Mission Afrika åbner børnetøjsbutik i Mali

pierre_moulna_tv
Pierre Moulna (tv.) er ansat af Luthersk Brødremission i Mali og tovholder for projektet i Mali.
Foto: Mission Afrika
Forfatter billede

Til maj kaster Mission Afrika sig ud på et nyt marked, når der er åbningsfest i børnetøjsbutikken Euroshop i Malis hovedstad Bamako. Her skal Mission Afrikas partner MFLM (Luthersk Brødremission i Mali) sælge dansk børnetøj, som leveres af børnetøjsproducenten HRT Textiles fra Ikast.

Tøjet er af høj kvalitet produceret til internationale brands, men kan på grund af småfejl ikke sælges i EU. Derfor sender Mission Afrika det i samarbejde med organisationen Dooni-Dooni til Mali.

Selvom tøjet er andensortering betyder det ikke, at der er noget i vejen med det. Det har måske bare en ujævn syning, en stoffejl eller andre næsten usynlige defekter, der gør, at tøjet af konkurrencehensyn ikke kan sælges herhjemme. Men det er ikke et problem i Mali.

Overskuddet skal fordeles ligeligt mellem MFLM’s og Dooni-Doonis projekter: Halvdelen til at hjælpe Malis børn i skole og den anden halvdel til socialt arbejde i Mali.

Et samarbejde, der kommer alle til gode

Mission Afrika har aldrig samarbejdet med en tøjproducent før, så projektet er startskuddet til en helt ny type kompetenceudveksling. Claus Mikkelsen, medejer og salgsdirektør i HRT Textiles, glæder sig over den nye konstellation mellem Mission Afrika, Dooni-Dooni, MFLM og HRT Textiles.

”Vi støtter mange gode formål, men har en forkærlighed for projekter der skaber udvikling og vækst. Vi synes, at dette projekt har en anderledes tilgang til udviklingshjælp, og vi har derfor valgt at involvere os,” siger han.

”Vi har hos HRT altid haft fokus på at producere så bæredygtigt og miljøbevidst som muligt. Ved at sørge for at tøj med minimale defekter stadig bliver anvendt, sikrer vi, at der er endnu mindre spild i vores produktion,” siger Claus Mikkelsen.

Åbningsfest til maj

Hvis alt går som planlagt, åbner butikken til maj 2017, og lige nu er de i MFLM i gang med alle forberedelserne. Pierre Moulna er ansat af MFLM og tovholder for projektet i Mali. Han glæder sig til at se butikken åben.