Debatten om hvorvidt dansk u-landsbistand dur eller ej ville være mere interessant, hvis man turde inddrage de folk, der egentlig skulle nyde godt af den. Som f.eks. nepaleserne., skriver Tim Whyte. Kommentaren blev 30. juli bragt som kronik i dagbladet Information.
Af Tim Whyte
Astrid Saalbachs teaterstykke Rød og Grøn har i de seneste måneder skabt debat i den danske bistandsverden. Stykket handler om en gruppe korrumperede Danida-folk i Nepal, som ikke kan udrette noget og går til i tennis og hor midt i en borgerkrig i det ludfattige land.
Saalbach skader sagen, lyder de vrede reaktioner fra bistandsmiljøet. Men det er faktisk ikke problemet med stykket, som tager fat i de ofte ret grimme menneskelige dramaer, der udspiller sig sådan et sted. Problemet er nærmere den virkeligt interessante og principielle historie, som vi gik glip af.
Det er en historie, som Saalbach kunne have fortalt, hvis hun havde talt med nogle nepalesere også, og skrevet et stykke, der hørte til i det 21. århundrede og ikke på Ibsens tid, hvor dramaer foregik mellem fire hvide mennesker i en dagligstue.
Der er ikke en eneste nepaleser, der får lov til at sige noget i stykket. Hvis de havde fået lov at tale, kunne vi måske have hørt noget om, hvordan vores ærlig talt ofte ujævne bistand – og opførsel – ser ud set fra andres øjne. Rød og Grøn bygger delvis på en virkelig hændelse, som har været genfortalt i P1’s Orientering, om hvordan danske bistandskroner kroner forsvandt, og ambassaden prøvede at skjule det for Rigsrevisionen.
Men hvem var det egentlig der tog pengene? Bare endnu en korrupt tredjeverdens tyv, der lever højt på danskernes naivitet og selvoptagethed?
Kender ham personligt
Lad mig fortælle jer om en mand, der blev skabt af dansk bistand, og hvis liv er mindst lige så interessant som dem, Saalbach fortæller om:
Jeg har arbejdet i tre år hos den nepalesiske organisation, der var beskyldt for korruption i sagen. Det var godt nok før den omtalte sag, men udfra hvad jeg ved om organisationen og manden, der ledede den, overrasker sagen mig på ingen måde.
Vil det sige, at jeg har arbejdet tre år af mit liv sammen med en mand, som jeg mistænkte for korruption? Ja, lige præcis.
Jeg føler mig næsten ligesom Jørgen Leth, der kom til at afsløre for meget om sin tredjeverdenssex. I Danmark er man som bistandsmand enten korrupt eller idealist, der er ikke plads til sammensatte mennesker.
Sammensat personage
Men Dilli Chaudhary, lederen af den omtalte nepalesiske græsrodsorganisation, er netop sammensat. Han voksede op i det vestlige Nepal som tharu, en af Nepals fattigste og mest undertrykte befolkningsgrupper, og er siden blevet en af landets mest anerkendte ngo-ledere.
Han kommer fra et indfødt folk, som har levet stavnsbundet til store godser i det vestlige Nepal. Gennem et tilfældigt møde med en dansk sygeplejerske som 15-årig, får Dilli kontakt til den danske ambassade, der derefter gennem 10 år støtter en massiv uddannelseskampagne, som lærer tharuerne i titusindvis at læse og skrive. Samtidig opbygger han en af Nepals største græsrodsorganisationer, der organiserer fattige landarbejdere i et område på størrelse med Danmark.
Da jeg bliver udstationeret, som udviklingsarbejder er Dilli på mange måder på sit højdepunkt organisationsmæssigt. På samme tid har hans kometkarriere trukket spor i hans personlighed. Han drikker meget, har et voldsomt temperament og har tendens til at love folk omkring sig projekter og støtte, som han efterfølgende ikke kan levere.
Hans egne medarbejdere – gamle venner, som er vokset op sammen med ham – hvisker, at han tager af kassen og er begyndt at opføre sig som de godsejere, han altid har kæmpet imod.
Samtidig er hans organisation ved at have muskler nok til at udfordre de virkelige godsejere. Og det er lige præcis, hvad han gør.
Hjertet på rette sted
I den tid jeg arbejder sammen med ham, leder han en kampagne, der tvinger den nepalesiske regering til at ophæve gældsslaveriet og frigive over 30.000 gældsslaver fra godsejerne. Det sker i år 2000 og er en del af den verden, Saalbach beskriver i sit stykke.
Jeg har stået ved siden af Dilli på en støvet hospitalsgang, mens han siger til lægerne, at de skal gøre alt – koste hvad det vil – for at redde en gældsslave, der lige har fået armen næsten hugget af af en godsejer, der ikke ville slippe sin ejendom.
Jeg har set Dilli brødføde hele teltlejre af familier, der var forvist fra den jord de havde dyrket igennem generationer. Hvilken budgetlinje kommer pengene fra, kunne man jo spørge i sådan en situation, for manden administrerede et uddannelsesprojekt og ikke et nødhjælpsprojekt. Jeg spurgte personligt i flere tilfælde – og følte mig nogle gange som en mand, der stod og forsøgte at holde tingene lidt rene under en fødsel.
Korruption utilgiveligt
Jeg mener ikke, at Dillis korruption kan undskyldes. I min tid derude prøvede jeg både at snakke med ham, og i sidste ende også at gå direkte til de donorer, der støttede ham, for at få dem til at gennemgå regnskaberne.
Korruption er ødelæggende, også selv om det går til et godt formål. Hans medarbejdere følte sig forrådt og i øvrigt fik hans egen familie og venner vist også gavn af hans noget løsagtige forhold til budgetter.
Men pointen er bare, at verden er mere interessant end skoler, der ikke bliver bygget, mens de hvide fester i Kathmandu.
Hvis Saalbach tror, at der intet kommer ud af udviklingsbistanden kan jeg og tusindvis af tidligere gældsslaver fortælle hende, at hun må tro om.
Sandheden er, at den mand, der tager penge af kassen, også nogen gange er ham, der bevæger et lands historie. Det er ikke det samme som at sige, at vi bare skal lukke øjnene og sende flere penge.
Ødsel buffet over for sult
For der er mørke sider i bistandsarbejdet. Dillis egen historie er en del af det: En fattig landsbydreng, der både når at blive menneskerettighedshelt og korrumperet bistandspamper, før han bliver 30 år. Han var selv i oprør mod de tennisspillende bistandseksperter i hovedstaden. Når de inviterede ham til konferencer om fattigdom på de fine hoteller i Kathmandu, ville han tage ordet og skælde dem hæder og ære fra for at spilde deres penge på overdådige buffeter, når der var folk i landsbyerne, der sultede ihjel.
Men samtidig var han fascineret af de smukke mennesker Saalbach beskriver i sit stykke. Han vidste, at deres penge og magt gjorde dem til solen i bistandsuniverset. Og han ønskede også selv at skinne som solen.
Magt er vanedannende
Saalbach har jo ret i at bistand – læs: penge – giver magt, og magt kan gøre én selvoptaget og ude af stand til at se, hvordan verden ser ud med andres øjne. Bistand underbygger ofte magtmennesker og -strukturer. Men det komplicerede er, at disse mennesker også nogle gange er med til at ændre verden til det bedre.
Hvis vi vil have en reel diskussion om bistand er vi nød til at starte med at høre på stemmer fra de lande, vi arbejder i – og det er derfor, det er så deprimerende, at Saalbachs stykke som så meget andet kritik af u-landsbistanden ikke når længere end til en motivfortolkning af os selv. Undskyld mig, fru Saalbach, but that is so last century.
I en global tidsalder er der flere vinkler på det, vi laver end det, vi selv kommer med. Det er jo det, der gør verden – og ikke mindst bistandsverdenen – spændende og meningsfuld.
Jeg så frem til stykket, fordi jeg faktisk savner et opgør i bistandsbranchen. Ikke som dem vores regering har serveret indtil videre – gentagende nedskæringer pakket ind i floskler om effektiviseringer.
Nej, et rigtigt opgør om vores evne til at engagere os i verden på andre præmisser end vores egne. For hvor har verden dog brug for os – og hvor har vi brug for den!
Men selv om opgøret handler om os og vores egen selvforståelse, så tror jeg ikke, at det kommer, så længe vi kun snakker med os selv. Vi skal have andre stemmer med.
Spørgsmålet er, hvornår der kommer et teaterstykke om dansk bistand, hvor nepaleserne også får lov at tale? Det vil være en historie for det 21. århundrede …
Tim Whyte har arbejdet som rådgiver i Nepal i fem år for bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og FN. Kommentaren bringes med forfatterens tilladelse.
