Udviklingsbistand spiller en stadig mindre rolle i den globale udvikling. De store udfordringer må løses gennem andre politiske initiativer, og det bliver stadigt mere vigtigt for os selv at gøre noget ved dem.
En britisk parlamentarisk komité offentliggjorde forleden en rapport om udviklingssamarbejdet. Rapporten peger på, at udviklingsbistanden kun er et mindre element i at skabe den globale udvikling, som vi alle har brug for.
Komitéen tager udgangspunkt i to forandringer over de senere år.
For det FØRSTE er gruppen af mindst udviklede lande blevet mindre og mindre, og den nærmer sig nu 30 lande.
De fleste af disse lande vil have gavn af udviklingsbistand i en del år endnu, men fordi de ofte er skrøbelige – præget af konflikter, en svag offentlig sektor, uduelige regeringer, m.v. – er det ikke bare penge, der er brug for. Det er i høj grad også viden, forhandlinger, rådgivning og tid – noget, der kræver kapacitet.
Når der er færre af de mindst udviklede lande, er der til gengæld flere af mellemindkomstlandene, hvor der nok er meget fattigdom, men hvor udviklingsbistand i form af kapital spiller en forsvindende rolle.
Her er behovet igen viden, teknologi, partnerskaber, m.v., og dette udviklingsbehov skal hovedsageligt dækkes uden for udviklingsbistanden.
Verdens lande kan inddeles i 30 – 30 – 130: 30 mindst udviklede lande, 30 officielle donorlande og så 130 lande derimellem.
De 130 lande er i bund og grund ikke interesseret i klassisk udviklingsbistand; hverken i at modtage den eller yde den. Også i den forstand er bistanden ikke løsningen på verdens udviklingsproblemer.
Vi taler nu om udfordringer, der er globale
For det ANDET peger de britiske parlamentarikere på den lange række af globale udfordringer, som hindrer fattigdomsbekæmpelse og vækst i fattige og rigere lande:
Konflikter, klimaforandringer, handelsbarrierer, skatteunddragelse, finansiel ustabilitet, flygtninge, ungdomsarbejdsløshed, epidemier, osv.
Disse problemer udgør i stigende grad vanskeligheder for alle lande i verden, og de kan på ingen måde løses gennem bistand. De skal især løses gennem nationale og internationale politiske initiativer og regulering.
Borgere i rige lande vil også have stor gavn af, at skattely ophæves, landbrugs- og fossile subsidier afskaffes, handelsbarrierer begrænses, epidemier bekæmpes gennem stærke globale sundhedssystemer, finansiel spekulation holdes i ave, osv.
Alt dette kræver igen viden, indsigt og forhandlinger, og det kan ikke håndteres af bistandsorganisationer alene.
Derfor slår den britiske komité fast, at en udviklingspolitik kun kan gennemføres på tværs af ministerierne – den er ikke kun et bistandsanliggende.
Samme problemer for DFID som for Danida
Interessant nok stiller komitéen spørgsmålstegn ved, om den statslige bistandsorganisation, DFID (det britiske Danida, red.), har den fornødne kapacitet til at indgå i en bred udviklingspolitik.
Der er brug for viden om og evne til at påvirke internationale organisationer såvel som andre ministerier. Og der er brug for stor indsigt i de globale udviklingsproblemer og i skrøbelige lande.
Disse spørgsmål kan i høj grad også rejses i forhold til Danida, der igennem en årrække har måttet lægge ryg til administrative nedskæringer. Evalueringer og OECD-rapporter har gang på gang konstateret, at kapaciteten ikke står mål med ambitionerne.
En udviklingspolitik kræver et helt anderledes og positivt syn på ministeriernes kapacitet end den finansministerielle krejlermentalitet, hvor vi gør, som vi plejer – bare med lidt færre hænder.
Danske politikere burde læse den korte britiske rapport og lade sig inspirere til at diskutere en dansk udviklingspolitik, der tager fat på de globale udfordringer. Selv for de fattige vil det være langt mere vigtigt, end om bistanden er 0,8 eller 1,0 procent af bruttonationalindkomsten.
Og for os danskere ville det være dejligt at have politikere, der forsøger at løse verdens udviklingsproblemer.
