Dette indlæg er skrevet som en respons på artikler i Globalnyt om dårligt arbejdsmiljø i ngo-branchen. Lad mig starte med at undskylde brugen af bandeord i overskriften. Men det har sin gode forklaring, som følger nedenfor.
Allerførst: Tak til Globalnyt for gode artikler om arbejdsmiljøet i ngo-branchen. Det er godt at få rusket op i selvopfattelsen og selvfedmen. Men der mangler et par dimensioner, synes jeg.
Vi bør tage fat på at afmystificere dét at arbejde i ngo-branchen. Den type himmelråbende elendig ledelse, bekymrede og stressede og til tider selvtilstrækkelige kolleger, som afdækkes i artiklerne, er jo ikke noget, ngo-verdenen er alene om. Det findes i alle brancher. I alle arbejdsmiljøer. Ngo-branchen er heller ikke ene om at være belastet med ’kloge hoveder’, der opfinder opgaver til sig selv for at overleve.
Der ser ud til at herske en forestilling om, at et arbejde i ngo-verdenen er ekstraordinært meningsfuldt, og derfor bør der i sig selv ikke være den slags arbejdspladsproblemer, som andre brancher slås med.
For det første, er ngo-branchen ikke unik, når det handler om meningsfuldt arbejde. Spørg bare pædagoger, lærere, sygeplejersker, SOSU-assistenter. Eller se på den danske folkekirke, som vel burde repræsentere det ypperste af medmenneskelighed, men som er blevet afsløret i også at huse et ganske betændt arbejdsmiljø.
For det andet, er der vel intet belæg for at antage, at ledere og medarbejdere er bedre til deres job end ledere og medarbejdere i andre brancher, blot fordi arbejdet er behæftet med et prædikat som ’meningsfyldt’.
Man skyder forbi skiven, når ’flere penge’ udpeges som løsningen på elendighederne, sådan som det er tilfældet i Globalnyts interview med professor mso Bjarke Oxlund fra Roskilde Universitet.
Man skyder forbi skiven, når ’flere penge’ udpeges som løsningen på elendighederne, sådan som det er tilfældet i Globalnyts interview med professor mso Bjarke Oxlund fra Roskilde Universitet. Ikke fordi, det er dårligt eller uønsket med flere penge til ngo-arbejdet, men fordi flere penge ikke er løsningen på problemer med elendige ledere og stressede medarbejdere. I nævnte rækkefølge. God ledelse er forudsætningen for godt arbejdsmiljø. Også når de økonomiske rammer er vanskelige. Naturligvis vil langsigtet økonomisk tryghed være et gode, men dårlig ledelse og stressende arbejdsmiljøer findes også på finanslovsgaranterede arbejdspladser.
I øvrigt er ngo-branchen heller ikke unik, når det handler om projektfinansiering. Men projektfinansiering, som grundvilkår, fører jo i sig selv ikke til elendig ledelse og dårligt arbejdsmiljø. Som grundvilkår er projektfinansiering kendt af både ledere og medarbejdere fra dag ét. Spørgsmålet er, hvordan ledelse under sådanne vilkår – og i almindelighed – udøver ’servant leadership’, hvor ledelse ikke handler om lederen selv, men om det fælles bedste, hvor medarbejdernes trivsel og udvikling er krumtappen i innovation og optimering af organisationens evne til at levere resultater inden for de til enhver tid givne rammer.
Røvhul-ledelse
God ledelse er i udgangspunktet ikke raketvidenskab. Det har som sin grundsten almindelig ordentlighed over for andre mennesker, omsorg og respekt og vedholdende anerkendelse af medarbejderne. En sådan grundsten koster ingenting. Oven på kan bygges viden, metoder og teknikker, der kan optimere ledelsesarbejdet. Ligesom medarbejdere kan blive bedre til deres arbejde gennem forskellige former for læring. Men hører lederen til ’de totale røvhuller’ (udtrykket lånt fra en DR-Dokumentar), så hjælper selv kostbare ledelseskurser ikke.
’Røvhul-ledelse’ forekommer måske nogle en anelse gadesprogsagtigt, men det er ikke et øjebliks hang til groft sprogbrug, der har overmandet mig. Da jeg læste den første artikel om lederadfærd i ngo’en ”Red Orangutangen” i Globalnyt, slog det mig, at vi har at gøre med et stjerneeksempel på den form for ’røvhul-ledelse’, som nu er så vidunderligt udfoldet i den nævnte DR-Dokumentar og i øvrigt også fremragende beskrevet og diskuteret i en artikel i onlinemagasinet Zetland tilbage i december 2021 i kølvandet på dokumentaren ’Sexisme bag skærmen’ om arbejdsmiljøet på TV2 under Michael Dyrbys ledelse.
Zetland-artiklen minder os blandt andet om bogen ’Nul røvhuller-reglen’ skrevet af Stanfordprofessoren Robert I. Sutton. Bogen udkom på engelsk i 2007 og er udgivet på dansk i 2009. Fænomenet er altså ikke genstand for ny erkendelse – og det er ordvalget heller ikke – men desværre er fænomenet alt for ofte overset og erstattet med en tendens til at gøre spørgsmålet om dårligt arbejdsmiljø mere kompliceret end nødvendigt.
Røvhuller findes alle steder og på alle niveauer, men som det fremhæves i artiklen, så er én slags røvhuller værre end andre: nemlig dem, der bliver chefer.
Artiklen citerer en finsk ledelsescoach Bo-Magnus Salenius for at sige: ”Røvhuller er ofte af den overbevisning, at enten er folk med mig eller imod mig. Og at reglerne ikke gælder for dem”. Røvhuller findes alle steder og på alle niveauer, men som det fremhæves i artiklen, så er én slags røvhuller værre end andre: nemlig dem, der bliver chefer. Med reference til Bo-Magnus Salenius påpeger artiklen, at røvhullerne jo bare gør det, de altid har gjort, men at det først får konsekvenser, når de sætter sig i chefstolen. I historien med ’Red Orangutangen’ er det jo netop dét, der er tilfældet.
Ansvaret ligger hos bestyrelsen
Bekæmpelse af dårligt arbejdsmiljø i NGO-branchen starter ikke på bar bund. Med den viden vi har i dag om, hvad der skaber dårligt arbejdsmiljø – og det modsatte, så er det utroværdigt at råbe om flere penge, som løsningen på, at der sidder røvhuller på ledelsesposter her og der.
Mange ngo’er med ansatte er for små til at have faglige klubber og tillidsfolk, som ellers burde være rammen for et kollektivt opgør med røvhul-ledelse. Ansvaret for ordentlig ledelse i vores små og mellemstore ngo’er starter og ender på bestyrelsens bord. Ikke bare det generelle overordnede ansvar, som formelt ligger hos enhver foreningsbestyrelse, men det ganske konkrete ansvar for, at organisationens ledelse praktiserer en ledelsesstil, der er karakteriseret ved åbenhed og ærlighed, hvor chefen og hans/hendes ideer også kan kritiseres uden frygt for repressalier, hvor respekt og anerkendelse af hinanden og hinandens arbejde er grundtonen.
Når ledelser og bestyrelser ikke af sig selv kan praktisere åbenhed og ordentlighed, så er det godt, at Globalnyt og andre kan ruske op i kludene.
Vejen er banet for mere debat om et bedre arbejdsmiljø. Der skal være så meget klart og højt fokus, at røvhullerne konsekvent bliver sat uden for døren, og at berørte medarbejdere ikke behøver at optræde under pseudonym.
Undervejs bør vi minde hinanden om, at det ikke koster noget at opføre sig ordentligt.
Johnny Baltzersen er forperson i organisationen CICED.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].
