I det sympatiske hverdagsdrama Neighbouring Sounds udkrænges middelklassens frivillige isolation bag jerngitre og overvågningskameraer.
Anmeldelse af Hans Hesseldahl, U-landsnyt.dk
I løbet af de sidste 10 år er der kommet nogle virkelig gode film fra byen Recife i Nordøstbrasilien. Især understregede Cládio Assis´ heftige film Amarelo Manga og efterfølgeren, den sært fascinerende og frastødende Baixio das Bestas, at Recife har masser af talent, når det kommer til film.
[video:http://www.youtube.com/watch?v=kCrD34vtGb0]I Neighbouring Sounds tager instruktøren Kleber Mendonça Filho hul på et mere globalt univers, og selv om filmen tager afsæt i den højere brasilianske middelklasses virkelighed, er det universelle og letgenkendelige paradokser, der undersøges.
Middelklassens paranoia
Handlingen udspiller sig overvejende i en lille gade i Recife. Her finder vi prototypen på et af de uhyre udbredte lejlighedskomplekser, middelklassen forskanser sig i, og som man kun behøver forlade, når arbejdet kalder. Som diskrete fæstninger ligger de hegnet inde, nidkært bevogtet af vagthunde, stålporte, overvågningskameraer og dørmænd.
Til trods for de omfattende sikkerhedssystemer finder beboerne dog ikke ro. Særlig hårdt ramt er Bia, inkarnationen af en hjemmegående husmor med to børn, der får sin nattesøvn spoleret af en konstant gøende vagthund.
Efter en række indbrud i nabokvarterets biler bliver beboerne ramt af en snigende paranoia, og da et privat vagtværn dukker op med et uimodståeligt tilbud om tryghed, og ikke mindst sjælefred, bliver de hurtig hyret. Imidlertid har vagtværnet deres egen agenda og skaber lige så mange problemer, som de løser.
Kolonitidens spøgelser
Desværre bliver filmens hovedtema – middelklassens paranoia – aldrig foldet helt ud. En anden svaghed er, at instruktøren tager sig alt for god tid i den over to timer lange film, der til tider flakker mellem trivialiteter og uforløst dramatik. Halvt inde i filmen går den narrative udvikling så småt i stå, og dens episodiske inddeling virker kunstig.
Heldigvis har filmen også sine stærke sider og portrætteringen af en række brasilianske arketyper og klassiske dagligdagsscener virker klart bedst. Særligt vellykket er skildringen af Bia, den evindeligt potrygende og hverdagsramte husmor, der må siges at være filmens absolutte force.
Også fremstillingen af det anspændte forhold mellem den økonomisk privilegerede middelklasse og deres hårdtarbejdende og ludfattige tjenestefolk fortjener ros. I mange henseender hænger Brasilien fast i sin koloniale fortid. Som det sidste land i verden ophævede Brasilien slaveriet i 1888, og hovedreglen er stadig, at der vrisses nedad, mens der lefles opad.
Her er instruktørens kritik for øvrigt meget klar: Middelklassens paranoia er i vid udstrækning selvforskyldt og kan tilskrives en manglende vilje til at gøre op med landets enorme sociale uligheder.
Filmen anbefales til dem, der er nysgerrige efter at være flue på væggen i den brasilianske middelklasse, og til dem, som har hang til stille hverdagsdrama.
Filmen vises næste gang den 27.4 kl. 16:45 i Gloria.
