Christian Harlang, advokat for afdøde og 500 andre thulebeboere ved retssagerne for domstolene 1996 til 2003, skriver mindeord:
Uusaqqak Qujaukitsoq, der døde 2. august, blev med sine forældre og øvrige thulebefolkning i 1953 som følge af opførelsen af basen, tvunget bort fra deres boplads med omliggende rige jagt- og fangstområder af den danske stat.
Transportmidlet til det af Grønlandsdepartementet anviste sted cirka 110 km nærmere Nordpolen, var hundeslæder, der skulle trækkes over et stykke af Indlandsisen, op til Qaanaaq, som blev hans bopæl resten af livet.
Han kunne det hele: Stolt familiefar, hjælpsom overfor enhver, landsrådspolitiker og viderefører af den særlige fangerkultur med hyppige jagt- og fangstture, som var det oprindelige, bæredygtige eksistensgrundlag.
Det var med ham som formand for Fangerrådet, etableret af Knud Rasmussen efter oprettelse af kolonistationen, at jeg i 1996 lærte ham at kende, fik ham som ven og klient i Thulesagen, der verserede ved Rigsfællesskabets domstole, Østre Landsret og Højesteret fra 1996 til 2003.
“Statens historie var løgn”
Thuleundersøgelseskommissionen havde i 1994 efter syv års arbejde konkluderet , at thulebefolkningen ikke var blevet tvangsflyttet. Uusaqqak og de øvrige overlevende fra 1953-slædeturen vidste, at statens historie var løgn og ønskede sandhed og retfærdighed.
Han opsøgte mig i København kort efter, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) under et besøg i Qaannaaq havde afslået at give en undskyldning, fordi Uusaqqak nu ikke så anden udvej end en retssag mod staten.
Andre advokater havde givet ham den besked, at sagen var forældet. Undersøgelser viste, at både grundlov og internationale konventioner, bl.a. om oprindelige folks rettigheder, gav grundlag for et sagsanlæg.
Med Uusaqqak i spidsen blev den gennemført ved første instans i Østre Landsret, som efter afhøringer af mange parter og vidner i august 1999 ved dom totalt underkendte statens version og fastslog, at Usaqqak og de øvrige cirka 500 sagsøgere havde krav på erstatning, fordi der ifølge dommens præmisser forelå ”…tvangsflytning…” som var ”…et indgreb i befolkningens rettigheder…”
Uusaqqaks og hele thulebefolkningens juridiske og moralske sejr over staten vakte opmærksomhed over hele Jorden, fordi den angik princippet om retfærdighed til oprindelige folk.
Undskyldning, men næsten ingen penge
På vegne af Thulestammen modtog Usaqqak herefter en af de sjældne statsundskyldninger fra Nyrup Rasmussen. Erstatningssummerne var uhyre lave, i gennemsnit kroner 17.000 per tvangsflyttet individ og dette forsøgte vi at få opreguleret i Højesteret, som i 2003 fastholdt niveauet.
Højesteret ville heller ikke give jagt- og fangstområderne tilbage, selv om de er afgørende for at genetablere områdets eneste erhvervsmæssige bæredygtighed i området.
Til sin død var retfærdighed herom stadig hans hjertesag og de menneskeretlige FN-kontrolorganer i Geneve har i stadigt mere alvorligt omfang den nuværende Thule-situation under observation og stiller i disse år kritiske spørgsmål til regeringen om Højesterets konklusioner om arealerne og de små erstatningsbeløb.
Op til Uusaqqaks død er der kommet fornyet fokus på nødvendigheden af generhvervelse af områderne. Dette, domsmedholdet i 1999 og Statsministerens undskyldning var ikke opnået uden Usaqqaks ihærdighed og dygtighed.
Der lægges nu en sten på hans grav, men ikke på hans og thulebefolkningens bestræbelser på at genopnå det fratagne, adgangen til selve deres århundreder gamle territorium, benævnt Nordgrønlands spisekammer.
Han vidste, at jagt- og fangstdyrene selv bestemmer, hvor de opholder sig i naturen, og i dens nærhed må thulebefolkningen bo, hvis den skal overleve. Dette har Uusaqqak som menig og overordentlig bemærkelsesværdig borger, præsteret et afgørende bidrag til.
