Da fredsaftalen mellem guerillagruppen FARC og den colombianske regering blev underskrevet i 2016, var hele det internationale samfunds øjne rettet mod Colombia. I et brag af et symbolikshow i den gamle spanske kolonihøjborg Cartagena, der ligger ved den caribiske kyst, gik en flok mænd gennem to store hvide porte, portene mod fred, alle klædt i hvidt. En masse hvide duer blev sendt til himlen, mens den colombianske præsident og FARCs øverste leder højtideligt underskrev fredsaftalen med en kuglepen lavet ud af et omsmeltet patronhylster.
Det var et vigtigt budskab for FN at sende, at en vellykket fredsaftale stadig kunne lade sig gøre. Siden da har FARC nedlagt våbnene, og langt størstedelen af dets medlemmer flyttede i såkaldte reintegreringslandsbyer rundt omkring i landet. Den daværende præsident, Juan Manuel Santos, modtog Nobels fredspris. Herefter virkede det til, at de internationale øjne begyndte at flakke andre steder hen.
Menneskeretsforkæmper med bodyguards og pansret bil
Der er nu gået snart fire år siden underskriften blev sat, og vi bør stadig tale om, hvordan det går med fredsprocessen i Colombia.
Det tager lang tid at implementere alle punkterne i en af de mest dybtgående fredsaftaler længe, og processen ligger mestendels i colombianernes hænder.
Indtil vi når så langt, skal mange colombianere prøve at finde fodfæste i et konstant forandrende samfund, men samtidig under uhyggeligt genkendelige strukturer og aktører som under den væbnede konflikt.
Til dokumentarfilmen ‘En revolutionær familie’ filmede jeg med menneskerettighedsforkæmperen Ruby Castaño og hendes familie i syv år mellem 2013 og 2019, før og efter fredsaftalen blev underskrevet. I den periode fik jeg et indblik i den omskiftelige storpolitiske kontekst, som mine medvirkende skulle forholde sig til; fra væbnet konflikt med kamphandlinger til våbenhvile under fredsforhandlingerne og endeligt til en tid efter konfliktens officielle afslutning.
Som en udlænding i landet med dansk pas havde jeg det privilegium gennem årene at rejse ud og ind af Rubys hverdag i Colombia. Da jeg først mødte hende, havde hun endnu ikke fået tildelt det beskyttelsesprogram bestående af to væbnede bodyguards og en pansret bil af staten, som hun lever med nu. Så hun satte livet på spil, når hun stædigt rejste med bus, pickup og på hesteryg ud til konfliktområder i delstaten Meta for at organisere og være talerør for de lokale landbefolkninger, som prøvede at overleve midt i kamphandlinger og direkte forfølgelse fra et forvirrende sammensurium af væbnede aktører.
Ruby kender landområderne i Meta godt, hun er født og opvokset der, datter af en bonde organiseret i den lokale fagforening for landarbejdere. Så hun har fået sin politiske kampgejst ind med modermælken og blev aktiv i fagforeningen allerede som 14-årig. Hun har desværre også på egen krop oplevet politisk forfølgelse, adskillige attentatforsøg, bortførelser, massakrer og massefordrivelser af lokalbefolkningen siden flere af FARC og regeringens forsøg på fredsforhandlinger slog fejl i 1980erne. Det medførte en voldsspiral, der reelt ikke er stoppet endnu.
Væbnet konflikt gået ind i et nyt stadie
Men Rubys livssituation har ikke ændret sig, siden fredsaftalen blev underskrevet. Hun sætter stadig livet på spil, modtager jævnligt dødstrusler og lever et prekært og usikkert liv. I de tre måneder jeg filmede med Ruby i 2018 alene, modtog hun dødstrusler nærmest hver uge. Jeg var heldigvis ikke på noget tidspunkt vidne til et direkte attentat mod Ruby, men oplevede flere gange hendes sorg over at miste en god ven eller kollega, som blev skudt og dræbt af maskerede mænd.
Det, som Ruby må leve med i den nye post-fredsaftale tid (kan man vist bedst kalde det), er en foruroligende virkelighed for et stigende antal menneskerettighedsforkæmpere, miljøforkæmpere, oprindelige folk, afro-colombianere, fagforeningsledere og studenteraktivister. En forskelligartet gruppe som man i Colombia samlet kalder for líderes sociales (på dansk direkte oversat til sociale ledere).
Men desværre det også den foruroligende virkelighed for et antal tidligere FARC-guerrillaer. Siden 2016 er flere end 700 líderes sociales og 190 tidligere FARC-guerrillaer blevet slået ihjel af de såkaldte maskerede mænd, som sættes i forbindelse med paramilitære grupper, der enten direkte eller indirekte står i ledtog med store virksomheder, jordejere og/eller statens væbnede styrker. Det er en trist gentagelse af gamle velkendte strukturer, især fra under den tidligere præsident Alvaro Uribe Vélez (2002-2010) tid.
Mens jeg skriver dette, indløber der nyheder om, at to tidligere FARC-guerrillaer i onsdags er blevet dræbt i delstaten Caquetá. Samtidig kan jeg se, at den oprindelige folks organisation ACIN i Cauca-delstaten lige har sendt en meddelelse ud om, at det oprindelige NASA-folk er fanget i kamphandlinger mellem væbnede grupper. Det er svært at se, at den væbnede konflikt i Colombia skulle være ovre. Den er nærmere gået ind i et nyt stadie.
FARC-vakuum skabte et wild west for andre
Drabene foregår især i de gamle konfliktområder, hvor FARC afgav kontrollen, da bevægelsens medlemmer nedlagde våbnene og samledes i de forskellige reintegrationslandsbyer. Her har staten ikke formået (eller prioriteret?) at gå ind med sine institutioner og tjenester, og i stedet går kampen om magten i de områder hårdt ud over lokalbefolkningen og især de personer, som aktivt sætter sig imod de nye (eller gamle i nye klæder) væbnede aktører.
I områder som Meta-delstaten, hvor jeg har fulgt Ruby adskillige gange, er det oftest paramilitære grupperinger, FARC-dissidenter, narkobander og de statslige væbnede styrker, som nu igen tvinger lokalbefolkningen til at flygte fra hus og hjem, som udfører massakrer, forsvinder og slår folk ihjel.
I andre delstater som Cauca og Norte de Santander, hvor jeg også selv har haft muligheden for at tale med lokalbefolkningen, er det udover de førnævnte aktører, også andre guerillagrupper, som ELN og EPL, samt i Cauca delstaten, Sinaloa-kartellet fra Mexico, som er stærkt tilstede. Det vakuum, som FARC efterlod, da de nedlagde deres våben, skabte et wild west for andre bevæbnede aktører.
Kokaproduktionen stiger
Kampen om jord er fortsat et af kerneproblematikkerne i dag i Colombia. Her er virksomheder, nationale som internationale (her iblandt også danske) en relevant aktør. I deres søgen efter store jordområder til diverse formål – såsom intensiveret produktion af afrikansk palmeolie, bananer og udvinding af naturressourcer – er de direkte og indirekte med til blandt andet at fordrive lokale bønder fra deres jorde. Kontrol af områder til kokadyrkning og til transport af narko er også en af de største grunde til, at så mange væbnede aktører slår lokale bønder og menneskerettighedsforkæmpere som Ruby ihjel.
Til trods for fredsaftalens delaftale om at skabe alternativer til kokadyrkning har den nye præsident, Ivan Duque, nægtet at støtte op om lige præcis alternativer til de colombianske bønder til at dyrke koka. I stedet har hans regering, støttet af USA, genopstartet det højt kritiserede kokarydningsprogram, hvoraf oversprøjtning fra luften med det giftige stof glyfosat udgør en stor andel. Det til trods er kokaproduktionen steget, og i 2019 blev der produceret 951 ton kokain, det højeste nogensinde i Colombia.
FN er fortsat i landet med dets forskellige agenturer og observerer, at implementeringen af fredsaftalen foregår som aftalt. Men så sent som i slut februar udgav FN’s højkommissariat for menneskerettigheder i Colombia en rapport, hvor der udtrykkes stor bekymring over det ufatteligt høje antal menneskerettighedsforkæmpere, som bliver dræbt i Colombia.
Dansk handel og diplomati
Colombia kan virke langt væk fra Danmark, men de to lande er forbundne handelsmæssigt og diplomatisk. Den første danske ambassade åbnede i Colombia i 2014 midt under fredsforhandlingerne. Det er en ambassade, som primært er kommerciel og desværre kun har et meget begrænset fokus på menneskerettighedssituationen. Danmark er et af de meget få lande i Europa, som ikke har støttet fredsprocessen økonomisk eller praktisk, men flere og flere danske virksomheder engagerer sig altså i det nye marked, som Colombia er.
Det vil klæde Danmark og danske virksomheder at tage ansvar for hvilken kontekst, de opererer i. En kontekst med nye konflikter omkring land og ressourcer, og en kontekst hvor der hver dag sker flere drab på menneskerettighedsforkæmpere og lokalbefolkningen i især landområderne i Colombia. Og det ser ikke ud til at ændre sig foreløbigt.
Tanja Wol Sørensen er filminstruktør og netop nu aktuel med dokumentarfilmen ‘En Revolutionær Familie’, som kan streames på cph:dox fra den 19. marts til den 29. marts. Læs mere her
Filmen er nomineret til Nordic:dox:Awards og Politikens publikums pris
Se trailer til ‘En revolutionær familie’ her