Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Nu går de igang i Burma. DIPD åbner den 19. februar en to-dages tværpolitisk konference i hovedstaden. Alle landets 50 partier og demokratiske grupper er inviteret og har sagt ja til at komme.
” Vore succes-kriterium er at få alle partier til at deltage og drøfte politiske partiers rolle i en demokratisk overgangsfase. Begyndelsen er lovende. Alle har sagt, at de vil komme, men nu må vi jo selvfølgelig se, om de gør det,” siger Hanne Lund Madsen, der er seniorrådgiver i DIPD, Dansk Institut for Partier og Demokrati, og progamleder.
20 års erfaring med demokratiudvikling i mange af verdens lande har gjort hende til realist. Men i tilfældet Burma (af DIPD benævnt Myanmar) er hun også optimist.
”De mange formøder med de politiske aktører har demonstreret en stor og seriøs interesse for at være med i den demokratiske proces. Vi oplevede f.eks., at repræsentanter for etniske grupper rejste i tre dage for at mødes med os”, fortæller hun.
Hun understreger, at hun har oplevet en ganske utrolig fremadsynethed i Burma.
”Der er nok spændinger i landet, men man fokuserer på, hvordan man kommer ind i fremtiden”, og hun fortsætter:
.
”Hvis alle virkelig kommer til konferencen er det første gang, at de sidder ved samme bord for at drøfte fælles udfordringer. Det vil være en fantastisk begyndelse til en gradvis opbygning af en flerparti politisk platform”.
Som optakt til konferencen, der er første led i DIPDs demokratiprojekt i Burma – ”Myanmar Multiparty Democracy Programme” – har hun og kolleger fra den hollandske søsterorganisation NIMD, der er med i programmet, været på en række besøg i landet og haft drøftelser med alle politiske aktører – også militæret.
Militæret bestemmer
Konferencen har som baggrundpapir det dokument, som DIPD udgav i september 2012: Political Parties in Democratic Transitions, a DIPD reader. Det gennemgår med case stories overgangstiden i Indonesien, Sydafrika, Tyrkiet og Serbien. Publikationen er oversat til burmesisk.
I alle eksempler er forhandling med militæret et nøgleelement i overgangsperioden og det understreges, at militærets interesser må indgå aktivt.
Således også i Burma, hvor forhandling med militæret og militærets parti er et nødvendigt led i – og en forudsætning for – den demokratiske proces. Burmas vej mod demokrati er i høj grad betinget af militæret.
Militærets parti – United Solidarity and Development Party, USDP – har i dag et overvældende flertal i parlamentet, valgt i 2010. Aung San Suu Kyis NLD – National League for Democracy – der boykottede valget kun har de pladser, de fik ved suppleringsvalg sidste år. Der er i alt 19 partier i parlamentet.
Fire store udfordringer
Konferencen vil fokusere på fire store udfordringer:
• Styrkelse af de partipolitiske organisationer
• Fremme af fler-parti dialog
• Respondere på vælgernes forventninger og prioriteter
• Demokrati-træning og uddannelse for både borgere og politikere
Efter konferencen følger en række andre aktiviteter. De er
1. Politiske ungdomsorganisationer og træning i demokrati
2. Kvinders aktive deltagelse i politik.
3. Finansieringsmåder af politisk parti aktivitet.
4. Valgsystemets opbygning
5. Mediernes og partiernes rolle og relationer
Myanmar Multiparty Democracy Programme udløber med udgangen af 2013, men ventes forlænget en tre-årig periode.
Som DIPD formand Henrik Bach Mortensen sagde ved lanceringen af programmet: ”Efter 50 års militærstyre står de politiske aktører over for store udfordringer med at opbygge deres organisatoriske kapacitet og udvikle deres politik og handleplaner.”
Britiske Guardian advarer
Dagbladet the Guardian advarer den.1 februar mod at være for begejstret for reformerne i Burma – det kan blive farligt.
Det hedder bl.a.: ”The truth is that there have been some welcome reforms in Burma. For those in many cities and central Burma, there has been an increase in some civil liberties. However, the process is top-down and skin-deep, with the president and army still not doing anything that limits their complete control over the country, or guarantees human rights”.
Hanne Lund Madsens kommentar til The Guardians advarsel er: Det er rigtigt – der er behov for at opbygge demokratiet fra bunden – og det er netop vores fokus at inspirere hertil.