Brasiliens historisk slemme tørke rammer vand- og elforsyning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk

Den værste tørke i mands minde har ramt Sao Paulo, og den breder sig nu til flere andre delstater, hvor den truer forsyning af vand og el, da en stor del af Brasiliens elektricitet kommer fra vandkraft.

Indbyggerne i den brasilianske delstat Sao Paulo har længselsfuldt ventet på den traditionelle regntid. Den skulle være på højdepunktet i de første uger af januar, men skyerne i det sydøstlige Brasilien har ikke været gavmilde med de dyrebare dråber.

Regnvandet i de første tre uger af januar har været under en fjerdedel af det normale i det primære vandreservoir i delstaten.

Dermed fortsætter vandkrisen forårsaget af en af de værste tørker i Brasiliens historie.

Det skriver både BBC og The Guardian i denne uge. Men ikke nok med det. Mens vandmanglen intensiverer problemerne i Sao Paulo spreder problemerne sig nu til omkringliggende delstater.  

Det giver også problemer med energiforsyningen, fordi Brasilien får en stor del af elektriciteten fra vandkraftværker.

Derfor giver tørken både problemer med forsyningen af vand og energi, hvilket kan ramme økonomien i den sydamerikanske stormagt hårdt.

”Kun en syndflod kan redde Sao Paulo”

Tørken begyndte i januar 2014, hvor der i den traditionelle regnfulde periode faldt langt mindre regn end vanligt. I efteråret 2014 var der flere medier, som berettede, at Sao Paulo kunne løbe tør for vand inden for et par måneder.

Læs mere her: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/28-10-14/efter-pr-sidentvalget-sao-paulo-kan-l-be-t-r-vand

Normalt falder regnen i perioden fra oktober til februar i det sydøstlige Brasilien, men igen i år er der faldet langt mindre end normalt. De naturlige vandreservoirs er derfor på et minimum af deres kapacitet, og det kræver nu exceptionelt meget regn at fylde dem.  

”Kun en syndflod kan redde Sao Paulo”, siger Vicente Andreu fra det nationale vandinstitut Agencia Nacional de Aguas (ANA) ifølge The Economist.

Mange millioner i delstaten er berørt af situationen. I perioder er der ingen vand i hanerne.

”En stor del af befolkningen er ikke klar over alvoren i situationen og nægter at ændre vaner. De må overbevises om at ændre deres adfærd” siger Andreu.

Ordene faldt i et debatindlæg, skriver The Guardian, og han advarer ved samme lejlighed om, at der må indføres en omfattende ordning for rationering af vand, hvis situationen ikke bedres.

Energiforsyningen også hårdt ramt

Det er ikke bare livsvigtigt vand, som befolkningen må undvære på grund af tørken. Brasilien har nemlig satset massivt på hydroelektricitet. Omkring to tredjedele af Brasiliens elektricitet kommer fra vandkraft, skriver Wall Street Journal.

Derfor er der momentvise blackouts i delstaten. Det gik bl.a. ud over en metrolinje, der stoppede i Sao Paulos undergrund. Passagerene var fanget og måtte tvinge dørene op for at komme ud og gå langs metrolinjen for at komme op til overfladen.  

”Alle dørene var lukkede og vi manglede ilt, mennesker besvimede, det var totalt kaos”, har en passager tweetet ifølge Wall Street Journal.

Temperaturen i Sao Paulo er for tiden omkring 35 grader, så der bliver brugt ekstra meget energi på aircondition, beretter The Guardian. Myndigheder har offentligt udtalt, at der nu importeres elektricitet fra Argentina for at imødekomme efterspørgslen. Det betyder samtidigt, at Brasilien for tiden må dække mere af energibehovet gennem fossile brændstoffer.

Krisen spreder sig til Rio de Janeiro

Nu kan den manglende regn også mærkes i delstaterne Rio de Janeiro og Minos Gerais. I Rio de Janeiro er vandbeholdningen i de store reservoirer nede på et rekordlavt niveau. Myndighederne i de to delstater har anmodet indbyggere og industrien om at reducere deres forbrug af vand med op til 30 %, skriver BBC.

Den sydøstlige del af Brasilien er den mest befolkede, og den er naturligvis vigtig for det store sydamerikanske lands økonomi. Momentvise stop i el- og vandforsyning berører allerede mange virksomheder.

Derudover bliver landbruget hårdt ramt af tørken. Den største sukker- og ethanol producent i landet har annonceret, at man vil afskedige 250 medarbejdere og lukke produktionen på en af de store møller i 2 år, skriver BBC.

Internationalt kan man forvente, at kaffepriserne vil stige på grund af den faldende produktion.

Klimaforandringer og afskovning blandt årsager

Årsagen til krisen skal findes flere steder, mener en forsker.

”Der er mange faktorer bag dette. Stigende befolkningstæthed, højere gennemsnitstemperaturer, øget vandforbrug og global opvarmning”, forklarer Ian Cardoso fra CEDAE, virksomheden, der leverer vand i Rio, ifølge The Guardian.

Derudover peger ny forskning på, at afskovning ligeledes er skyld i vandknapheden. Undersøgelsen er bygget op omkring teorien om, at Amazonas fungerer som en slags biotisk vandpumpe.

Træerne genererer vand fra undergrunden, så der dannes skyer. Disse skyer – kendt som ”flyvende floder” i Brasilien – driver længere ind over fastlandet, hvor de giver regn.

Læs mere om forskningen her:

http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/10-11-14/t-rke-i-sao-paulo-indbyggere-desperate-efter-vand