Lav- og middelklassen, mødre der kalder sig ’frontlinjemødre’ i protest over politivold, LGBT+ aktivister, feministiske bevægelser, de studerende og den oprindelige befolkning – Mingaerne – ja, stort set alle protesterer i Colombia, selv ænderne.
Colombia er gået i stå; vejspærringer standser trafik mellem landets knudepunkter i by og land, og den nationale strejke lammer den colombianske industri på 50. dag. En upopulær skattereform antændte flammen, men som vi også har set i Chiles og Ecuadors protester i 2019, er det samfundets ulighed som helhed, der står for skud.
Colombias protestbevægelse er den største, og mest alsidige, landet har set i årtier, hvis ikke nogensinde. Bevægelsens mangfoldighed er dens styrke, men også dets svaghed. Det er et tegn på, at Colombias samfund er skrævvredet, men de mange dagsordner risikerer også at drukne i hinandens støj. Bevægelsens talspersoner tilhører den traditionelle venstrefløj fra arbejderbevægelsen, som gennem to årtier har ført Colombia igennem 37 nationalstrejker, men kritikken lyder, at for få kvinder er repræsenteret, og at arbejderbevægelsen – en venstreorienteret, men socialkonservativ gruppe af mænd – ikke rummer den feministiske stemme eller LGBTQ+-bevægelsen.
Fra junglen til gaden
Præsident Iván Duque har reageret med en så voldsom militær vold, at protesterne nu også omhandler militærets brud på menneskerettighederne ved angreb på egen befolkning. Skjult, og i dække af en årtier lang krig mod guerillagrupper i Colombias jungle, har det colombianske militær, paramilitære grupper og oprørsgrupper efterladt et spor af ødelæggelse.
Men volden under trækronerne er nu flyttet ind i Colombias gader, hvor telefoner fanger soldater, der skyder med skarpt mod befolkningen, og som ser den anden vej, når støtterne af regeringen klædt i civil slår demonstranter ihjel. Længe har Colombias regering talt om naboregimet i Venezuela og den socialistiske regerings menneskerettighedskrænkelser, men Colombias reaktion på protesterne i eget hus er fyldt med overtrædelser ligeså, siger Óscar García Agustín fra Aalborg Universitet til Globalnyt.
”Imod FARC (den colombianske oprørsgruppe) var militærets voldelige metoder mere accepteret, men hærens reaktion på stort set fredelige demonstrationer gør, at befolkningen sætter store spørgsmålstegn ved regeringen,” fortæller lektoren til Globalnyt.
Ifølge Óscar García Agustín står den colombianske regering derfor med et ”legitimitetsproblem.” Det er en legitimitet, som er tabt på grund af videoer, der for eksempel viser en ung demonstrant blive skudt i baghovedet i fuld spurt væk fra politiet. De væbnede styrkers disproportionale magtudøvelse står til frit skue på nettet, og regeringens forklaringsproblem vokser. Tallene taler for sig selv: over 40 demonstranter er slået ihjel, og over 100 mennesker er ’forsvundet’.
En ny generation
Den mangeårige konflikt mellem regeringen og venstreorienterede oprørsbevægelser er ikke overset af den nye generation af colombianere. Oprørsgrupper fra de gamle socialistiske FARC- og ELN-bevægelser planter stadig bilbomber i Bogotás gader – senest i 2019, da en bombe sprængtes ved en politiskole og dræbte 8 kadetter. Men den nye generation kræver en nytænkning af samfundet, hvor colombiansk politik ikke kun sværmer om konflikten med oprørsgrupper, men også kan rumme spørgsmål om klima, ulighed, kvinders rettigheder og den katolske kirkes samfundsindflydelse. Emner, som resten af den udviklede verden mere (eller mindre) snakker om:
”De unge demonstranter er ikke en del af den gamle politiske konflikt mellem FARC og regeringen – og det er noget nyt i Colombia. Den unge generation øjner en chance for, at der snart kan blive lavet rigtig politik i Colombia, fordi den nye generation ikke positionerer sig selv politisk som generationen før dem, hvor man enten var med regeringen eller med oprørerne.” Siger Óscar García Agustín.
Ifølge Óscar García Agustín består den unge generation derfor af nytænkende politiske aktører. Det er det lesbiske par, der gerne vil kunne gå trygt hånd i hånd ned ad gaden, den transkønnede der kæmper for sin plads i tilværelsen, og det er oprindelige befolkningsgrupper, der vil anerkendes og respekteres. Progressive dagsordner, som er hæmmet af en stillestående – og yderst konservativ – politisk elite.
Hvad så nu?
Iván Duque beordrede sidste uge en større militær tilstedeværelse i Calí, som har dannet ramme om nogle af de blodigste scener under protesterne. Beslutningen førte til højlydte anklager om, at præsidenten bevidst prøver at eskalere konflikten.
Derudover har arbejderbevægelsen anmodet om, at alle vejspærringer fjernes fra Colombias gader som et led i den forhandlingsproces, der i øjeblikket finder sted mellem protestbevægelsens de facto ledere og regeringen.
Spørgsmålet er, om bevægelsens hovedaktører; under- og middelklassens revolte mod colombiansk ulighed, de unges progressive oprør, og den oprindelige befolknings krav om mere repræsentation, mister deres fælles fokus i de nuværende forhandlinger.
Sikkert er det, at om et år skal colombianere vælge præsident igen. Iván Duque ligner efter alt at dømme en færdig mand i politik, og en gryende kritik fra eget politisk bagland indikerer, at et nyt lederskab er på vej. Men ”Colombia er et meget interessant og intenst land, og meget kan nå at ske på et år,” afslutter Óscar García Agustín.
