Et ægtepar, en kat og en virus. Så få ingredienser skulle skuespiller og instruktør Néjib Belkadhi bruge på at lave den sorte komedie ’Communion’, der har vundet hovedprisen på blandt andet New York International Film Festival.
Arabian Nights 2022
Cinemateket i det centrale København danner for syvende gang de fysiske rammer om årets store arabiske filmfestival. Festivalen kører fra 15. august til 16. september, og arrangørerne lover masser af sanseoplevelser, følelser og indsigt.
Som det er sædvane, ledsages mange af filmene af forskellige typer af arrangementer – debatter, receptioner og introduktioner fra instruktører eller kendere af kultur, politik, historie og tendenser i de arabiske lande.
Festivalen er blevet til i samarbejde mellem Cinemateket, NASIM, Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, International Media Support, Finjan, KVINFO, diverse ambassader samt Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.
Globalnyt er partner på festivalen og vi bringer en række artikler, der tager læserne med bag filmlærrederne, hvor vi blandt andet møder nogle af instruktørerne.
Medlemmer af Globalnyt kan købe billetter til rabatpris til alle festivalens film og events (som regel 55 kr. mod normalt 85 kr.). Tilbuddet gælder kun ved fysisk henvendelse i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, Kbh. K. Dokumentation af medlemskab er ikke nødvendig.
Det er en film, som alle vil kunne spejle sig i, græde med og grine ad, selv om personerne i den slås med andet og mere end blot isolation – og selv om den foregår i Tunesien.
Under corona-nedlukningen arbejder kvinden Sara (Souhir Ben Amara) hjemmefra. Hun er i den humanitære sektor og hjælper vestafrikanske flygtninge i nød. Det er noget lettere end at fikse end de hjemlige kriser. Hendes mand Kais (som spilles af instruktøren Néjib Belkadhi) har nemlig en temmelig forstyrrende psykose, muligvis nedarvet, og står uden medicin, fordi alt er udsolgt. Det kaster ham ud i mildt sagt uortodokse løsninger udi både lægemidler og selvbeskyttelse.
De har finurlige ritualer, der mimer livet med mennesker omkring dem, men også kriser med forældre, naboer og lurende jalousi. Intet er, som det plejer. Det er, som om mennesket må genopfinde sine regelsæt. Kun huskatten Bagheera synes at smile bedrevidende.
’Communion’ fortæller en meget speciel historie. Hvordan er den blevet til?
”Filmen er skrevet og filmet i Tunis under corona-nedlukningen i 2020. Da vi tog hul på måned nummer to med indespærring, blev det psykisk udfordrende for mig. Isolationen begyndte at dræne mig, mørke tanker sneg sig ind.”
”Jeg har en psykotisk onkel, og det var lidt, som om hans spøgelse dukkede op igen. Han var allerede fanget i sin sygdom, så hvordan ville han have oplevet en ’dobbelt’ indelukning?! Det var derfra filmens centrale idé kom. At lade kameraet vise verden set med Kais’ blik, at lade os opleve hans sindstilstand. Jeg tror, at det er her, filmens og karakterernes mærkelighed ligger.”
Samtidig forestiller jeg mig, at mange mennesker vil genkende sig selv i den?
”Ja, for rammerne er realistiske. Filmen er forankret i en hverdag, som alle har oplevet. Den afslører vores svagheder stillet over for en helt ny situation, vores mentale skrøbelighed. Faktisk udviklede vi jo alle i denne periode en aldeles bizar adfærd: Vi desinficerede vores mad, forbød os selv at røre ved hinanden. Vi byggede hver især en uigennemtrængelig boble. Jeg tror, filmen taler til folk, fordi den fortæller om vores tilbøjelighed til at udvikle dette kollektive og almindelige vanvid.”
Hvad har restriktionerne betydet for dig?
”Vi havde forbud mod at filme. Vores fag var blevet ubrugeligt og ubetydeligt. Filmen var for mig en modstandshandling. Jeg skrev ’Communion’ på fem dage.”
”Jeg vidste fra starten, at den ville blive meget anderledes end mine foregående film. Den skulle foregå hjemme hos mig og enkelte naboer, med et minimalt hold og uden budget. Vi filmede med et kamera beregnet til fotografering, brugte naturligt lys om dagen og kun ganske lidt kunstigt lys i nattescenerne.”
”Det var en baglæns proces: Jeg beskrev begrænsningerne – og skrev så manuskriptet ud fra dem. Forberedelserne varede ti dage, og selve optagelserne var et kapløb med tiden. Vi optog hele filmen på to en halv uge med et meget lille hold og var nødt til at ’stjæle’ os til at filme det tomme Tunis under nedlukningen, fordi vi ikke havde tilladelse til at optage.”
Hvem har lavet den geniale plakat? Og hvad synes du selv, den fortæller?
”Det er grafisk designer Wissal Laabidi, der har lavet den af fotos taget af Samy Snoussi. Den oprindelige idé var at lave et kombineret billede af de tre hovedaktører inspireret af den franske kunstner Brno Del Zous’ ’fotoskulpturer’. Det blev dog for abstrakt til en filmplakat. Men så fandt Wissal på at bruge de separate fotos i en mere almindelig komposition og ’vride’ øjnene. På den måde er ansigterne genkendelige, samtidig med at flere ting antyder det vanvid, der sniger sig ind undervejs i filmen: De skæve øjne, kattens hale, det sort/hvide. Det var præcis, hvad vi ønskede: En plakat, der sætter stemningen for filmen.”
Filmen har dansk premiere på mandag den 15. august, hvor den åbner festivalen Arabian Nights, og hvor instruktøren efter filmen er med på en skype-linje og taler med publikum. Efter filmen er der reception med tunesisk vin og arabiske snacks.
Rasmus Brendstrup er programredaktør på Cinemateket.