Somaliske hverdagsfortællinger

Forfatter billede

Somali Faces er et nyt projekt, der med internettet som platform deler personlige beretninger fra somaliere verden over i håbet om at prikke til folks fordomme om det østafrikanske land og dets befolkning.

Pigen her er bosat i Borame, Somaliland. Hun går imod strømmen for at få en uddannelse.


Foto: Somalifaces.org / Donia Jamal Adam og Mohammed Ibrahim Shire

Donia Jamal Adam og Mohammed Ibrahim Shire, som er folkene bag, skriver på hjemmesiden, at de har to mål. Det er først og fremmest vigtigt for at dem at rapportere om personlige narrativer, man ikke nødvendigvis forbinder med banale fordomme. Deres mål er at skildre ganske almindelige mennesker der, som så mange andre, lever helt normale liv.

Derudover ønsker de at opmuntre somaliere til ikke kun at sympatisere med deres egen klan, men også fokusere på hvad de har tilfælles på et generelt plan – uanset om de er bosat i Somalia eller andre steder som for eksempel Syrien, USA eller Danmark. Idéen er, at alle har en unik historie at fortælle. Alle disse historier kan være inspiration for andre og samtidig gå ud over regionens bitre erfaringer med borgerkrig og de interne konflikter klanerne imellem.

Fælles arkiv tilgængeligt for alle med internet

Hjemmesiden er sorteret efter dato og billede, og alle læsere har adgang til de forskellige historier, der fungerer som et slags offentligt arkiv. Hvis man trykker på det første billede, kan man læse en kort anekdote af en ung mand fra Leicester i England. Han beretter om hvordan han støder på en masse fordomme på grund af sit udseende og tøjstil: ”Folk dømmer hurtigt på forhånd … Jeg fik udelukkende topkarakterer i matematik, fysik og engelsk og er kommet ind på alle de universiteter, jeg har søgt, men det eneste, folk ser, er den hættetrøje, jeg har på.” Det tøj, han vælger at gå i, associerer folk normalt ikke med et højt gennemsnit og en lovende fremtid.

Den unge mand på billedet bor i Leicester, England. I sin personlige beretning fortæller han om hvordan folks fordomme om ham ikke stemmer overens med virkeligheden.


Foto: Somalifaces.org / Donia Jamal Adam og Mohammed Ibrahim Shire

I en af de lidt længere fortællinger kommer vi tæt på en ung pige, der er bosat i Borame i Somaliland. Hun har valgt en anden vej end de prædefinerede roller, somaliske kvinder ofte forventes at træde ind i. Hun fortæller, at hun ”op til flere gange har fået at vide, at hendes plads er i hjemmet og at hun spilder sin tid ved at tage en uddannelse.” Det skræmmer hende dog ikke, og hun har fortsat planer om at færdiggøre sin gymnasiale uddannelse og fortsætte på universitetet. Begge historier er eksempler på en somalisk ungdom, der fremhæver uddannelse som svaret på deres fremtid.

Men kigger man på flere af de korte, inspirerende historier, fremgår det at de tilsammen illustrerer mange flere sider af livet – opture og nedture, glæde og sorg, medgang og modgang. På den måde modarbejder Somali Faces og deres hverdagsfortællinger forenklede fremstillinger af somaliere som befolkningsgruppe.

Find historierne på hjemmesiden, hvor der også kan læses mere om tankerne bag projektet.