I slutningen af oktober blev narkobaronen Otoniel og lederen af Golfklanen, den største narkogruppe i Colombia, taget til fange under en stor militæroperation i den nordvestlige del af landet, nær grænsen til Panama. Præsident Iván Duque erklærede, at det var det største slag mod narkoproduktionen siden den berygtede narkobaron Pablo Escobar blev dræbt i 1993. En stor sejr i kampen mod narko i Colombia, lød det fra præsidenten. Ifølge regeringen i Colombia står Golfklanen for op mod halvdelen af den samlede eksport af kokain til USA.
Men spørgsmålet er, om ”den store sejr” vil ændre noget – om produktion og eksport af kokain nu for alvor vil blive reduceret?
Sprøjtning er ikke en løsning
Colombia er verdens største producent af kokain (fulgt af Peru og Bolivia) og har været det i flere årtier. Det skønnes, at Colombia står for cirka to tredjedele af den globale kokainproduktion. Halvdelen eksporteres til USA og størstedelen af resten til Europa. I de senere år har der været en konstant stigning i produktion af kokain i Colombia (skønt der i de sidste par år har været et vist fald i arealet med koka), og den var i 2020 den største nogensinde.
Hidtil har regeringens bestræbelser på at bekæmpe koka og kokainproduktionen således ikke givet positive resultater. Regeringen har især fokuseret på tvangsfjernelse af kokaplanterne, men mange gange har kokabønderne efter nogle få år genoptaget produktionen. Da den nuværende præsident kom til magten i midten af 2018, mente man, at oversprøjtning med giftstoffet glifosat (i samme familie som Roundup) skulle genoptages, skønt stoffet har yderst negative effekter på miljø og mennesker. Det er ikke lykkedes regeringen under Duque at genoptage oversprøjtningen med glifosat, fordi højesteret modsatte sig. Og det, skønt USA under Trump pressede meget på for genoptagelse af oversprøjtning. For Trump var koka og kokainproduktion og -eksport i centrum for relationerne til Colombia; langt mere end støtte til landets omtalte fredsaftale.
Læs også: ’Krigen mod narkotika’ fylder 50 år
Da USA’s nuværende udenrigsmister Antony Blinken var på besøg i Colombia i midten af oktober, havde piben fået en anden lyd. Det lød fra Blinken, at man måtte anlægge en helhedsbetragtning, og at kampen mod kokain måtte betragtes som en fælles kamp, hvor man fra USA’s side må gøre en større indsats for at bekæmpe efterspørgsel og forbrug på hjemmebane.
For et par måneder siden forbød Repræsentanternes Hus faktisk amerikansk støtte til oversprøjtning af kokamarker i Colombia. Mange års erfaring viser også, at denne tilgang på ingen måde er effektiv, fordi bønderne som nævnt efter nogle år typisk genoptager produktionen.
Fredsaftalen og kampen mod koka og kokain
I fredsaftalen indgået mellem regeringen og guerillagruppen FARC i november 2016 er der et særligt kapitel om bekæmpelse af koka og kokain. Det grundlæggende princip er frivilligheden, nemlig at de mange kokabønder (langt de fleste er småbønder) skal overtales til at gå over til lovlige afgrøder, ved at de over en årrække modtager økonomisk støtte og teknisk bistand, samtidig med at man forbedrer infrastrukturen for at markedsføre andre afgrøder.
Læs også: Fem år med fredsaftalen i Colombia – op ad bakke, men måske lys forude
Bag fredsaftalen ligger en anerkendelse af, at brugen af vold mod kokadyrkerne kun fører til yderligere vold i landområderne og ikke er effektiv for at reducere kokaproduktionen. Det sidste bekræftes af mange års erfaringer ikke blot fra Colombia, men også fra Peru og Bolivia.
Men præsident Iván Duque og det højreorienterede regeringsparti Centro Democrático var general modstander af fredsaftalen og også kapitlet om koka og kokain. Regeringen mente, at man først og fremmest skulle bruge tvang, både oversprøjtning og tvangsfjernelse. I de sidste år har regeringen sendt militæret ud for fysisk at fjerne kokaplanterne.
Koka dyrkes især i afsides og vanskeligt tilgængelige områder af landet. Og megen koka dyrkes i områder, der før var kontrolleret af FARC, men nu er en slags ingenmandsland. Der er måske nok tilstedeværelse af militær, men soldaterne er ofte passive over for de magtfulde kokainkarteller.
Koka og kokain har gennem årtier været en slags motor i konflikten mellem regeringen og guerillaer, om end ikke den grundlæggende årsag, som snarere er forbundet med den meget ulige jordfordeling. Flere guerillagrupper med FARC i spidsen har finansieret deres aktiviteter med narkohandel. Der er stadig forskellige guerillagrupper, der er aktive og jævnligt gennemfører væbnede aktioner. Foruden en mindre gruppe af udbrydere fra FARC er ELN-guerillagrupper aktive og dybt involveret i kokainproduktion og -eksport.
I lighed med de paramilitære grupper, der huserer i store områder af landet, og narkokartellerne tvinger de småbønderne, ikke mindst oprindelige folk, til mod deres vilje at dyrke koka. Hvis de modsætter sig, bliver de ofte dræbt. Mange ledere af oprindelige folk eller af colombianere af afrikansk oprindelse er blevet elimineret, fordi de har nægtet at parere ordre.
Fredsaftalen er nøglen
Tilfangetagelse af narkobaronen Otoniel har skabt stor international opmærksomhed, men det vil næppe få videre betydning for narkoproduktionen i Colombia. Han vil blot blive udskiftet med en anden fremtrædende figur i narkokartellet, og Colombias narkoproduktion vil stort set fortsætte uforandret.
Skal der for alvor skal ske noget med Colombias narkoproblem, skal det ske medfredsaftalen. Men det kræver, at der er villighed til at implementere hele aftalen.
Den 24. november fyldte fredsaftalen fem år, og i den anledning besøgte FN’s Generalsekretær, Antonio Guterres, landet for at fejre jubilæet, skønt regeringen ikke just var i festhumør til at fejre noget. Her opfordrede Guterres regeringen til at gennemføre alle kapitler i fredsaftalen og at se fredsaftalen som en helhed fremfor at fokusere på delelementer. Opfordringen er helt på linje med FN’s Sikkerhedsråd, der for godt en måned siden havde Colombia på dagsordenen, som det har hvert kvartal. Internationalt er der også stor støtte til fredsaftalen, også fra EU’s side, og nu også med en ny regering i USA.
Den nuværende colombianske regering er fodslæbende, men om et halvt år er der præsidentvalg i Colombia, og ifølge opinionsundersøgelserne kan der blive tale om en ny regering, der ser langt mere positivt på fredsaftalen. Samtidig har der været en lang række massive demonstrationer mod regeringen, hvor ikke mindst de unge, sammen med oprindelige folk, fagforeninger og småbønder, har stillet krav til gennemførelse af fredsaftalen.
Så måske er der lys for enden af tunnelen og bedre udsigt til, at fredsaftalen bliver gennemført i sin helhed – inklusive kapitlet om narko, som for alvor kan føre til en reduktion af problemet.
Mogens Pedersen er tidligere ambassadør i Colombia.
