forhold til 2018. Siden da har han skubbet folk fra sig i snart sagt alle vælgergrupper, hvilket viser omfanget af hans problemer. Hvis han skruer op for et politikområde, risikerer han at skubbe andre og endnu flere grupper yderligere fra sig.
Meningsmålingerne identificerer faktisk kun to vælgergruppe, hvor et markant flertal stemmer på Bolsonaro. Det er for det første blandt medlemmerne af pinsebevægelserne, men de udgør kun cirka en tredjedel af befolkningen. For det andet er det blandt personer, som tjener mere end fem mindstelønninger. Brasilien er et land med en ekstrem social ulighed, så denne gruppe er relativt større end i Danmark, men er alligevel en minoritet.
En tvekamp med tilskuere
Selvom alle taler om præsidentvalget som en tvekamp, giver det politiske system mulighed for, at der er flere end to kandidater til præsidentvalget. Bolsonaros og Lulas dominans er imidlertid så stor, at meningsmålingerne kun giver de to en chance for at vinde.
Præsidentvalget består af to runder, hvor de to kandidater, der får flest stemmer i første runde, går videre til anden runde, som skal afholdes i slutningen af oktober. En kandidat kan dog blive præsident allerede efter første runde, hvis vedkommende får mere end 50 procent af de gyldige stemmer. Det er dog aldrig sket i Brasilien efter demokratiets genindførelse i 1980’erne, men nogle meningsmålinger tyder på, at det kan ændre sig i år.
Det er på en måde paradoksalt, at Lula og Bolsonaro fuldstændigt dominerer valgkampen, for de ligger meget langt fra hinanden i det politiske spektrum. Flere partier på den politiske midte har i de seneste år da også haft våde drømme om at finde en kandidat, som kunne være et troværdigt alternativ. Det er bare ikke lykkedes at finde en person, som både er et navn i sig selv, og som samtidig kan tiltrække tilstrækkeligt mange vælgere, som hverken vil stemme på de to primære kandidater.
Den svære position på midten
Det brasilianske politiske system er kendetegnet ved at være meget fragmenteret og volatilt. Der er således over 20 partier repræsenteret i den føderale kongres, og mange af partierne på den politiske midte er ret løst organiserede om en leder og/eller findes primært i en bestemt del af landet.
Brasilianske politikere skifter derfor ofte parti frem mod et valg, og det er som regel mere baseret på, hvor de bedste muligheder er for at blive valgt, end egentlige ideologiske forskelle mellem partierne. Det er fra dette område, at flere politikere har forsøgt at slå igennem til præsidentvalget, men det er endnu uden succes.
Den tidligere dommer og justitsminister under Bolsonaro – Sergio Moro – lignede længe en stærk kandidat. Han var kendt for sin indsats som undersøgelsesdommer i den gigantiske korruptionsskandale ”Lava Jato”, og i 2018 var det hans dom, som forhindrede Lula i at stille op.
Moros stjerne falmede imidlertid, da Højesteret efterfølgende annullerede dommen over Lula, fordi han havde været partisk. Samtidig blev Moro og Bolsonaro uvenner på grund af præsidentens tilbagevendende angreb på demokratiet, og Moro tog sit tøj og gik fra regeringen med en voldsom afskedssalut. Hadet på venstrefløjen for dommen over Lula, uvenner med Bolsonaro-tilhængerne og generelt en kontroversiel person lykkedes det heller aldrig Moro at etablere en magtbase i den højre side af den politiske midte.
Trods dette er der alligevel ti andre kandidater til præsidentvalget, men alle står til at få under ti procent af stemmerne. Indtil nu er det Ciro Gomes, som var minister under Lula tilbage i 2006-2008, som står bedst. Politisk er der ikke den store forskel mellem de to, men Gomes brød med Arbejderpartiet på grund af korruptionsskandalerne.
Debatter flytter få stemmer
TV-debatten, hvor Bolsonaro valgte at angribe den kvindelige journalist, var den første debat blandt de fem ledende kandidater ved præsidentvalget. Efter duellen mente flere kommentatorer at duellen nærmest var endt uafgjort mellem Lula og Bolsonaro. Lula angreb Bolsonaro for at være uansvarlig, mens Bolsonaro angreb Lula for at være korrupt.
Debatten ser ud til at have styrket de tre andre kandidater, som deltog, men dog ikke i et omfang, der ser ud til at kunne forhindre, at Lula enten vinder direkte i første runde eller skal møde Bolsonaro i anden runde. Hvis Lula vinder valget – og Bolsonaro ikke har gennemført et kup – bliver han indsat ved en ceremoni i Brasília 1. januar 2023 for en periode på fire år. Ved indsættelsen vil han være 77, og han vil dermed have rundet de 80 år, når perioden er slut.
Det er selvfølgelig meget tidligt at diskutere, om Lula stiller op igen i 2026, men afløseren i Arbejderpartiet ser allerede ud til at være ved at blive kørt i stilling. I 2018 blev Fernando Haddad hevet ind som Arbejderpartiets kandidat i sidste øjeblik, da Lulas dom forhindrede ham i at stille op.
I 2022 stiller Haddad op til posten som guvernør i den vigtige delstat São Paulo, og meningsmålingerne giver ham gode muligheder for at vinde. Det er et oplagt springbræt til at afløse en aldrende Lula ved næste valg.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Thomas Christiansen er PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science, Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet, HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School.