Om bogen
Titel: Totems of Uganda: Buganda Edition – Culture Embracing Nature
Forfattere: Taga F. Nuwagaba og Nathan Kiwere
Bogen kan i øjeblikket kun købes i Uganda.
Som de fleste andre, afrikanske lande er Uganda befolket af flere forskellige stammer.
Den stamme, der har givet landet sit navn, er baganda-stammen (ental: Muganda), der bor i det sydlige og centrale Uganda (området kaldes Buganda), som blandt andet omfatter hovedstaden Kampala.
Mange stammer i Uganda har totemmer, men hele baganda-stammens identitet og familierelationer afhænger af deres totem-system.
Buganda er styret af en konge, der kaldes Kabaka. De fleste totemmer nedarves fra far til børn, men Kabakaens totem nedarves fra mor til børn, hvilket betyder, at kongemagten går på skift fra totem til totem.
Totem-systemet er uadskilleligt forbundet med klan-systemet, som lever i bedste velgående den dag i dag.
Faktisk er baganda-folkets kultur så stærk, at der er adskillige organisationer for udlands-baganda, der tilbyder at afholde alle de traditionelle riter i et muganda-barns opvækst, og som også afholder årlige kulturfestivaller. Den nærmeste er i Sverige.
Klan-systemet
Baganda-folket er inddelt i klaner. Det er svært at sige præcis hvor mange, for der er nogle, der måske er ”uddøde” i den forstand, at de ikke har nogen nulevende medlemmer, eller måske lykkedes det bare ikke forfatteren at finde nogle medlemmer af de pågældende klaner, da han lavede sin research på bogen.
Der er et sted mellem 50 og 60 forskellige klaner, hver med deres eget primære totem, og med et eller flere sekundære totemmer, som godt kan være delt mellem flere klaner. Hver klan er identificeret ved sit primære totem.
De fleste totemmer er dyr, f.eks. lungefiskklanen, fåreklanen, skældyrsklanen, spiselig græshoppe-klanen og løveklanen, enkelte er planter eller svampe, og nogle er redskaber eller genstande, f.eks. hjerteklanen, regnvandsbeholdervand-klanen (porch water eller roof water), palmevinklanen, menneskeligt affald-klanen (husholdsningsaffald, ikke ekskrementer) og syleklanen.
Alle, der tilhører samme klan, bliver betragtet som familie. Man kan derfor ikke gifte sig med et medlem af sin egen klan, selvom nogle af klanerne tæller hundredtusindvis af medlemmer (det anslås, at der lever omkring ti mio. baganda i Uganda).
Alle klaner har deres egne pige- og drengenavne, og selvom der er nogle få navne, der deles mellem flere klaner, fortæller klan-navnet som regel øjeblikkeligt, hvilken klan man tilhører, og dermed også, hvordan man er beslægtet med hinanden (i traditionel forstand). Klannavnene bruges stadig den dag i dag.
De navne, der deles mellem flere klaner, er typisk navnene på de guder, man havde før kristendommen og islam blev indført.
Naturbevarelse anno 1300
En klan skal gøre alt for at bevare sit totem, og man spiser ikke sit eget totem (i de tilfælde, hvor det er spiseligt). Det er et stort tabu at ødelægge sit totem, og det er et tabu, der føles den dag i dag.
Klansystemet er dermed en effektiv form for naturbevarelse, fordi de forskellige klaner beskytter deres totemmer.
Klansystemet begyndte at blive indført i 1300-tallet, og dermed er det en oprindelig, afrikansk form for naturbevarelse, der har overlevet i omkring 700 år. Oprindeligt var der seks klaner, og flere og flere er kommet til i Bugandas lange historie som kongedømme.
Mundtlige overleveringer i en urban tid
Bogen indledes med en lille historie, der fint illustrerer hele problematikken med en levedygtig, mundtlig kultur uden skriftlige kilder.
Nuwagaba kørte en dag med en taxi (en minibus med plads til 14 – 16 passagerer plus dem på skødet og dem i midtergangen, måske bedre kendt som matatu, som de kaldes i Kenya).
Chaufføren så et lille sort og hvidt dyr løbe over vejen og svingede ud og kørte det over.
”Hvorfor gjorde du det?” ville konduktøren vide. ”Det var jo bare en lille, vild ting,” svarede han. ”Nej, det var ikke bare en ting,” sagde en gammel mand på forsædet. ”Det var en desmerkat (civet)!”
Chaufføren kørte ind til siden og nægtede at køre videre. ”Mit navn er Sengendo, og jeg har lige dræbt mit totem,” sagde han.
Konduktøren måtte tage over og køre videre derfra, fordi chaufføren var for rystet over at have dræbt sit totem til at kunne køre mere. Han havde aldrig set en desmerkat.
Angiveligt var det denne oplevelse, der fik Nuwagaba til at beslutte sig til at skrive bogen.
På den ene siden lever Bugandas klan-kultur i bedste velgående, hvilket kan ses af, at chaufføren var så chokeret over at have dræbt sit totem, at han ikke kunne køre videre, men på den anden side er det en mundtligt overleveret kultur uden skriftlige kilder og uden illustrationer, og mange, især den yngre generation, ved faktisk ikke, hvordan deres totem ser ud.
Totem-jagt i naturen
Bogen er dels skrevet ud fra andre historikeres beskrivelser af Bugandas klan-struktur, og dels ud fra interviews med de forskellige klaners ældre.
I nogle tilfælde er det nemt at identificere et totem, fordi dets navn stadig er brugt på luganda (det sprog, der tales i Buganda), men i mange tilfælde har det været svært at finde ud af, hvilket dyr, der er tale om.
Nuwagaba har gået mange ture i naturen med de ældre fra de forskellige klaner, for at de kunne udpege deres totem for ham, men det har ikke været i alle tilfælde, at de har kunnet enes om, hvilket dyr, der er tale om.
I nogle tilfælde er det ikke lykkedes at identificere totem-dyret, der kun er kendt under sit navn på luganda.
Det viser måske, at der har været en større bio-diversitet, end der er i dag, eller måske at sproget i nogle tilfælde har udviklet sig, og ord er blevet glemt.
I en mundtligt overleveret kultur er det nemmere for viden at gå tabt, og det er en af grundene til, at bogen her er blevet til.
Zoologisk og historisk værk i ét
Bogen er dels ment som et opslagsværk, der kan give baganda-folket mulighed for at se, hvordan deres totem ser ud (komplet med en videnskabelig beskrivelse af dyret eller planten, og hvorvidt det er almindeligt, truet eller menes at være uddødt i Uganda), og dels en generel gennemgang af Bugandas historie.
Den indeholder afbildninger af Nuwagabas smukke malerier af samtlige de totemmer, han kunne identificere. Hver klans traditionelle rolle og oprindelse bliver derefter beskrevet efter tur, og det er mange gange fortællinger, der minder om de danske heltesagn.
Forfatterne gør en stor indsats for at skelne mellem den mytiske oprindelse og den historiske oprindelse, og giver også i nogle tilfælde et overblik over de uoverensstemmelser, der er mellem forskellige kilder.
De traditionelle roller er de opgaver, en klan skulle udføre for kabakaen, og det er ting som at spille på og vedligeholde forskellige trommer (traditionelt brugte man omkring 50 forskellige trommer, der alle betød noget specifikt), at sørge for, at ilden i det kongelige ildsted ikke går ud, at underholde hoffet, at brygge øl eller at tage sig af kongelige begravelser.
De traditionelle roller bliver ikke opretholdt længere. Nu har alle baganda i stedet en generel forpligtelse til at beskytte kabakaen og kongedømmet Buganda.
Ambitiøst projekt
Desværre er det måske et lidt for ambitiøst projekt, for det er ikke alle klaner, der er beskrevet lige grundigt. Måske har det ikke været muligt at finde pålidelig information om dem, eller også er de faldet for tidspresset i forbindelse med udgivelsesdatoen.
Bogen beskrives som en førsteudgave, og som om et projekt, der stadig er i gang, og læserne opfordres til at kontakte forfatterne, hvis de ved noget, der ikke er med i den.
Bogen adskiller sig fra andre antropologiske beskrivelser af afrikanske kulturer, fordi det er en opslags- og historiebog, der er skrevet af muganda for baganda.
Den følger ikke altid de stringente regler for, hvordan en faglitterær tekst skal skrives, men det er ikke en mangel, der trækker voldsomt ned i den samlede læseoplevelse.
Bogens fokus på naturbevarelse er gennemgående, og blandt andre har Jane Goodall (som har lavet et enestående feltarbejde med beskrivelser af chimpanser i Tanzania) skrevet et begejstret forord til den.
Jeg læste forskellige brudstykker op for min stedlige muganda, og han kunne bidrage med oplevelser fra sit daglige liv i Uganda, der ikke stod i bogen, så jeg ved ikke, hvor grundig researchen i alle tilfælde har været.
På den anden side oplevede han også, at der var ting, der pludseligt gav mening, så bogen har bestemt værdi som opslagsværk af og for baganda, og for alle os andre, der er interesserede i deres kultur og i Ugandas natur.