Gå til hovedindhold

Mobile menu

Hvad har vi lært af Rana Plaza?

Den 24. april 2016 er det præcis 3 år siden, at en otte-etagers bygning styrtede sammen i Bangladesh og dræbte 1.134 personer. Heraf var de fleste syersker. Katastrofen, der er den største af sin slags, har gjort det svært at ignorere problemerne i tekstilindustrien. Men hvad har vi lært af Rana Plaza?     
Rana Plaza efter kollapset

Rana Plaza efter kollapset

rijans/Flickr

Rana Plaza historien er en af dem, som jeg ikke kan skrive mig selv ud af. Ligesom de fleste danskere husker, hvor de var, da nyheden om, at to fly var fløjet ind i World Trade Center, husker jeg hvor jeg var, da jeg fik nyheden om Rana Plaza. For jeg var midt i det.

Om morgenen den 24. april (dansk tid) sad jeg som frivillig til møde hos Clean Clothes Campaign. Jeg sad i sofaen og så, hvordan min sekretariatsleder, blev mere og mere hvid i hovedet mens omfanget af Rana Plaza katastrofen begyndte at stå klart. Og dødsfaldet steg, og steg. Og steg.

Heldigvis er Rana Plaza ikke gået ubemærket hen. Og her på 3 årsdagen for katastrofen, er det tid til at gøre status over, hvad Rana Plaza har ændret i tekstilsektoren.

Rana Plaza var ikke en ulykke

Når medier, fagpersoner, NGO’er, politikere og virksomheder har kaldt Rana Plaza en ulykke er det både ansvarsfralæggelse og misvisende. En pointe, som Naomi Klein var hurtig til at italesætte på twittertasterne da hun nogle dage efter sammenstyrtningen af Rana Plaza tørt spurgte “What accident?”

For Rana Plaza var aldrig en ulykke. Rana Plaza er en konsekvens af den måde vi accepterer, at vores tøj bliver produceret på.

Ekstremt lave lønninger, problemer med reproduktion hos syerskerne, dødstrusler til fagligt aktive og sexchikane. You name it. Tekstilbranchen har det hele. Der er heller ikke noget nyt i, at en fabriksbygning styrter sammen, eller at syersker brænder inde, som det skete på Tazreen fabrikken i Bangladesh 2012, et halvt år før Rana Plaza.

Vil man for alvor forstå hvordan løn, arbejdssikkerhed og frygt spiller sammen, kan man overveje, hvorfor så mange syersker går ind i en 8-etagers bygning, som har slået revner, som Rana Plaza havde dagen inden den kollapsede.

Det nye ved Rana Plaza var omfanget: Da den sidste overlevende (en dehydreret ung kvinde) 17 dage efter sammenstyrtningen blev båret ud af Rana Plazas ruiner endte dødstallet på 1.134 mennesker.

Med andre ord: Rana Plaza katastrofen har gjort det umuligt at overse de endemiske problemer, der kendetegner tekstilsektoren.

Havde man indtil Rana Plaza sovet i timen, - ja så vågnede man i hvert fald af braget, da den 8-etagers bygning styrtede sammen. At den er gal i Tekstilsektoren er i dag alment kendt.

Rana Plaza Trust Fund: Ofrene fik kompensation (remedy)

Hvad skete der med ofrene for Rana Plaza, og familierne til de omkomne?
Med 1.134 omkomne og mere end 2.000 sårede var det helt afgørende at etablere et fair og gennemsigtigt system, der sikrede de overlevende ofre et livsgrundlag fremover.

Faciliteret af FNs arbejdsorganisation, International Labour Organisation (ILO), blev Rana Plaza Trust Fund stiftet.

30 mio. US dollars var det beløb som man vurderede skulle indsamles fra internationale virksomheder, der havde fået produceret på Rana Plaza, regeringen og brancheorganisationer i Bangladesh. ‘Donationerne’ var frivillige og beløbsstørrelsen anonym.

Alligevel skulle det tage over 2 år og en omfattende international kampagneindsats før det lykkedes at skrabe de 30 mio. US dollars sammen fra de internationale brands, der havde fået produceret på Rana Plaza.

Den 8. juni 2015, var en kæmpe sejrsdag. Her nåede man endelig målet og fonden kunne udbetale penge til 5.000 ofre og familier, der var berettiget til det. Rana Plaza Trust fonden sikrede på den måde en form for retfærdighed i en meget uretfærdig katastrofe og ofrene kunne med penge fra fonden endelig forsøge at komme videre.

Det er, desværre, ikke sidste gang vi har set en katastrofe i tekstilbranchen - og der har da også været flere siden Rana Plaza. Men Rana Plaza Trust Fonden har sat et eksempel på, at man kan skabe et transparent ‘erstatningssystem’, som kan give ofrene en lille snert af retfærdighed og kompensation. Ligesom det var afgørende, at man har kunnet identificere ofrene og sikre, at udbetaling til disse sker på baggrund af skader, mén og tab og ikke udfra hvem, der for eksempel råber højest.

Åbenhed: Man kan ikke outsource ansvaret

Med Rana Plaza er det for alvor blevet sat til diskussion, hvorvidt man som virksomhed kan tillade sig at outsource ansvaret, når man outsourcer produktionen.

Siden Rana Plaza, har flere internationale tøjbrands som H&M, Lindex, KappAhl og Varner-Gruppen (bl.a. med mærkerne BIKBOK og Dressman) valgt at offentliggøre deres leverandørlister - altså hvilke fabrikker de får syet på.

Indtil Rana Plaza har den slags været svært at få indsigt i. Tøjvirksomheder har argumenteret med, at det var en forretningshemmelighed at oplyse om produktionsfabrikker. Og er store tøjvirksomheder førhen blevet linket til dårlige arbejdsforhold på produktionsfabrikkerne, har de forsvaret sig med, at man jo ikke ejer disse fabrikker og derfor ikke kan stilles til ansvar.

Jeg lyver derfor ikke, når jeg kan fortælle, at der var aktivister, der gik rundt mellem Rana Plazas menneskelig og murbrokker for at finde ud af hvilke internationale mærker, der sad i det tøj der flød i ruinerne. Ganske enkelt for at kunne dokumentere, hvilke store internationale tøjbrands, der havde fået syet i bygningen og bede dem tage ansvar.

Med åbne leverandørkæder kommer problemerne frem i lyset og dét, er et meget vigtigt skridt på vejen til at forbedre forholdene i industrien. Det sparer NGO’er og aktivister for tid, fordi man ved katastrofer eller krænkelse af arbejderne hurtigere kan komme i dialog med tøjvirksomhedere. Og den større åbenhed betyder også, at tøjvirksomhederne i højere grad vedkender sig ansvar for forholdene på produktionsfabrikkerne.

Med andre ord: I dag kan man ikke længere outsource ansvaret.

Accorden: Branchen løfter i flok  

Og apropos ansvar. Det vigtigste der er sket, som vil få effekt på tekstilbranchen fremover, og som allerede må have forhindret en række andre uheld, er etableringen af ‘Accord on fire and building safety in Bangladesh’.

Selvom arbejdet med at etablere Accorden går forud for Rana Plaza katastrofen så er det utænkeligt at forestille sig, at det uden Rana Plaza var lykkedes at få så mange med i det forpligtende samarbejde.

Uden historisk sidestykke er det med Accorden lykkedes at etablere et juridisk bindende samarbejde om brand- og bygningssikkerhed på tekstilfabrikkerne i Bangladesh.

Samarbejdet skal sikre inspektion og udbedring af sikkerhedsfarer på tøjfabrikkerne.

Fabrikkerne i Bangladesh producerer som regel til flere tøjvirksomheder samtidig. Når der er problemer på en fabrik har argumentet fra de internationale tøjvirksomheder derfor været, at man ikke kan ændre spillereglerne og forholdene ‘ene virksomhed’ alene.

Derfor er der brug for forpligtende branchesamarbejde. Derfor er Accorden genial.

Mere end 150 tøjvirksomheder, der sourcer fra Bangladesh er med i Accorden og en samlet liste over hvilke fabrikker de sourcer fra er blevet lavet, så de kan inspiceres og fejlene rettes op. I dag er det ca. 1.600 ud af de 4.000 tekstilfabrikker i Dhaka, der dækkes af Accorden.

Siden oprettelsen er 1.589 fabrikker blevet inspiceret, hvoraf man har fundet sikkerhedsfejl på samtlige af fabrikkerne.

Men lad os for en stund glæde os. Set-upet i Accorden er unikt. Og vigtigheden af arbejdet er ikke til at tage fejl af - det redder liv!

I dag er der lavet planer for, hvordan og hvornår de 108.538 fejl, der samlet set er fundet på fabrikkerne, skal rettes op. Desværre tager det arbejde tid. I dag har under ti af de inspicerede fabrikker formået at rette op på fejlende.Derfor er der stadig brug for at holde fokus på de internationale tøjvirksomheder og sørge for, at de også følger op på og hjælper produktionsfabrikkerne med at forbedre sikkerheden.  

Så der er lang vej igen og Accorden dækker naturligvis kun Bangladesh. Spændende er det om de store brands, der også sourcer fra Cambodja, Indien og for eksempel Myanmar vil bruge erfaringerne fra Accord-samarbejdet til at arbejde sammen på at løse problemerne i de øvrige lande, de sourcer fra.

Det kan man jo håbe på.