Da Colombias berygtede narkobaron Pablo Escobar blev dræbt i 1993, efterlod han sig ikke kun et land i kaos, men også en privat zoologisk have. Havens eksotiske dyr blev sendt til andre zoologiske haver med undtagelse af Escobars fire elskede flodheste – tre hunner og en han – som narkobaronen havde indsmuglet fra Afrika tilbage i firserne. Myndighederne vidste ikke, hvad de skulle stille op med de tonstunge og utilnærmelige dyr og tyede derfor til den nemme løsning: De satte flodhestene fri i naturen.
Det nordvestlige Colombia, hvor Escobar havde sin zoo, viste sig at være et sandt paradis for flodhestene. Her er masser af regn, mad og ingen dyr, der er store nok til at udgøre en trussel. De fire flodheste tilbragte flere timer om dagen med at græsse i vådområderne, og resten af tiden boltrede de sig med hinanden i Magdalena-floden og omkringliggende vandhuller – så meget at bestanden i dag er oppe på 80-100 flodheste. Fortsætter de med at formere sig i samme tempo, skønnes det, at Colombia i 2040 vil have en bestand på næsten 1.500 flodheste, skriver The Washington Post.
Forhadt og tiljublet – flodheste deler vandene
Colombias flodheste er verdens største invasive art, og deres særlige egenskab ud i kunsten at formere sig får eksperter til at råbe vagt i gevær. De påpeger, at flodhestene skaber ubalance i det delikate økosystem, hvor de konkurrerer med det lokale dyreliv og er en direkte trussel mod arter som søkoen og odderen. De forurener vandet med deres afføring, der udvikler giftige alger, som ikke kun kvæler fisk, men også den lokale fiskeindustri. Derudover er de meget territoriale og kan finde på at angribe mennesker, der kommer for tæt på dem.
Derfor anbefaler flere eksperter, at der handles nu, før antallet af flodheste i Colombia når op på 1.500, hvor bestanden ikke længere kan kontrolleres og vil have forvoldt irreversibel skade på økosystemet.
Der er dog også eksperter, som er af en anden mening. De mener ikke, der foreligger beviser for, at flodhestene er skadelige – tværtimod. Ifølge dem bidrager flodhestene positivt til økosystemet, fordi de har overtaget nyttige funktioner, som uddøde planteædende pattedyr varetog for årtusinder siden. En idé kendt som rewilding.
Endelig er der Colombias regering, der ikke rigtig synes at kunne beslutte sig for, hvad den skal stille op med Escobars planteædende efterkommere. Flodhestene har opnået stor popularitet i store dele af befolkningen, og derfor kan det give bagslag at gå for hårdt til værks over for dem.
Kontroversielt drab på Pepe
Det fik myndighederne at føle tilbage i 2009. Her skød og dræbte de flodhesten Pepe, som i en længere periode havde hærget vådområderne omkring Magdalena-floden sammen med sin partner og deres afkom. Drabet på Pepe udløste store protester. En dommer udstedte et forbud mod at jage Pepes medsammensvorne, og det blev gjort ulovligt at dræbe flodheste i Colombia.
Forbuddene blev især hilst velkommen af folk i lokalområdet, hvor flodhestene har fået uofficiel maskot-status og bidrager til den lokale økonomi. Der er nemlig penge at tjene på flodheste-turisme. Folk besøger området for at tage på flodheste-safari og købe sig fattige i det store udbud af flodheste-merchandise.
Klog af skade har Colombias myndigheder kigget på andre løsningsmodeller end aflivning. Den ene er at flytte flodhestene til nye græsgange. En ekspert peger på, at 30 dyr skal forflyttes årligt, hvis den lokale bestand skal holdes nogenlunde i ave. Problemet er bare, at det er en kompliceret og bekostelig affære at flytte en tonstung flodhest, og eventuelle aftagere står ikke just i kø. Derfor overvejer myndighederne en anden løsning, nemlig kastration. Et indgreb, der udover at sætte en stopper for flodhestehannens forplantningsevne, også tager brodden af dens aggressivitet.
Den næsten umulige kastrering
Alle, der har erfaring med at indfange og kastrere en flodhest eller blot har læst om indgrebet i for eksempel den videnskabelige artikel Surgical castration of the male common hippopotamus, vil vide, at det er forbundet med en del udfordringer.
Udover at være tunge, temperamentsfulde og territorielle bryder flodheste sig nemlig ikke om at komme under menneskelig behandling. Det kræver en særlig stor dosis elefantbedøvelse at komme helt tæt på en flodhest og dens ædlere dele, som på trods af ejermandens anselige størrelse kan fremstå meget små – nærmest ikke-eksisterende. Flodheste har nemlig, hvad forskere kalder “rumligt dynamiske testikler”, der groft sagt betyder, at de kan trække dem tilbage i kroppen, hvor de ovenikøbet ligger gemt forskellige steder fra flodhest til flodhest. Det er med andre ord temmeligt svært at kastrere en flodhest, og så koster det en mindre formue.
En lokal colombiansk organisation har alligevel påtaget sig den krævende opgave og udviklet en særlig teknik til formålet, men på grund af ressourcemangel er den kun i stand til kastrere én flodhest om året. Et alt for lille antal i forhold til at holde bestanden under kontrol. Derfor er der nu stærke kræfter i Colombia, der er fortalere for, at man begynder at aflive flodhestene.
Colombias regering befinder sig altså i en svær situation. Udover at bekæmpe produktionen af narko, stigningen i vold m.m. skal den også træffe den vægtige beslutning mellem at afsætte de nødvendige ressourcer til enten at flytte eller kastrere landets flodhestebestand eller ty til den upopulære løsning og tillade aflivning.
Det er ikke let at være politiker i Colombia, som stadig kæmper med arven fra Escobar.
