Alle sejl blev sat, da det statslige, danske bistandsprogram blev lanceret i 1962: Der blev arrangeret en kæmpe-landsindsamling med flere tv-shows, underholdning og meget andet for at give den statslige udviklingsbistand en folkelig start.
Der blev også produceret en lille ’propagandafilm’ – sådan kan man vist godt kalde det uden at fornærme nogen. Produktionen blev lagt i hænderne på en af dansk films mest alsidige og erfarne folk, instruktør med meget mere, Per Bent Holst.
I mange år var filmen mere eller mindre glemt. Den blev først ’fundet’ i DFI’s filmarkiv i 2012 på en filmrulle. Den nu digitaliserede film er historisk. Den fortæller, hvordan dansk bistand så sig selv ved starten for mere end 50 år siden. Og den er et eksempel på, at det var dansk films store navne, der blev kontaktet, når der skulle laves film om danske indsatser ude i verden.
Allerede da filmen ’Polens Børn’ i 1948 fortalte om den danske indsats i efterkrigstidens Polen, var de store navne på rulleteksterne. Musikken til filmen er komponeret af Hermann D. Koppel, hvis forældre var polsk-jødiske indvandrere. Koppel mistede selv mere end 30 slægtninge under krigen.
Herman D. Koppels søn, musikeren Anders Koppel, var begejstret, da U-landsgammelt præsenterede ham for filmen.
“Det var en oplevelse – både at se de fantastiske dokumentariske billeder fra Polen lige efter krigen, at høre min fars gode og smukke musik og at høre den befriende direkte og usentimentale speak,” fortæller Anders Koppel.
Dansk dokumentarfilms grundlægger i de varme lande
Der var også bud efter manden, der er blevet kaldt en af dansk dokumentarfilms grundlæggere, Theodor Christensen, når danske indsatser ude skulle filmes. I juni 1959 optog han sammen med fotografen Rolf Rønne en film om den lille syditalienske landsby Sartano, om udviklingsarbejdet, danskerne og de lokale bønder. ’Vejen til Sartano’ er blot en af adskillige film, som viser, at Theodor Christensens hjerte bankede for mennesker uden magt eller styrke, mennnesker med få rettigheder.
I en kommende bog om Theodor Christensen fortæller forfatteren Palle Bøgelund Petterson:
“Jeg tror, at det vigtigste for ham har været at få mulighed for at filme i udlandet. Der åndede han friere og følte sig fri af Danmarks trækasserier, der tyngede ham på så mange måder. Han tog så mange filmjob i udlandet, som det var ham muligt.”
En anden dansk filmskaber, som trivedes med at arbejde i udlandet – og i u-lande, var Tørk Haxthausen. Som Danida-udsendt deltog i 1970-76 i etableringen af Tanzania Film Company. Og han instruerede en række film og tv-programmer om og fra Østafrika.
En af dem er ’Tråde i et udviklingsmønster’, som bl.a. fortæller om det nordiske bistandsprojekt i Kibaha i Tanzania.
Et af formålene med U-landsgammelt er at skaffe oplysninger om de gamle film, de mennesker, de projekter og de lande, de handler om. Den slags oplysninger gør filmene ekstra spændende, men er desværre en mangelvare. Vi efterlyser derfor folk, der ved noget om filmene, og om de store danske filmmestres engagement i Syd.
Heldigvis har vi nogle informationer.
Kjeld Juul, der var en central figur i det tidlige Mellemfolkeligt Samvirke og stærkt involveret i Landsindsamlingen i 1962, var f.eks. faglig konsulent på Giro Nr. 9-filmen fra 1962 og beretter om den i sin bog ’Mod nye grænser’.
Da Kjeld Juul skrev bogen i 2002, vidste han ikke, om den gamle film fortsat fandtes. Så han var spændt på at gense den, da U-landsgammelt kunne vise ham den.
Han huskede ikke så meget om filmens tilblivelse, blot, at han ikke ville have noget sentimentalitet – og han var ved gensyn glad for at konstatere, at filmen var helt blottet for sentimentalitet, og at dens budskab faktisk holder endnu. Se selv:
Hvis du har informationer om film fra dansk udviklingsbistands barndom, eller måske selv ligger inde med gamle film, hører vi meget gerne fra dig.
Kontakt Bo Illum Jørgensen på 2211 7272 eller [email protected]
Næste mandag på U-landsgammelt: Med den røde, danske malkeko til Syrien
