Tony Gatlifs ”Indignados” og Miguel Gomes’ ”Tabu” blev vist på CPH PIX i sidste uge. Den ene ser frem, mens den anden ser tilbage – sort på hvidt.
Anmeldelse
Af Maria Bierbaum Oehlenschläger, U-landsnyt.dk
Miguel Gomes’ ”Tabu” og Tony Gatlifs ”Indignados” har ikke umiddelbart meget til fælles: Den ene film ser tilbage og omhandler en kvindes oplevelser i den portugisiske koloni Mozambique, mens den anden har Europas fremtid i fokus – set fra en afrikansk illegal immigrants perspektiv. Det aktivitstiske spor i “Indignados” ligger langt fra kærlighedshistorien i “Tabu”.
Filmene viser den prisværdige bredde i CPH PIX-festivalens program, hvor æstetik, form, fortællinger og kærlighed til filmmediet går igen. Og desuden er fællestræk ved “Indignados” og “Tabu”, der sammen tager hele filmmediets palet i brug.
Indignados
Sko skyller op på bredden i et azurblåt hav: Kondisko, klipklapper, børnesko, herresko. Op af havet dukker en afrikansk kvinde – i et sydligt Europa præget af protest og frustration.
Se jer omkring, og I vil finde grunde til at harmes – måden, vi behandler indvandrerne på, de illegale immigranter, romaerne.”
Sådan skriver Stéphane Hessel i bogen ”Indignez vous!” (på dansk ”GØR OPRØR!”), der danner forlæg for filmen af den algiersk-fødte instruktør Tony Gatlif.
Gatlifs film viser gennem historien om den illegale immigrant Betty semidokumentariske klip fra demonstrationer og protester i Spanien, Frankrig og Grækenland.
Europas fordømte
”Indignados” har samme aktivistiske dagsorden som Hessels bog. En stor del af filmen foregår helt konkret i gulvhøjde, og vi ser fødder, brosten, jernbaneskinner og jord. Og så glimt af himlen over os.
Hovedpersonen Betty inkarnerer Hessels pointer: Hun arresteres, bliver opkrævet papirer, hun ikke har, tvinges fra Frankrig tilbage til Grækenland, klatrer under lastbiler og føres omkring i en sydeuropæisk underverden af illegale immigranter. Hun bliver imidlertid tilskuer til – og endelig også deltager i – flere protestdemonstrationer i Sydeuropas hovedstæder.
Opråb
Der er minimal dialog i filmen, men derimod protestråb, slogans og plakattekster – imperativer, der peger på visioner og mål for det igangværende oprør.
Ved siden af opråbene er der lange passager med serielle – på grænsen til det trivielle – shots af immigranters madrasser langs jernbaneskinnerne, demonstrationsoptog, taktfaste råb, hjemløses telte under Paris’ broer og ansigtsportrætter af en lang række illegale immigranter. De stillestående passager modsvares af bl.a. Bettys møde med en kvindelig spansk demonstrant. Betty giver hende et æble. Demonstranten giver til gengæld – og af mindst lige så stor værdi – Betty en stemme i oprøret.
Når Gatlif reserverer en hel scene til at vise, hvordan appelsiner fra et vognlæs triller ned over gadens brosten og ender i en båd i vandet, foregår det i gulvhøjde og som en klar metafor på protestbevægelsernes samlede kraft og styrke.
“Indignados” skal ses som et visuelt svar på Hessels opfordring. Og som et forsøg på at sætte protestbevægelserne fra Det arabiske Forår til Occupy i forbindelse med illegale immigranters forhold i et kriseramt Europa.
Indignados (Frankrig, 2012, 84 min.)
Instruktør: Tony Gatlif. Kamera: Colin Houben, Sabastien Saadoun. Lyd: Philippe Welsh, Pierre Bompy. Klip/Edit: Stéphanie Pedelacq. Musik: Delphine Mantoulet, Valentin Dahmani. Medv.: Mamebetty Honoré Diallo. Producer: Delphine Mantoulet. Produktion: Princes Production.
Sort-hvid kolonialismeidyl ved Mount Tabu
”Paradise Lost” og ”Paradise” er titlerne på de to dele af filmen ”Tabu”. Første del foregår i nutidens Portugal, hvor en ældre kvinde – hovedpersonen Aurora – er ved sit livs afslutning, mens anden del foregår i 1950ernes Mozambique, mens landet endnu er i portugisisk besiddelse.
Det ligner til forveksling en blixensk historie – den danske forfatter oplevede kolonien Kenya som et paradis på jord, hvor hun på den ene side kunne udleve en feudal fantasi og på den anden side være fri af traditionelle kønsrollemønstre. Som Aurora i Miguel Gomes’ ”Tabu” var også hun en talentfuld storvildtsjæger.
Ulykkelig kærlighed
Helt centralt i filmen ”Tabu” er den ulykkelige kærlighed – stærkt fremhævet i to parallelscener med den musikalske kulisse som fællestræk, hvor de to kvindelige hovedpersoner, Aurora og hendes godhjertede nabo Pilar, lader tårerne trille – i hver deres tid og i hver deres verdensdel, men til samme musik og med samme følelse.
Filmens åbningsscene med den melankolske opdagelsesrejsende, der begår selvmord på grund af tabet af sin hustru, slår temaet an, og peger også på den høje filmiske kvalitet i samspillet mellem billeder, lyd og historie.
Filmen er først og fremmest en romantisk kærlighedsskildring af den forbudte kærlighed mellem en gift – og tilmed også gravid – kvinde og den frie charmør.
Fortællingens kunst
Filmen stiller helt skarpt på kærlighedsaffæren som ”fortælling” ved, for det første at filmen er holdt i sort/hvid, og at alle scener i Mozambique, hvor affæren finder sted, fortælles af den mandlige part selv. Der er dermed ingen dialog i filmens anden del, men kun Gian Luca Venturas fortælling til de levende billeder.
I det første møde mellem den forkælede Aurora og den smukke rejsende Gian Luca Ventura – med næsten karikeret løftede øjenbryn og moustache – er det et udsøgt virkemiddel med den tilbagetrukne fortællestemme, der lader ansigtsmimik og kropssprog blandt personerne være ekstremt tydeligt.
Tidsbilledet – 1950erne – , der især er fortættet i scenerne med Mario and the Band, får en til at trække på smilebåndet.
[video:http://youtu.be/siEzaetWr6I]På samme måde som det lille portugisiske samfund ved foden af Mount Tabu danner et vagtværn, der ”leger krig”, mens Aurora og Gian Luca dyrker deres elskov – smukt og billedskønt i sort-hvid.
”Tabu” er en biograffilm med stort B – for sine luksuriøse sort-hvide billeder og sin fængende kærlighedshistorie, der er klassisk – og så alligevel ikke.
Filmen kan ses sidste gang 23.4 kl. 16:30 i Dagmar Teatret.
Tabu (Portugal, Tyskland, Brasilien, Frankrig, 2012, 111 min.)
Instruktør: Miguel Gomes. Manus: Miguel Gomes, Mariana Ricardo. Kamera: Rui Poças. Lyd: Vasco Pimentel. Klip/Edit: Telmo Churro, Miguel Gomes. Medv.: Teresa Madruga, Laura Soveral, Ana Moreira. Producer: Luís Urbano, Sandro Aguilar. Produktion: O Som e a Fúria, Komplizen Film, Gullane Filmes, Shellac Sud.
