I nullerne blev mikrolån hyldet som netop det, der kunne løfte folk ud af kronisk fattigdom. Med lånene, lød det, ville fattige familier investere i små virksomheder, som ville skabe den indkomst de altid havde manglet. Ved at tilbyde lån specifikt til kvinder ville man samtidigt øge undertrykte kvinders medbestemmelse. På få år voksede antallet af udbydere og modtagere af mikrolån i verdens udviklingslande eksplosivt.
I 2006 modtog Mohamad Yunus Nobels Fredspris for sit arbejde med mikrolån i Bangladesh, og mikrofinans institutionerne fordobledes i størrelse hver andet år i en periode indtil sidst i nullerne. I Indien alene var der en million mikrolån i 2002, 8 millioner mikrolån i 2007 og næsten 27 millioner i 2009.
Den danske regering, internationale organisationer, NGO’er og virksomheder støttede i stor stil forskellige former for mikrolån, og man jublede ved tanken om hvordan modtagerne ville finde vej ud af fattigdommen.
Private initiativer som amerikanske Kiva og danske My4C blomstrede op, og almindelige borgere kunne nu gå online og vælge præcis hvilken fattige entrepreneur de ville støtte. I 2009, fire år efter opstarten af Kivas online mikrolån service havde velmenende borgere udlånt over 100 millioner dollars til fattige mænd og kvinder I udviklingslandene. Herhjemme modtog det nu kriseramte Myc4 i 2006 millioner af opstartskroner fra Danida og i 2008 investerede IFU 10 millioner gennem platformen. Mikrolån var hot.
Mikrolånsboble
Men så begyndte der at komme knas i maskineriet. Flere begyndte at stille spørgsmålstegn ved om det hele nu var så fantastisk. Kunne man ligefrem tale om en mikrolånsboble i stil med den, der forårsagede den amerikanske subprime krise?
I 2011 udkom Tom Heinemann’s dokumentar “Fanget i mikrogæld”, der skildrede mikrolånenes bagside. Man kunne i filmen se, hvordan fattige familier, der hverken kunne læse eller skrive, blev narret til at underskrive lånedokumenter, de ikke forstod. De betalte groteske renter og hvis de ikke afdrog til tiden blev de chikaneret og frataget ejendele. Og man kunne se, hvordan desperate individer tyede til selvmord som eneste vej ud af gældsfælden.
Hvis man skulle tro filmen, var mikrolån en grum kilde til endnu større fattigdom for de fattige og endnu større velstand for de rige. Ikke så hot alligevel.
Havde kritikerne så ret? Faktum er, at mikrokredit først blev hyldet og derefter haglet ned, uden at man reelt havde beviser for effekten af mikrolån overordnet set. Trods kritikken fortsatte støtten til lånene med at stige, men dog mindre eksplosivt.
Frihed til fattige familier
Siden da har forskere undersøgt sagen gennem en række store videnskabelige effektmålinger, der har set på 37,000 låntagere i forskellige lande. Omend antallet af studier stadigvæk er begrænset, er de dog nok til at vi kan drage nogle generelle konklusioner, som holder på tværs af forskellige lande og institutioner:
Først og fremmest var efterspørgslen efter lånene mindre, end man havde forestillet sig. Blot én ud af mellem fire og fem familier var i det hele taget interesseret i et mikrolån. Nogle af dem, der tog lånene brugte dem som forventet på at investere i deres små virksomheder, men dette førte sjældent til højere profit.
Ingen af studierne fandt en betydelig stigning i familiernes indkomst, og der er heller ikke tegn på at lånene bidrog til øget skolegang for børnene eller endda til kvinders medbestemmelse. Man fandt til gengæld, at lånene gav en smule mere frihed til de fattige familier. De tjente godt nok ikke mere, men blev i højere grad i stand til frit at vælge deres erhverv.
For fattige familier er denne frihed sikkert værdifuld, og i så fald kan man sige at mikrolån har sin plads. Det må vi håbe, for lånene fortsat flittigt som et redskab i udviklingsbistanden.
Men vi må konstatere, at drømmen om lånene som en mirakelkur mod fattigdom er en illusion. Forløbet har om noget vist os vigtigheden af at undersøge, hvad der virker og hvordan, før vi ukritisk kaster store mængder penge efter det seneste modefænomen.
Nina Blöndal er selvstændig konsulent og har beskæftiget sig med udviklingsbistand siden 2004. Hun har læst phd kurser i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet, har en MSc i Comparative Politics fra London School of Economics, en BA i Politics fra University of York, og et Postgraduate Certificate i Agricultural Economics fra Imperial College London.
