Christian Friis Bach vil afskaffe U-landsstyrelsen og U-landsrådet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Lis Garval, journalist og medlem af U-landsnyts redaktionsledelse

Udviklingsministeren sender fredag udkast til en ny lov om samarbejdet med udviklingslandene i høring.

Den skal erstatte den hidtidige fra 1971.

Der bliver tale om en ”enkel” lov, der i formålsparagraffen siger, at udviklingssamarbejdet baserer sig på rettighedsprincippet og er rettet mod bekæmpelse af fattigdommen. Det vil også fremgå, at Danmark vil følge den internationale målsætning og yde mindst 0,7 procent af vor bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand.

Der siges farvel til både Styrelsen og Rådet for Interna-tionalt Udvik-lingssamarbejde.

Det folkelige element i strukturen omkring dansk bistand erstattes for styrelsens vedkommende af et udviklingspolitisk forum, som skal tage sig af “overordnet strategisk planlægning”.

Udviklingsministeren vil åbne op for debat om kommende programmer og initiativer i en bevillingskomite i udenrigsministeriet, en komite med deltagelse af “fagligt kvalificerede folk udefra”. Desuden skal Folketingets udenrigsudvalg inddrages mere i det bistandspolitiske arbejde.

Christian Friis Bach fortalte om lovudkastet torsdag på et møde i Ulandsfagligt Selskab i København, hvor fokus var hans visioner og den ny bistandsstrategi, der også er under udarbejdelse. Både lov og strategi håber ministeren vedtaget i maj.

Ikke færre end 300 var mødt frem for at høre om og debattere udviklingsministerens visioner og den nye udviklingsstrategi, og det blev til tre timer med en minister i hopla blandt venner – at dømme efter spørgsmålene. Der var enkelte ”bekymrede” spørgsmål, men ingen kritiske.

Bjørn Førde fra det nye danske institut for flerpartisstøtte (DIPD) undrede sig således over ministerens hastværk og understregede, at en omlægning til rettighedsbaseret tilgang, hele måden at tænke samfund på, også kræver organisatoriske ændringer.

Christian Friis Bach pointerede, at den ny strategi, selv om der er lagt op til en ny rettighedsbaseret retning, ikke er et brud med den tidligere strategi, men en ”tilretning”, som han håber kan få bred tilslutning i Folketinget.

Han gentog, hvad der har været nævnt tidligere, at man ikke skal tilbage til de bilaterale programmer, men gøre øget brug af budgetstøtte, yde mere støtte til internationale fonde og til multilaterale organisationer. UNFPA – seksuelle og reproduktive rettigheder – og ILO blev nævnt, og ministeren vil tættere på den tidligere 50/50 fordeling mellem bilateral og multilateral bistand fremfor den nuværende 70/30 fordeling.

Ministeren talte om benhårde prioriteringer, baseret på hvad vi er gode til og nævnte fire:
1) Støtte til demokrati og menneskerettigheder, herunder kvinders rettigheder,
2) Fødevaresikkerhed og landbrugsudvikling, som kan sikres vækst og arbejdspladser gennem landbruget. En afgørende prioritet.
3) grøn vækst, med bæredygtig energi som centralt parameter og
4) skrøbelige stater, hvor man finder ekstremt fattige.

Hvad den hårde prioritering kommer til at betyde for miljø- og vandprogrammer, som Danmark har gode erfaringer med, var der flere spørgsmål til, men ingen konkrete svar.

Om høringen se
https://www.borger.dk/Lovgivning/Hoeringsportalen/Sider/Fakta.aspx?hpid=2146003187

Fakta om Styrelsen:
Medlemmerne af Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde udpeges af den for udviklingsbistanden ansvarlige minister for en treårig periode. Styrelsen er rådgivende for ministeren med hensyn til gennemførelsen af det danske udviklingssamarbejde. Styrelsen er nedsat i henhold til Lov om Internationalt Udviklingssamarbejde.

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde består af ni medlemmer og otte stedfortrædere.
Styrelsen drøfter forslag til nye projekter og programmer. Endvidere drøftes strategier for samarbejdet med de enkelte udviklingslande og organisationer, tematiske strategier og handlingsplaner.

Styrelsen mødes 8 gange årligt hvor indkomne projekter, strategier m.m. behandles. Under møderne er der gennem videokonference direkte dialog med de danske repræsentationer i de lande, hvor projekter og programmer foreslås iværksat.

Drøfter som hovedregel bevlllinger til det bilaterale og multilaterale arbejde på over 35 mio. kr.