Først forlød det, at regeringen ville suspendere samtlige indgåede aftaler i tre måneder. Det skulle ske som led i en fornyet evaluering af alle regeringens partnerskaber med de ikkestatslige organisationer, lyder forklaringen.
Det har nu fået Ricardo Salles til at ændre tiltaget. Han vil nu nøjes med kun at indstille indgåelsen af nye kontrakter.
Men han varsler øget offentlig kontrol med de ikkestatslige organisationer, der får penge fra regeringen, skriver en engelsksprogede netavis Rio Times.
”Vi vil ikke suspendere noget, der er i gang, men vil have hver af disse enheder til at rapportere om aktiviteter og kræve ansvarlighed for, hvad de laver”, forklarede miljøministeren i et tv-interview med Globonews onsdag eftermiddag.
Nedtoner global opvarmning
Blandt de mange organisationer, ministeren havde truet med at suspendere, er Amazonasfondet, der modtager stor millionstøtte fra først og fremmest Norge og Tyskland, skriver den britiske avis The Guardian.
Salles er udpeget som miljøminister af Brasiliens nye, stærkt højreorienterede præsident, Jair Bolsonaro.
Ministeren har tidligere betegnet global opvarmning som ”et sekundært spørgsmål” og mener, at de bøder, Brasiliens myndigheder har uddelt til miljøsyndere, er af ”ideologisk” karakter.