Mangeårig missionær Grethe Madsen er død

Forfatter billede

Af Kirstine Thye Skovhøj, Danmission

Et langt missionærliv blev fredag 6. februar afsluttet på Kolding Sygehus, da missionær og sygeplejerske Grethe Madsen sov stille ind. Hun blev 85. 

Som noget ganske særligt for en missionær blev Grethe Madsen underviser på det ortopædiske Sher-e-Bangla Hospital i Dhaka, Bangladesh, som blev oprettet i 1971 bl.a. for at behandle de mange sårede efter borgerkrigen. Fotoet er fra 1980 og til venstre ses læge Else Højlund.

Naturkatastrofer og borgerkrig var hverdagskost for den omsorgsfulde sygeplejerske, der var udsendt i 35 år – først 12 år i Indien, siden 23 i Bangladesh. Hun fik sit missionskald allerede, da hun var 16 og tog ud som 32-årig.

Forinden var hun uddannet som både sundhedsplejerske, sygeplejerske, sygeplejelærer og tog desuden 1. og 2. del af uddannelsen som jordemoder i Skotland.

I årene før sin udsendelse fungerede hun som rejsesekretær i Santalmissionen og tog rundt i Danmark til børnekredse, ungdomskredse og voksenkredse for at oplyse om missionsarbejdet ude i verden.

Grethe Madsen blev sendt ud af Dansk Santalmission og tilknyttet Sygeplejerskernes Missionsforbunds kreds i Nykøbing Mors. Den unge missionær skrev i Santalposten i 1961 i forbindelse med sin første udsendelse til Indien:

”Jeg er fra et indremissionsk hjem. Her, i søndagsskole og på KFUK, vaktes min allerførste interesse og kærlighed til ydre mission. Kort efter døde min moder, men mine forældre var begge indforstået med, at jeg skulle være missionær. Alene dette er en Guds gave”.

Minder fra missionstiden

Grethe Madsen havde mange gode minder fra missionstiden – også selv om hun ofte stod i svære situationer – særligt som udsendt i Bangladesh. Et land præget af uroligheder og voldelige konflikter.

”Da jeg kom til landet, var der krigslignende tilstande og vi havde jo aldrig nok af noget. Vi fik heldigvis forbindsstoffer, medicin, senge m.m. fra Danmark, og det var en kolossal hjælp”, har Grethe Madsen fortalt til Kristeligt Dagblad.

“Der var jo altid katastrofer. Enten krigstilstande, orkaner, tyfoner, oversvømmelser eller almindelige trafikuheld. På et tidspunkt var militæret og politiet meget fjendtlige over for hinanden, og en dag mødtes de to parter i hvert sit folkevognsrugbrød på en smal vej. Ingen ville vige, og de stødte frontalt sammen. Det betød 36 kvæstede på hospitalet i løbet af en halv time,” fortalte hun til avisen.

Som noget ganske specielt for en missionær blev Grethe Madsen underviser på College of Nursing i Dhaka.

Kom hjem til et andet Danmark

I 1997 kom hun tilbage til Danmark og gik på pension. Grethe Madsen havde haft tæt kontakt til netværket herhjemme og kredsen i Nykøbing Mors gennem alle årene som missionær ude.

”Det var en stor omvæltning at komme hjem og skulle klare alting selv. Der var sket så meget, at jeg var fremmed over for det hele”, fortalte Grethe Madsen i 2001 til Kristeligt Dagblad.

“Selv noget så enkelt som at gå i butikker og købe tøj var så vanskeligt, at jeg måtte have en veninde med. Jeg anede jo ikke, hvad jeg skulle bruge. Indkøb af dagligvarer var heller ikke nemt”.

“Supermarkeder var et ukendt begreb, da jeg tog af sted, og da jeg også tog rundt og holdt foredrag, måtte jeg lære at finde ud af de offentlige transportmidler. De første mange gange var jeg rystende nervøs, men nu har jeg da efterhånden lært det,” sagde hun.

Jørgen Nørgaard Pedersen, fhv. generalsekretær i Dansk Santalmission og tidligere vicegeneralsekretær i Danmisison vil huske Grethe Madsen for hendes enestående omsorg for andre missionærer i Bangladesh og alle de besøgende fra Danmark.

”Hendes gæsteværelse var altid til rådighed og gæsterne blev behandlet som baroner. Hun var tilsvarende enestående i sin behandling af patienter på hospitalet og bangalerne i almindelighed. Vi vil alle være fælles om at ære hendes minde,” siger Nørgaard Pedersen.

Man kan høre hende berette om sit lange missionærliv på