Syv mænd fra Mali, som tidligere har været ofre for trafficking i kakaoplantager i Elfenbenskysten, sagsøger multinationale chokoladeproducenter. I den forbindelse var jeg, som søn af en kakaoplantageejer, gæst hos Radio4s udenrigsmagasin Det Femte Verdenshjørne den 22. februar.
Jeg vil i dette indslag belyse problematikken yderligere.
Børnearbejde i kakaoplantagerne er et meget følsomt emne i Elfenbenskysten, og enhver kritik af fænomenet bliver opfattet som et direkte angreb på landets økonomi af den tilhver en tid sidddende ivorianske regering.
Problematikken blev første gang taget op i 2002 under præsident Gbagbos socialistiske styre (2000-2010). Dengang måtte præsidenten rejse til USA for at forsvare sig mod beskyldninger om børnearbejde og trusler om boykot af kakao fra Elfenbenskysten, som han – og regeringen – opfattede som en kampagne, som skulle skade præsident Gbagbos omdømme og ødelægge landets økonomi. Selvom magten har skiftet hænder siden, er det præcist den samme opfattelse, der stadig hersker i magtens korridorer i Abidjan i dag.
Når de forskellige regeringer har en ens opfattelse af problematikken, skyldes det, at landets økonomi i høj grad hviler på kakaoproduktionen. Med en gennemsnitlig årlig produktion på 1,2 millioner tons kakaobønner sidder Elfenbenskysten på cirka 40 procent af den globale produktion, hvilket gør landet til verdens største kakaoproducent.
10 procent af landets BNP stammer fra eksport af kakaobønner, og 40 procent af den erhvervsaktive befolkning beskæftiger sig med landbrug og typisk med kakaoproduktion.
Når der opstår “rygter” om børnearbejde i kakaoplantagerne, opfatter regeringen det altså, som om ’’nogen’’ vil skade landets økonomi. Skal man ændre på den opfattelse, er det vigtigt at tegne et mere nuanceret billede af børnearbejdet.
Børnearbejde vs. hjælp i familieplantage
Der er nemlig to typer af børnearbejde i kakaoplantagerne i Elfenbenskysten.
På den ene side har vi børn, som hjælper deres forældre i en lille familieplantage. Mange børn – ligesom mig – gik i skole og hjalp deres familier i deres fritid, da de små produktioner var med til at finansiere deres uddannelse. Det er den mest udbredte form for ’børnearbejde’, og den opfattes af alle som en fair win-win-aftale mellem forældre og deres børn. Derudover er det i Afrika udbredt og ganske almindeligt, at børn hjælper deres familier på denne måde.
Der er selvfølgelig risici forbundet med den slags fysiske arbejde, især når det, som det ofte er tilfældet, foregår uden arbejdstøj og sikkerhedssko. Et typisk arbejde før og under kakaosæsonen er at fjerne ukrudt i plantagerne med macheter, at høste kakaofrugter, at bekæmpe skadedyr, for eksempel egern, bære tunge kakaosække, sidde foran et bjerg af kakaofrugter i flere timer og knække frugterne for at få bønnerne ud og få kakaobønnerne i læ, fra deres tørreplads i solen, når det begynder at regne.
På den anden side har vi børn fanget i trafficking. I dette tilfælde bliver børn hovedsageligt fra Mali og Burkina Faso sendt af sted af deres forældre til produktionsområderne i Elfenbenskysten, i håb om at de kan skaffe penge til familien. Fattigdommen i de lande er så massiv, at børnene ses som deres familiers håb. Desværre bliver de ofte udnyttet som billig arbejdskraft og lever under kummerlige vilkår uden tilbud om skolegang. Det er uacceptabelt, og alle bør tage afstand fra det. Det er syv tidligere børnearbejdere fra denne kategori, som sagsøger chokoladeindustrien i USA (de sagsøgte producenter er Nestlé, Cargill, Mars, Mondelēz, Hershey, Barry Callebaut og Olam, red.).
Nationale tiltag
NORC, et forskningsinstitut fra Chicago University, udgav i 2020 en rapport, der påviser, at der er mere end 790.000 børnearbejdere i den sidstnævnte kategori i kakaoplantagerne i Elfenbenskysten. Regeringen i Elfenbenskysten er uenig i rapportens opgørelse og vil ikke acceptere dens konklusioner på grund af ’’metodologiske fejl’’.
Holdningen i regeringen såvel som i den brede befolkning er, at problematikken omkring børnearbejde i kakaoplantagerne er overvurderet.
Op til parlamentsvalget i Elfenbenskysten den 6. marts 2021 spurgte jeg politikere om, hvordan de ser på børnearbejde, og om det indgår i deres valgtemaer. Resultatet var, at emnet ikke optager dem synderlig meget.
En af de adspurgte politikere Annik Pety Koutouan, formand for partiet Union Nouvelle pour la Côte d’Ivoire, svarede, at hun ’’tager afstand fra børnearbejdet, men man skal ikke glemme den afrikanske kontekst med galoperende fattigdom”.
Dermed henviser Koutouan til, at det er den udbredte fattigdom, der er skyld i, at børn ender med at blive fanget i kakaoplantagerne.
Produktionskæden for kakao i Elfenbenskysten begynder hos kakaoproducenterne og går gennem det statslige organ Le Conceil Café Cacao (rådet for kaffe og kakao), inden kakaobønnerne bliver eksporteret. For at undgå spekulation og sikre en fair pris til alle i handlen har staten gennem årene fastsat en købspris på cirka 11,8 kroner per kilo. Derudover har Elfenbenskysten ratificeret ILO, den internationale arbejdstagerorganisations, børnekonvention fra 1999, som forbyder børnearbejde, og præsidentfruen, Dominique Ouattara, står i spidsen for den nationale komite for monitorering af indsatsen mod trafficking af børn og udnyttelse af børnearbejdere i Elfenbenskysten – herunder i kakaoplantagerne.
Chokoladeproducenternes ansvar
Den ivorianske stats forskellige indsatser for at sikre forholdene på landets kakaoplantager gør dog ikke, at de multinationale chokoladeproducenter kan forlade sig på, at forholdene på plantagerne er i orden. For det er de ikke. Langt fra.
For mig at se har de multinationale chokoladeproducenter et ansvar over for forbrugerne. Vi er mange kvalitetsbevidste forbrugere, der ønsker bæredygtige produkter i fødevareindustrien, uanset hvor produkterne kommer fra.
De forventninger stiller krav til parterne i en produktionskæde.
Derfor kan chokoladeproducenterne ikke bare læne sig tilbage og sige, at de ikke ved, hvor kakaobønnerne kommer fra eller ikke ved, hvad der foregår i plantagerne. De har deres del af ansvaret for børnearbejde i kakaoplantagerne, og de skal i gang med indsatser for at bekæmpe den handling.
Spørgsmålet om trafficking er et tragisk dilemma. På den ene side har de store kakaoproducenter brug for billig arbejdskraft, mens familierne i Mali og Burkina Faso på den anden side har brug for penge og ikke ser anden løsning end at sende deres børn af sted, i håbet om at de penge, de sender hjem, kan sikre mad på bordet. Men menneskehandel skal bekæmpes! Børneslaveri i enhver form skal forbydes.
Hvis det skal lykkedes at forbyde børnetrafficking i kakaoplantagerne i Elfenbenskysten, skal problemet præsenteres og synliggøres blandt den brede befolkning. Her er det afgørende, at de forskellige aktører undgår at blande de to typer af børnearbejde sammen og formår at tydeliggøre skellet mellem udnyttelse af børn under slavelignende forhold og de børn, der hjælper deres forældre i små familieforetagender efter skole.
Blay-Azu Dali, er cand.scient.soc i internationale udviklingsstudier og kommunikation. Han arbejder som karrierekonsulent og underviser i Ballerup Kommune.
