Forandringer mod forandringer.
Sådan beskriver den colombianske professor i politik Daniel García-Peña i New York Times, valget i Colombia 19. juni, hvor det allerede står klart, at et systemskifte er på vej.
Første valgrunde endte nemlig til manges overraskelse med, at den siddende præsidents kandidat, Federico Gutiérrez, måtte se to anti-etablissement-kandidater gå videre til anden runde. Valget står nu mellem den venstreorienterede økonom og tidligere guerillamedlem, Gustavo Petro, der har udviklet sig til en moderat politiker og den højrepopulistiske forretningsmand og tidligere borgmester, Rodolfo Hernández.
Tipper valget til Gustavo Petro, som vandt første runde med 40 procent af stemmerne, vil Colombia få sin første venstreorienterede præsident nogensinde. Omvendt vækker Hernández mindelser om Trump og Bolsonaro. Han var indtil for få måneder siden et ukendt ansigt i den colombianske befolkning og baserer store dele af sin kampagne på at udrydde korruption.
Læs også: Colombia ved en korsvej – præsidentvalg kan trække landet til venstre
At det colombianske valg kommer med forandringer istemmer Jan Gustafsson, der forsker i latinamerikansk politisk kultur på Københavns Universitet.
“Det betyder ikke et totalt nederlag for det eksisterende politiske establishment, men det betyder i høj grad, at den traditionelle regerende politiske klasse, som man har haft i mere end et århundrede i Colombia er ved at miste magten,” siger han.
Reaktion mod
Colombia har i mange år kæmpet med kronisk ulighed, fattigdom og social usikkerhed. I april ramte den årlige inflation 10 procent, der er en ungdomsarbejdsløshed på 20 procent, mens over 40 procent af befolkningen lever i fattigdom.
Og hvorfor er det så aldrig lykkedes en venstrefløjskandidat at komme til magten? Ifølge Jan Gustafsson skyldes det netop, at man op gennem det 20. århundrede har haft en stærk politisk elite af forskellige variationer af konservativ og liberal karakter.
“Men mange colombianere er også konservative. Samtidig har man i mange år identificeret venstrefløjen med guerilla-aktiviteter, som man jo ser som et meget stort problem og som vold og ikke meget andet,” forklarer han.
Og Petro er da også tidligere medlem af den colombianske guerillabevægelse, men har efter fredsforhandlinger forvandlet sig til en relativt moderat politiker.
En ny venstrefløjsbølge?
Men hvad står Gustavo Petro for rent politisk?
Ifølge Jan Gustafsson tilhører Petro en ny form for venstrefløj i Latinamerika. En der både fjerner sig fra den traditionelle marxisme fra det 20. århundrede, men også fra det vi især kender fra den tidligere præsident i Venezuela, Hugo Chavez.
“Han har markeret sig særligt i forhold til kvinderettigheder, etniske mindretal og miljø. Derudover har han også venstrefløjens mere traditionelle tilgang til fattigdom, inklusion og at skabe bedre forhold for Colombias fattige både på landet og i byer. Han minder på den måde lidt om Gabriel Boric fra Chile,” forklarer Jan Gustafsson.
Petro har blandt andet varslet en langsom udfasning af olieproduktionen, som er landets største eksportvare. Og han går til valg på en gentænkning af relationen til USA herunder handelsaftaler . Colombia har ellers været USA’s stærkeste allierede i regionen i mange år.
Dødt løb
Det er dog langt fra sikkert, at 62-årige Gustavo Petro bliver præsident efter valget 19. juni.
Lige nu er der dødt løb mellem de to kandidater. I en meningsmåling foretaget af det uafhængige analysebureau Invamer i perioden 3. juni til 8. juni står Hernández til 48,2 procent af stemmerne, mens 47,2 procent peger på Petro. Gabet mellem de to er mindre end den statistiske usikkerhed på 2,69 procent, og derfor er der altså tale om en foreløbig teknisk uafgjort.
Men Jan Gustafsson tøver ikke med at kalde det en historisk sejr for venstrefløjen, bare det at Petro har en realistisk chance for at vinde et valg.
TikTok-stjerne og forretningsmand
Hvor mange har en rimelig klar idé om, hvad Petro står for politisk, er det straks sværere, at tegne et klart billede af, hvad hans modkandidat Rodolfo Hernández vil ændre, hvis det lykkes ham at komme til magten.
Hernández’ kampagne har baseret store dele af sin kampagne på, at bekæmpe Colombias omfattende korruption og rydde op i den politiske magtelite.
“Forrædere, løgnere, klovne og hyklere og vi kommer til at smide dem alle sammen ud,” har han blandt andet sagt til colombiansk tv.
Alligevel vil Jan Gustafsson ikke betegne Hernández og Donald Trump som to alen af et stykke.
“Han er ikke lige så klar højrepopulist som Bolsonaro er i Brasilien eller Trump i USA. Det er lidt uklart, hvad han står for, og han er flere gange blevet beskyldt for mandschauvinistisk udtalelser, men samtidig har han en kvindelig vicepræsidentkandidat,” siger Jan Gustafsson.
Hernández er en rig forretningsmand, som mere eller mindre selv har skabt sin formue. Han mener i tråd med andre neoliberale strømninger i Latinamerika, at Colombia skal styres som en virksomhed, og at det er løsningen på landets problemer.
Men samtidig er han for abortrettigheder, homoægteskaber og legalisering af hash, skriver det amerikanske medie, NPR. Og på trods af sine 77 år har Hernández haft held til at komme bredt ud på det sociale medie TikTok, som mange unge colombianere er aktive på.
Forandringer i Latinamerika
Hernandez kan desuden i højere grad end sin modstander slå på, at være uden for det politiske etablissement med tre år som borgmester i den lille by Bucaramanga. Til sammenligning har Petro været en fast del af colombiansk politik i over 30 år, som borgmester i hovedstaden Bogota samt medlem af både repræsentanternes hus og senatet.
Med Colombias historie uden en venstreorienteret præsident kan Petro dog dårligt karakteriseres som mere af samme skuffe. Colombia står derfor over for et historisk betydningsfuldt valg, uanset hvilken kandidat befolkningen peger på. Og det er ifølge Jan Gustafsson også en bølge, der skyller ind over resten af Latinamerika i disse år, hvor traditionelle magteliter i det meste af regionen i høj grad er i krise.
“Stort set ved hvert eneste valg, opstår der nye koalitioner, som er koncentreret mere om kandidater end enkelte partier. Og det gælder sådan set både for højre- og venstrefløjen,” siger Jan Gustafsson.
