Gå til hovedindhold

Mobile menu

Hvilken donor er verdens mest fremtidsparate?

En britisk tænketank har vurderet hvilke donorer der er mest fremtidsparate. Du gætter ikke hvem.
Grafisk fremstilling af ODI's "Donor resilience index".

Grafisk fremstilling af ODI's "Donor resilience index".

Screenshot fra odi.org

Den britiske tænketank Overseas Development Institute (ODI) har netop lanceret seneste udgave af deres, som de selv skriver, længe ventede ’Donor resilience index’.

Det er kort sagt et indeks, der hvert år sammenligner donorer på en række områder og ud fra disse vurderer, hvilke der er mest fremtidsparate.

Jeg havde selv glemt at jeg gik og ventede på det, men igen, da jeg så resultatet ansporede det mig til at skrive dette blogindlæg. Så måske jeg i virkeligheden gik og imødeså det.

Vi må naturligvis starte med det vigtigste – hvem der ligger på førstepladsen, hvilket donorland der er mest fremtidsparat til at stå imod den disruption, der lige nu skylder ind over os som en syndflod.

Er det de progressive svenskere og deres feministiske udviklingspolitik? Eller måske en af de nye frække drenge i klassen, der som tidligere modtager burde vide, hvad der rykker i udviklingssamarbejdet (Sydkorea?)?

Kan det passe?

Nej, det er såmænd vores alles sammen forenede amerikanske stater – USA!

Og nu sidder I måske og tænker, vent lige, kan det nu også passe?

Det kan det.

Verdens mest fremtidsparate donor er ifølge ODI det USA, der giver under 0,2 procent af BNI i bistand, hvoraf næsten 21 mia. kroner sidste år gik til ’freds- og sikkerheds-’ programmer i Israel (der er den med afstand største modtager af amerikansk bistand, efterfulgt af Afghanistan, Egypten, Jordan og Pakistan), der andetsteds vurderes, at have verdens næstlaveste niveau for gennemsigtighed når det kommer til at støtte investeringer i udviklingslande, har et våbensalg til resten af verden, der sidste år landede på 224 mia. kroner, der stort set ikke modtager flygtninge, og har en præsident, der vil skære en tredjedel af udviklingsbudgettet fra (og vel nok det hele, hvis han kunne). Man kunne nok blive ved.

Det kræver et lidt mere grundigt kig på hvad ODI’s indeks belønner. To faktorer ’måles’ der efter i indekset: geografisk prioritering og valget mellem globale offentlige goder på en ene side og vækst og sociale sektorer på den anden.

Den geografiske prioritering

Den første faktor, geografiske prioritering, belønner donorer der giver bistand til skrøbelige og såkaldte ’high poverty gap’ lande.

Det er jo i sig meget fornuftigt, når nu vi ved at fremtidens udviklingssamarbejde vil ligge her.

Desuden er de mindst udviklede og skrøbelige lande ofte de, der har allersværest ved at tiltrække investeringer og ofte også bistand i det hele taget, på grund af specielt risici for at udviklingsarbejde kan gå galt eller have en negativ indflydelse.

Men når det ikke vurderes, overhovedet, hvad bistandsmidlerne går til i disse lande, må vi være lidt skeptiske.

Vi kunne jo eksempelvis tænke om ikke USA scorer rigtig flot for den støtte de leverer til sikkerhed og militære formål (omtrent 35 procent af USA’s bistand) i lande som Pakistan, Afghanistan, Nigeria.

Offentlige goder

Den anden faktor måler i hvor høj grad et donorland støtter globale offentlige goder, her forstået som arbejde mod spredningen af sygdomme, klimaforandringer, støtte til international finansiel stabilitet og handel, fred og sikkerhed samt til at genere viden.

På den anden side scorer man lavt som donorland, hvis man støtter vækst og de sociale sektorer, som åbenbart er yt i fremtiden.

Det største spørgsmål for mig er, hvordan i alverden de to faktorer kan hænge sammen.

Ja, de fattigste og skrøbeligste lande er dem, der har mest brug for hjælp i fremtiden, men hvis der er noget de lande har brug for er det vel støtte til at skabe vækst og jobs, og til at få løftet deres sociale sektorer.

At indekset straffer donorlande der eksempelvis støtter jobskabelse, eller uddannelses- og sundhedssystemet i Sudan er så langt, ud at man næsten må grine.

Tvivlsomme kriterier

Ud over disse tvivlsomme kriterier eller faktorer interesserer indekset sig ikke for ’impact’ (altså om arbejdet rent faktisk batter), eller om effektivitet, der ligeså ikke indgår som et kriterie for at være en fremtidsparat donor.

Indekset måler ikke om donorerne har de rette kompetencer på medarbejdersiden til at gå fremtiden i møde, ligesom det ikke vurderer en lang række andre centrale forhold for at være en fremtidsparat donor.

Hvis vi søsatte en konkurrence om at være det index der er mindst kompetent til at vurdere hvilke donorer der er mest fremtidsparate, så vinder ODI’s ’Donor resilience index’ uden tvivl.

Vi kan selvfølgelig grine af hvor åndsvagt sådan et indeks er, men faktum er også bare at donorlande elsker den slags, og gerne gør, hvad der skal til for at stige på ranglisten.

Og hvis USA pludselig er det lysende forbillede som alle andre donorer tænker det er nødvendigt at modellere sig efter, så har vi et problem. Så har verden i det hele taget et problem.

Bonus info: Det er værd at tage med, at Canada er sprunget fra plads nr. 18 sidste år (kun lige bedre en Slovenien), til nr. 2 i år (nu tydeligt over Norge). Det er hvad man må kalde effektiv forandring for et Canadisk udviklingssamarbejde der ellers har fået hug på det sidste for at være alt andet end fremtidsparat.