Amadjar
Kunstner: Tinariwen
Titel: Amadjar
Udgivet af: Anti
Der er en umiskendelig friskhed over dette nye album fra Tinariwen.
Orkestret centreret omkring sangeren, barden og guitaristen Ibrahim Ag Alhabib er det store og gamle orkester i rækken af bands, der af vestlige skribenter i mangel af bedre udtryk fik prædikatet Desert Blues. Selv om de ret beset på de fleste numre var temmelig langt fra de 12 takter, som er hvad den amerikanske musikform egentlig handler om.
Men okay, de satte strøm og en egen sejhed til den oprindelige tinde-musik og den takamba, som var almindeligt blandt tuareger i Sahara, og så ramte de en form, der i kølvandet på den store Mali-guitarist og sanger, Ali Farka Touré (1939-2006) og den berømte Festival in the Desert udenfor Timbuktu, blev berømt med Tinariwen som første og væsentligste bannerfører.
Som det vil være nogle læsere bekendt, var jeg i Marokko i sommer, hvor Tinariwen netop var hovednavn på Festival Gnaoua et Musiques du Monde i Essaouira, og her konstaterede jeg, at lederen af bandet, Ibrahim Ag Alhabib endelig synes at være kommet sig over sin svære kræftsygdom og igen var den karismatiske leder, efter i nogle år at have haft de unge til at tage slæbet, mens han mismodigt ville stå på scene helt uden den vilde karisma, som han har haft altid.
Rebel og ikon
Det var jo ham, der var den virkelige rebel, der bare fire år gammel havde været vidne til at hans far blev henrettet under den første tuareg-opstand 1962-64 og havde bygget sin første guitar af en vanddunk af plastik, en kæp og noget fiskeline og havde lært lidt efter lidt først i flygtningelejre nær Tamanrasset i det sydlige Algeriet
Her havde han, som mange andre unge med revolution på hjernen, taget inspiration fra de voldsomt fede marokkanske chaâbi-grupper som Nass El Ghiwane og Jil Jilala, som inkorporerede den for tuareger beslægtede berber-barde-musik med islamisk milhoun, gnawa og vestlig rock og viste, at man sagtens kunne skabe en ny og vild hybridmusik med tekster, der fulde af poesi udtrykte den indestængte følelse af afmagt.
I bandet var det også Ibrahim Ag Alhabib, der optrådte uden det flere meter lange tørklæde fordi de viltre lokker skulle signalere rock’n’roll og sikkert også Bob Marley og han spillede sin Stratocaster med de fede forsiringer i guitarspillet.
Dermed blev han et ikon, der blev selve symbolet på den modstand og kamp for eget land i det nordlige Mali i 1990’erne, den kamp der siden blev kidnappet af Islamisk Stat og ironisk nok er grunden til, at al musik ophørte, at den berømte festival lukkede og musikerne i dag har algiersk pas – for de nye fortolkere af drømmen om eget land nedlagde jo blandt andet forbud mod musik.
Hvor efter Ibrahim og vennerne i beslægtede bands som Terakaft, Tamikrest og så videre måtte låne instrumenter i udlandet. Blev de anholdt med en guitar i Timbuktu eller Kidal, kunne alt ondt nemlig ske.
Indspillet i Mauritanien
Jeg tror ærligt talt ikke, at beduinerne just havde kalifatet med i beregningerne, da de første gang startede det fuldt berettigede oprør mod regeringen i Bamako.
Bandet har været delt i flere dele af hensyn til visumproblemer, hvor nogle var var med til at drive en fed klub med Sahara-musik i Bamako, da jeg sidst var der, mens den gamle kerne er dem, der nu bor i Algeriet, hvorfra det er langt nemmere at få visum til Vesten.
Det er også den gruppe, som står bag dette nye album, som er indspillet i Mauritanien, hvor de blandt andet fandt den fine guedra-sangerinde, Noura Mint Seymali, adoptivdatter af den legendariske og tidligt afdøde, Dimi Mint Abba (1958-2011).
Pladen emmer til gengæld af, at der har været de helt rigtige vibrationer, ligesom Ibrahim synes tilbage ved styrepinden, og så er alt godt.
Ligesom det er et fund at have Warren Ellis på violin, som normalt spiller med Nick Cave & The Bad Seeds, for pludselig får musikken igen noget af den tidløse rum-kvalitet, som var Brian Eno og Daniel Lanois inde over, mens kvindekorene med knæk i stemmerne på tamachek er Tinariwen, når de er bedst.
Det klæder dem også at have taget turen til Mauritanien, hvor Noura Mint Seymali og hendes griot og guitarist, Jeiche Ould Chighaly, med deres mauriske version af Sahara-musikken giver det elektriske band nogle af de rødder, man nogle gange savner. De klæder hinanden, og vil sammen være oplagt Roskilde-materiale. Du har allerede booket dem, ikke Peter Hvalkof?
Nu har Tinariwen venner overalt, og selvfølgelig dukker countrylegenden Willie Nelsons bluegrass-søn, Mikah Nelson, også op på et track, som bare føjer til og strækker potentialet ud.
Ligesom der er den anden solist, Abdallah Ag Alhousseyni, med det bløde spil på westernguitaren og den fine stemme på den smukke sang, Anina, der tungt planter os ved lejrbålet med teen i tre omgange (premier, deuxieme, troixieme) og intimiteten under stjernerne, som er en kvalitet, der altid er der, lige meget hvor mange gæster, der kommer forbi.
Det er endnu en kongeplade Tinariwen har begået.
