”Hvis man kæmper for sine faglige rettigheder, bliver man kaldt en fjende af al uddannelse”.
Eulalie Nibizi er ikke en, som strør om sig med sit telefonnummer. Her på hotellet i København går det an at tale frit, men hun er forfulgt i sit hjemland Burundi. Fordi hun er formand for lærernes organisation STEB (Syndicat des Travailleurs Enseignants du Burundi).
Eulalie er en lille, fin kvinde med den blødeste stemme. Men hun er nummer 11 på Burundis liste over samfundsfjender. Listen udkom i foråret og var en endnu en stramning af regeringens skrue i det, som den betragter som forbryderisk opposition.
Gennem det meste af 2015 har Burundi været præget af demonstrationer og vold op til parlaments- og præsidentvalgene i juli. Her stillede præsident Pierre Nkurunziza op til en tredje periode – hvilket anses i strid med forfatningen.
Dette har udløst demonstrationer, især i hovedstaden Bujumbura, drab og fordækte politiske mord. Situationen er særdeles anspændt i det ludfattige, østafrikanske land.
Fagforeninger kæmper for menneskerettigheder
”Fagforeninger er menneskerettighedsforkæmpere,” siger Eulalie Nibizi, ”vi arbejder sammen med det øvrige civilsamfund, og som præsident for Burundis lærere er det min pligt at give præsidenten og regeringen gode råd.”
Noget tyder på, at regeringen ikke modtager gode råd fra civilsamfundet. En aften i maj blev Eulalie Nbibizi kontaktet – hun kan ikke fortælle af hvem – og advaret om, at hun nu var på listen over samfundets fjender, dvs. personer som ønsker voldelige protester mod præsidentens tredje periode. Listen er officielt offentliggjort. Eulalie Nibiizis navn står som nummer 11.
”Jeg efterlod min mobiltelefon, så efterretningstjenesten troede, at jeg var i Burundi, og så flygtede jeg til et andet land,” fortæller Eulalie Nibizi. I dag er hun i stadig i eksil, og hendes familie og børn spredt over hele jordkloden.
”Jeg – og STEB – er ikke tilknyttet noget politisk parti. Hvad vi har gjort opmærksom på – sammen med andre bekymrede borgere og organisationer – er, at præsidenten knægter forfatningen og undergraver rettigheder, fx retten til at organisere sig,” slår Eulalie Nibizi fast.
Tvunget medlemskab af officiel fagforening
Situationen for lærerne i Burundi er kompliceret. Regeringen har oprettet sine egne konkurrerende fagforeninger til STEB, og gjort det obligatorisk at være medlem.
En lærer, der ønsker at være medlem af STEB, er derfor tvunget til at være medlem af to fagforeninger. Da inddrivelsen af den regeringskontrollerede fagforenings kontingenter foregår automatisk i de lokale kommuner, er STEB naturligvis presset.
En anden slags pres udøves af Burundis lokale råd ude i kommunerne, hvor lærerne ifølge Eulalie Nibizi bliver intimideret og truet, hvis de er medlem af STEB.
Årelang lønkamp
En lærer i Burundi tjener godt 600 kroner om måneden, og cirka det dobbelte efter 20 år. Derfor har STEB i årevis prøvet forhandle med regeringen om en modernisering af det offentlige lønsystem, så lærerne kunne blive bragt på niveau med andre offentligt ansatte og derved få lønforhøjelse.
Hver eneste gang er forhandlingerne brudt sammen, og siden 2002 har lærerne praktisk talt strejket en gang om året i alt fra en uge til to måneder.
Mønstret er altid det samme: forhandlingerne starter – og bryder sammen. Lærerne nedlægger arbejdet. Regeringen lover at genoptage forhandlingerne – som så bliver udskudt og suspenderet. Hvis ikke regeringen løber fra løfterne.
”I år lovede regeringen faktisk at harmonisere lønsystemet. Vi stod med dokumentet om lønforhøjelse i hånden. Men det er ikke blevet implementeret endnu. Og nu er der er en større politisk krise i hele samfundet,” siger Eulalie Nibizi.
Lærerne har derfor også strejket i 2015, men denne gang er det politiske klima giftigt.
Vold og mord
”Eulali, siger de til mig. Vi ved, at denne strejke [i 2015] er forberedelser til voldelige protester mod regeringen, er der ’nogen’ der har sagt til mig,” fortæller Eulalie Nibizi, som på den måde føler sig taget som gidsel i en retfærdig politisk og social kamp for lærernes vilkår og rettigheder.
Eulalie Nibizi ved ikke selv, hvornår hun tør vende hjem. Situationen i Burundi er meget dårlig.
Militsen Imbonerakure (betyder uhyggeligt nok Den, der kan se langt) betragtes af iagttagere som styrets forlængede arm og udfører intimidering og endda mord. Militsen, som mest består af unge, kædes direkte sammen med de 70.000 burundere, som er flygtet til nabolandene.
Ifølge Eulalie Nibizi er der tegn på, at Imbonerakure har ”trukket det etniske kort” og går efter tutsierne, hvilket bringer erindringer om folkedrabet for tyve år siden. Den gang mistede 300.000 burundere livet.
”Jeg håber, at omverdenen – især vores østafrikanske naboer – lægger pres på Burundi. Vi må tilbage til Arusha-aftalen (en aftale som afsluttede borgerkrigen og lagde vægt på magtdeling og retsstatsprincipper). Og for fagforeningerne handler det om at få retten til organisering og overenskomstforhandling tilbage,” slår Eulalie Nibizi fast.
Danmarks Lærerforening (DLF) og Ulandssekretariatet har gennem en årrække støttet STEB (Syndicat des Travailleurs Enseignants du Burundi) med blandt andet kapacitetsopbygning, hvilket har været med til at styrke den kvalificerede fortalervirksomhed såvel som forbundets organisatoriske fundament.