I Buea – hovedstaden i Camerouns sydvestlige region – er der nogenlunde fredeligt. På busstationen bliver der pruttet om priserne, hos frisøren er der kunder og tårnhøj decibel på musikanlægget, og ved bageren er brødet lunt og nybagt. Selvom Buea er udsat for jævnlige angreb, udgør byen for nuværende et trygt, midlertidigt bosted for tusindvis af camerounere, der efter krisens frembrud i 2017 har måtte forlade deres hjem.
Den Anglofone Krise er kulminationen på mere end 50 års spændinger mellem Camerouns to største befolkningsgrupper: De anglofone og frankofone camerounere, der har taget navn efter at have været koloniseret af henholdsvis Storbritannien og Frankrig.
I 2017 udviklede spændingerne sig til decideret borgerkrig, da anglofone advokater og skolelærere gik på gaden og demonstrerede mod frankofon indblanding i det anglofone rets- og uddannelsessystem. Demonstranter blev mødt med unødig brutalitet af den camerounske, primært frankofone regeringshær, og hurtigt blev ellers fredelige demonstrationer til voldsomme krigshandlinger. De udspiller sig stadig mellem regeringshæren og anglofone separatister, som i oktober 2017 etablerede den uafhængige udbryderstat, Ambazonien, i forsøget på at genvinde suveræniteten i det landområde, der tidligere var britisk kolonistyre.
Den Anglofone Krise springer ikke blot i øjnene på grund af sine deprimerende fakta – krisen har kostet mere end 4000 mennesker livet, mens over én million er sendt på flugt. Den topper også listen over verdens mest negligerede kriser, som den uafhængige, norske NGO, Norwegian Refugee Council, hvert år udarbejder. Listen fokuserer på tre kriterier: Manglende international medieopmærksomhed, manglende politisk vilje fra det internationale samfund og manglende økonomisk støtte.
På besøg hos internt fordrevne
For at finde frem til nogle af de mange camerounere, der har forladt deres hjem i frygt for krisens kugler, må vi forlade Bueas travle bykerne. En grusvej fører os bort fra hovedvejens værste trafikstøj og frontalt ind i bydelen Molykos rødbrune hjerte. På den bumlede vej blander skelettynde hunde sig med travle motorcykeltaxaer, der efterlader støvskyer bag sig. Små kiosker sælger cigaretter til mænd med blodsprængte øjne og syntetisk slik til børn med snotnæser i hullede t-shirts. I vejkanten sidder to teenagedrenge foroverbøjede over resterne af en bærbar computer, som er ædt op af det allestedsnærværende støv.
Pludseligt stopper grusvejens forløb: Vejen er blind. En betonmur står stejl og rank foran os, heldigvis med en åbning akkurat så bred, at vores chauffør i slow motion lykkes med at klemme sin delvist ødelagte bil igennem den.
Bag betonmuren åbenbarer sig et mindre kompleks af små træhuse forbundet af et uoverskueligt edderkoppespind af elledninger, der også fungerer som tørresnore. Her – i det kompakte og afsides boligkompleks – bor en større forsamling IDPs, som de kaldes i Cameroun. Internally Displaced People – internt fordrevne mennesker.
En af disse er 27-årige Marie Adah. I snart seks år har hun været fortrængt fra sit hjem. Marie Adah husker tydeligt den dag, da hendes liv med ét ændrede sig.
”Der var helikoptere i luften, og der var skud og bomber. Det hele startede med, at de anglofone camerounere begyndte at strejke. De ville have deres frihed og ville ikke finde sig i, at de frankofone fornærmede deres advokater, så det fik de anglofone til at lave optøjer i gaderne,” fortæller hun.
Måtte leve i bushen
Advokaternes demonstrationer, som Marie Adah refererer til, regnes for at være den officielle start på Den Anglofone Krises krigshærgede kapitel. For Marie Adah og hendes familie var demonstrationer dog blot en forsmag på, hvad der ventede. På en lav trætaburet sidder hun og stirrer tomt ud i luften. Hun tænker tilbage på dengang, da krisen ændrede alt.
”Vi løb ind i bushen. Her kom militæret jævnligt, og de ville dræbe. Mor, far – alle, de fik øje på – prøvede de at dræbe. Vi blev nødt til at skjule os i bushen i mere end et år, næsten to. For os kvinder var der ingen bind, når vi skulle menstruere. Der var heller ingen mad, ja, rent faktisk var der intet overhovedet. Det var ikke nemt, og mange døde.”
Alligevel står det ikke klart for Marie Adah, hvem der bærer hovedansvaret for forbrydelserne. Adspurgt om det er militæret eller separatisterne, der er de reelle gerningsmænd, tænker hun sig grundigt om. Efter nogle sekunder svarer hun.
”Hvad angår mig, så vil jeg bare have fred. Jeg ved ikke, hvad de (separatisterne red.) vil have? Om det er en uafhængig stat, eller noget andet, de ønsker sig? Vi vil bare have fred. Jeg har mistet mange af mine brødre og søstre. Jeg har endda mistet min far på grund af denne krise, så jeg vil bare have fred.”
En dysfunktionel nationalstat
Marie Adah er langt fra den eneste internt fordrevne camerouner, som vi møder i Molyko-bydelens boligkompleks, der giver udtryk for en vis ligegyldighed over for krisens politiske udspring. De i alt 10 mennesker, vi taler med, har alle ét simpelt håb: Fred.
Men for at nå dertil, må man først forstå Camerouns komplekse fortid.
Egentligt skulle det nuværende Cameroun aldrig have været en nationalstat. Det land, vi i dag kalder Cameroun, var indtil 1960 delt i to. Frankrig koloniserede omtrent 80 procent af landets nuværende territorie, mens den britiske kolonimagt sad på resten. I 1960’ernes afkoloniseringsbølge, hvor den ene afrikanske nationalstat efter den anden så dagens lys, blev det engelskbesatte område – stik imod international lovgivning – nægtet selvstændighed.
Borgerne i den tidligere britiske koloni blev tvunget til at tage stilling til, om de ville indlemmes i Nigeria eller det netop selvstændige frankofone Cameroun. Ingen af delene var at foretrække. Mod nord var Nigeria et traditionelt fjendebillede, og mod øst var det frankofone Cameroun kulturelt væsensforskelligt fra det anglofone Cameroun. I valget mellem to onder stemte de anglofone camerounere for indlemmelse i det frankofone Cameroun, og i oktober 1961 var The Federal Republic of Cameroon en realitet.
I Camerouns spæde begyndelse sikrede føderalstatens forfatning de anglofone den mængde selvbestemmelse, de havde krav på, men efter 11 års relativ harmonisk sameksistens ændrede det sig i 1972. Føderalstaten blev afløst af en forenet republik, og magten – der hidtil havde været spredt rundt i landet – blev centraliseret i den nuværende hovedstad, frankofone Yaoundé, hvor den til stadighed befinder sig.
Mægling har ikke ført til fred
Siden føderalstatens afskaffelse har de anglofone camerounere følt sig fremmedgjorte i deres eget land, og eftersom fremmedgørelsen siden 2017 har taget form af væbnet konflikt, synes en forsoning i dag mere fjern end nogensinde før.
Dette til trods, var der i efteråret 2019 et spinkelt håb om fred. Camerouns livstidspræsident – 89-årige Paul Biya, der i år fejrer sit 40-års jubilæum i præsidentembedet – inviterede krisens aktører til den hidtil største fredsforhandling i hovedstaden Yaoundé. Fredsforhandlingerne blev døbt The Major National Dialogue, men der kom ikke noget stort ud af den fem dage lange konference. Særligt var separatisterne utilfredse med præsidentens slogan Cameroon will remain one and indivisible, som udelukkede al form for debat om Ambazoniens potentielle selvstændighed.
I flere omgange har også det internationale samfund forsøgt at mediere i konflikten. Centre for Humanitarian Dialogue, som er ledet af et schweizisk mandat, har uden held prøvet at forene parterne, ligesom den katolske kirke sidste år forgæves sendte repræsentanter fra Vatikanet til det uroprægede, centralafrikanske land.
Der er dog ét land, der hidtil har forsømt at bringe stabilitet i Cameroun, selvom de af historiske årsager kan ses som den åbenlyse fredsmægler, nemlig Frankrig. Spørgsmålet er bare, om Frankrig er svaret på Camerouns problemer, eller årsagerne til dem?
Fransk tøven
Vil man forstå nuancerne i Den Anglofone Krise, bør man zoome ind på Camerouns relation til Frankrig. Det mener i hvert fald den camerounske antropolog Primus Tazanu, der er tilknyttet University of Buea.
”Først og fremmest mener Frankrig, at hele Cameroun er dets tidligere territorie, som det kan manipulere med og udnytte på alle tænkelige måder. Det giver ingen mening, for 20 procent af landet var ikke koloniseret af franskmændene. Jeg siger dette for at understrege en vigtig pointe. Frankrig har over årene brugt det frankofone Cameroun til at få indflydelse i det anglofone område af landet. De har arbejdet hårdt på at frankofonisere de anglofone, og det er denne mission, der udgør rødderne i Den Anglofone Krise,” forklarer Primus Tazanu.
Med begrebet frankofonisere henviser Primus Tazanu til, hvad han betegner som en assimilationspolitik, der er indgroet i Camerouns frankofondominerede magtstrukturer. Den camerounske regering vil have det anglofone rets- og uddannelsessystem til at ligne det frankofone, mener antropologen, men regeringen ignorerer systemernes væsensforskelle nedarvet fra deres tidligere kolonistyrer.
Årsagen til assimilationspolitikken finder Primus Tazanu i Frankrigs koloniseringsstrategi. Da Frankrig i perioden 1918-1960 koloniserede Cameroun, udøvede landet den såkaldte Mission Civilisatrice, der fik de oprindelige folk indoktrineret til at tro, at Frankrig er den menneskelige civilisations ypperste kaste. Det er denne mentalitet, der ifølge Primus Tazanu ligger til grund for, at Frankrig ikke for alvor gør en indsats for fredsskabelse i landets to anglofone regioner.
”Frankrig har tøvet med at adressere konflikten i de anglofone områder. Det forlydes, at Frankrig gerne vil løse konflikten, men vi har ikke set noget konkret, der tyder på det,” mener han.
Selvom det tidligere franskbesatte Cameroun på papiret løsrev sig fra Frankrig i 1960, er Frankrigs tilstedeværelse i Cameroun stadig mærkbar. Særligt når det gælder økonomi.
Cameroun er et af 14 afrikanske lande, der bruger den koloniale møntfod, CFA Francen, der er bundet op på Euroen. 50 procent af valutareserverne hos hver af de tidligere franske kolonistater (heriblandt Cameroun) befinder sig på såkaldte driftskonti, der kontrolleres af det franske finansministerie. Frankrig tillader kun dets tidligere kolonier adgang til 15 procent af disse penge om året. Hvis landene skal bruge mere, skal de låne til kommercielle renter af de resterende 85 procent – altså, af deres egne penge – som Frankrig opbevarer.
Disse finansielle strukturer opretholder et ulige magtforhold mellem Frankrig og Cameroun, som ikke på den korte bane har udsigt til at ændre sig.
Macron kunne stoppe krisen, hvis han ville
Da Frankrigs præsident Emmanuel Macron i slutningen af juli mødtes med Paul Biya i præsidentpaladset i Yaoundé, var Den Anglofone Krise angiveligt ikke det varmeste samtaleemne på præsidenternes agenda.
I stedet var Rusland-Ukraine-konflikten i fokus. Macron understregede i klare vendinger, at det er Ruslands aggressivitet og ikke Vestens sanktioner, der har ført til den globale fødevarekrise, som også har ramt Cameroun. Alligevel undlod Cameroun i marts at stemme ved FNs Generalforsamling om fordømmelsen af Ruslands invasion af Ukraine. Biya underskrev sågar en forsvarsaftale i april med Rusland, som han dog har nedtonet som værende diplomatisk rutine.
For Primus Tazanu er det ikke overraskende, at Emmanuel Macron prioriterede geopolitik højere end dialog om Den Anglofone Krise. Han vurderer, at det er Macrons strategi at forblive tavs og bibeholde et kolonialt system.
”Macron er en signifikant aktør, men jeg ser ikke, at han er nøglen til at slutte krisen. Hvis Macron ville, kunne han have brugt sin indflydelse til at influere magtstrukturerne i Cameroun og kigge på de fundamentale årsager til krisen. Frankrig har, foruden få fortilfælde, ikke tilbagetrukket støtten til ledere fra deres tidligere kolonier, og derfor står Macron i en svær situation,” siger Primus Tazanu.
Biya vifter ikke med det anti-franske flag
Frankrig har de seneste år mødt stor modstand i flere af landets tidligere kolonier. I Sahel-landene Burkina Faso, Chad og Niger har lokalbefolkningen protesteret mod i særdeleshed det franske militærs manglende evne til at bekæmpe truslen fra militante islamistgrupper. Det bedste eksempel på stærke, anti-franske følelser findes dog i Mali, hvor Frankrig efter store spændinger med den maliske militærjunta den 15. august forlod landet efter ni års militær tilstedeværelse.
I sammenligning med Frankrigs presserende udfordringer i flere afrikanske lande, udgør Cameroun en stabil og sikker samarbejdspartner. Det mener den camerounske journalist Blaise Eyong, der blandt andet har bidraget hos Deutsche Welle, CNN og BBC:
”Biya har spillet et meget smart spil med de fleste lande i Vesten, heriblandt Frankrig. Han har ikke været en af de afrikanske præsidenter, der har flaget med det anti-franske flag. Frankrigs indflydelse og interesser er på ingen måde truede, så længe Paul Biya er præsident, og derfor er båndet mellem de to lande ret stærkt,” siger han.
I tråd med Primus Tazanu tvivler også Blaise Eyong på, at Emmanuel Macron efter snart seks års blodige kampe kan blive fredsmægler i det anglofone Cameroun.
”Selvom Emmanuel Macron ser ud til at være en progressiv leder, når det kommer til hans Afrika-politik, så prioriterer franskmændene deres egeninteresser højere end demokrati, fred og sikkerhed. Som jeg ser det, vil Macron gøre, hvad der er profitabelt for Frankrig, selvom det ikke nødvendigvis skaber fred og fremgang i Cameroun.”
Hvem vil separatisterne lytte til?
Mens en fransk fredsløsning ikke ligger lige for, er det spørgsmålet, om andre aktører melder sig. Den katolske kirke er et udmærket bud, vurderer Primus Tazanu. Den camerounske antropolog anser kirken som en pålidelig og neutral institution, der er i stand til at tale med camerounerne i øjenhøjde. Alligevel er han en smule skeptisk for kirkens gennemslagskraft og spår snarere, at løsningen skal findes internt på det afrikanske kontinent.
”Bedømt ud fra mine observationer, så tror jeg, at modstandsgrupperne vil lytte til enhver nationalistisk statsleder i Afrika. Husk på at alt, modstandsgrupperne ønsker sig, er magt. Det handler om magten over egne skæbner og ressourcer,” siger han.
Grundlæggende undrer den camerounske antropolog sig dog over, hvorfor spørgsmålet primært tager udgangspunkt i, hvad Frankrig og andre internationale aktører kan stille op. I stedet mener Tazanu, at man bør lytte mere til separatistbevægelserne.
”Hvornår begyndte vi at ignorere dem, der gør oprør mod magtstrukturerne? Frankrig og Biya holder kun i den ene ende af rebet. Den anden ende bliver holdt af separatistkrigerne og deres sponsorer, som primært befinder sig i diasporaen, særligt USA.”
Tilbage i træhuset i Molyko-bydelen funderer Marie Adah over, hvad fremtiden mon bringer hende. Før krisen tvang hende til at forlade sin hjemby, studerede hun transport og logistik på universitetet. Nu, mere end fire år senere, ser hun ikke skyggen af en studiebog, for som hun siger, så egner træhuset i Molyko sig hverken til universitetsuddannelse eller familiestiftelse.
Da jeg spørger til Marie Adahs fremtidsdrømme, gentager hun det samme ord:
”Fred. Så længe, vi får fred. Det er alt, vi vil have. ”