Det stod tidligt i Covid-19-pandemien klart, at det vigtigste redskab til at bekæmpe pandemien ville være en effektiv vaccine. Det var en ambitiøs plan, der blev søsat i begyndelsen af 2020, da flere multinationale aktører satte sig sammen og udtænkte det, der skulle blive til COVAX.
Siden, i en artikel i det videnskabelige tidsskrift The Lancet, har en af arkitekterne bag kaldt COVAX: ”En smuk ide, født af ønsket om solidaritet (…) Desværre har den ikke båret frugt.”
Blandt de primære arkitekter var Verdensundshedsorganisationen WHO, vaccineallicancen Gavi samt Coalition for Epidemic Preparedness med hjælp af en gruppe eksperter i epidemibekæmpelse og forebyggelse.
Den vanskelige start
COVAX blev designet med to ben: Et for de rige lande (high income countries, forkortet HIC), som skulle betale for deres egne vacciner, men bruge Gavi som indkøbsagent, da dette ville give COVAX muskler i forhandlingen med vaccineproducenterne og sikre vacciner til favorable priser. Det andet ben skulle finansieres af donorerne, så at lavindkomstlande (low income countries, forkortet LIC), i alt 92, kunne få vaccinen gratis.
Det første ben har haltet fra begyndelsen.
Ganske vist bød flere lande – blandt andre UK, Canada, Norge, Australien og New Zealand – ind, men med relativt små beløb, der ikke gav COVAX den ønskede forhandlingsstyrke. Da de så, hvor det bar hen, gik de samme lande ud og tegnede kontrakter direkte med en række potentielle vaccineproducenter (såkaldte Advanced Purchase Agreement, APA) på vaccinemængder, der sikrede dem langt flere doser, end de ville få brug for til at vaccinere deres befolkninger – det er denne egoistiske adfærd, mig selv først-princippet, der også bliver kaldt vaccinenationalisme.
USA satte sig for eksempel på vaccine nok til at vaccinere 140 procent af sin befolkning – for Storbritannien var tallet hele 225 procent, mens EU tegnede sig for to milliarder doser til sine 445 millioner indbyggere. Danmark gik med EU og brugte ikke COVAX. I alt gik omkring 35 lande plus EU uden om COVAX og lavede bilaterale aftaler direkte med vaccineproducenterne. Det betød, at der hverken var penge eller vacciner nok til at få COVAX skubbet i gang.
Gavi forsøgte at råde bod på denne situation ved at gøre det mere attraktivt for højindkomstlandene, ved blandt andet at tilbyde at landene selv kunne bestemme, hvilken vaccine de ønskede og ved at øge den mængde vaccine, de ville få – fra 20 procent til 50 procent af det nationale behov. Lige meget hjalp det, og COVAX spildte megen tid på at prøve at tackle disse problemer – tid som burde være brugt til hurtigere at få lavet aftaler med producenterne.
Resultatet var, at Gavi blev yderligere klemt, fordi den var kontraktmæssigt forpligtet til at reservere 20 procent af den vaccine, der blev indkøbt, til rige lande, som jo havde betalt for den.
På dette tidspunkt estimerede en koalition af ngo’er, at det ville tage 57 år at få målgrupperne i fattige lande vaccinerede, hvis ikke der kom mere gang i COVAX.
Efterfølgende har iagttagere i førnævnt artikel i The Lancet karakteriseret COVAX’ planer om en global indkøbsstrategi som meget naiv. Ved udgangen af maj 2021 havde COVAX distribueret 80 millioner doser til lavindkomstlande og 22 millioner til højindkomstlande, blandt andet til Canada, der fik knap to millioner doser vaccine fra COVAX i februar, på trods af at landet i alt havde indgået direkte kontrakter på fire gange flere doser, end de behøvede.
Samme måned begyndte leveringen af vaccine til Afrika med 600.000 doser til Ghana.
Et af de stærkeste kritikpunkter af Gavi er, at organisationen ikke forudså manglen på vacciner på markedet, hvilket betød at den ikke havde indarbejdet flaskehalsene i vaccineforsyningen i udrulningsplanerne.
Et andet kritikpunkt var Gavis erklærede mål om at sikre vaccine til immunisering af 20 procent af befolkningerne i de enkelte lande. Dette var både unfair over for de fattige lande, da de rige lande var blevet lovet op til 50 procent dækning af deres behov som led i at skaffe deres opbakning til initiativet, mens de fattige lande stadig måtte nøjes med de 20 procent, og – set fra en epidemiologisk vinkel – helt utilstrækkeligt til at inddæmme epidemien.
Hvordan går det med at få vaccinen ud?
Til dato har COVAX leveret i omegnen af sølle 82 millioner doser til 131 lande – langt, langt under, hvad man havde stillet i udsigt, hvis målet om at levere to milliarder doser ved udgangen af 2021 skulle indfries. Med det nuværende tempo vil man ganske enkelt ikke kunne nå det mål.
I Afrika er der således kun administreret 40 millioner doser til en befolkning på 1,1 milliard.
Mens det står sløjt til med at få vaccinerne ud til landene, går det kun lidt bedre med indkøb af vacciner.
COVAX’ seneste vurdering af forsyningen af vacciner er netop offentliggjort. Her forventes det, at der – i henhold til det, der er lovet – vil have været 1,9 milliarder doser til rådighed for distribution ved udgangen af 2021. I alt har COVAX indgået aftaler om indkøb af 2,8 milliarder doser for 2021/2022, med udsigt til at dette kan øges med 1,3 milliarder, såfremt der bliver brug for det. Dette er realistisk på grund af nylig øget finansiering fra et donormøde i Japan og det virtuelle G7-møde i starten af juni.
Derudover har de mange opfordringer fra de fattige lande og den multilaterale sektor til de rige lande, for eksempel til Danmark, om at donere deres overskud af vaccine resulteret i etablering af en ny mekanisme, den såkaldte ”dose-sharing mechanism”, der skulle kunne afbøde noget af den ekstreme mangel på vaccine på den korte bane. Gavi forventer, at mekanismen vil medføre, at 80 millioner doser bliver stillet til rådighed i juli og yderligere 115 millioner i august. I alt har COVAX fået lovning på 515 millioner doser gennem den nye overskuds-mekanisme! Det siger noget om, hvor grådige de rige lande har været i forhold til at tilegne sig vaccine. Den danske statsminister Mette Frederiksen har i marts lovet, at Danmark vil bidrage med tre millioner doser til COVAX’ dose-sharing mekanisme.
Ved et donormøde arrangeret af Japan og GAVI tidligt i juni blev der lovet i alt 2,4 milliarder doser fra næsten 40 donorlande, den private sektor og fonde.
Siden er der kommet flere til. Således har Præsident Biden lovet, at USA vil indkøbe 500 millioner doser til COVAX.
EU – og dermed også Danmark – har støttet COVAX med 2,2 milliarder kroner, og Danmark har ved det nylige donormøde lovet yderligere 50 millioner kroner, og derved kommer Danmarks direkte støtte til COVAX op på i alt 100 millioner kroner.
På deres virtuelle møde i juni blev G7-landene enige om at donere 870 millioner doser til COVAX, meget mindre end ventet og slet ikke nok til at accelerere vaccineringen i lavindkomstlandene signifikant. ”En dråbe i havet,” kaldte Amnesty International det – og så er det endda kun cirka halvdelen af doserne, som bliver finansieret i 2021.
Hvad er konsekvenserne?
De langsomme fremskridt kan have alvorlige følger for især Afrika. Tidligt i juni måned advarede WHO således om, at konsekvenserne af, at vaccineforsyningerne til Afrika efterhånden stod helt stille, ville være dramatiske. Adskillige lande synes på vej ind i en ny bølge af Covid-19 med hastigt stigende smittetal i blandt andet Angola, Namibia og Uganda.
Samtidig noterede WHO, at kun 31,4 millioner ud af de 40 millioner tilgængelige doser var anvendt i Afrika – svarende til, at to procent af befolkningen var blevet vaccineret. Til sammenligning er det globale gennemsnit er 24 procent.
Selvom løfterne om flere penge og mere vaccine ser lysere ud nu end for bare tre måneder siden, er det ikke nok. Der er brug for flere tiltag,
Således har den amerikanske professor Lawrence Gostin fra Georgetown Universitet klart sagt i førnævnte artikel i The Lancet, at:
”Der er ingen løsning på den globale vaccinationskrise, hvis ikke regeringer verden over presser big pharma(de store medicinproducenter, red.) til at acceptere suspendering af licenser via Verdenshandelsorganisationen, WTO, og accelerere teknologioverførsler med henblik på lokal vaccineproduktion. I øjeblikket er det næsten umuligt at øge vaccineproduktionen, medmindre der etableres vaccineproduktion i lavindkomstlande.”
Et uvildigt panel nedsat af WHO under fælles formandskab af Helen Clark, tidligere statsminister i New Zealand, og Ellen Sirleaf Johnson, tidligere statsminister i Liberia, har i maj i år udgivet en rapport efter at have evalueret Covid-19-pandemien.
Rapportens tre hovedanbefalinger med henblik på hurtig handling lyder:
1) Udover eksisterende donationer skal de rige lande donere yderligere en milliard doser til COVAX senest per 1. september
2) Lande med stor vaccineproduktion skal, koordineret af WHO og WTO, suspendere licenser på vaccineproduktion og igangsætte teknologioverførsel til fattige lande inden for tre måneder
3) G7-landene skal umiddelbart donere 60 procent af de i alt 19 milliarder dollars, der vurderes at være brug for til indkøb og udvikling af vacciner, diagnostika og medicin.
Hvad gør vi selv?
Som beskrevet ovenfor har Danmark opført sig lige så selvisk som de fleste andre rige lande. Ved udgangen af 2020 havde Danmark lavet aftaler om levering af tilstrækkelig vaccine til at vaccinere 16 millioner danskere, men nu hvor pandemien synes at gå på hæld her til lands, har man blødt op for denne politik.
Dels har vi bevilget flere penge til COVAX, og dertil, som følge af Sundhedsstyrelsens beslutning om ikke at anvende vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, har vi fået et betydeligt vaccineoverskud, der ligeledes kan komme lavindkomstlande til gode.
Hvis planerne holder, vil Danmark frem mod udgangen af juli i år have modtaget godt otte millioner doser vaccine – det tal inkluderer mere end 1,3 millioner doser AstraZeneca og cirka 450.000 doser Johnson & Johnson, som vi ikke vil få brug for – bortset fra det der bruges i det frivillige vaccinationsprogram, hvilket vurderes til at være omkring 100.000 doser.
Da COVAX på grund af juridiske forhold ikke kan modtage vaccine, der allerede er i Danmark eller er på vej hertil, vil disse vaccinedoser doneres bilateralt. Foreløbig har Kenya og Ukraine nydt godt af dette, og det forventes, at flere er på vej. Dog er det helt uigennemsigtigt, hvordan Danmark prioriterer disse donationer, og hvordan beslutningsprocessen foregår.
Imidlertid vil de AstraZeneca- og Johnson & Johnson-vacciner, som Danmark har indgået aftale om at købe, men som endnu ikke er produceret eller leveret, ville kunne gives videre gennem COVAX.
Denne skribent har tidligere udtrykt behersket optimisme omkring COVAX. På trods af en kummerlig start på COVAX og stærkt haltende fremskridt tegner det dog lidt lysere på den lange bane.
Bjørn Melgaard er læge og tidligere chef for WHO’s vaccinationsprogram.
