I en fælles udtalelse fra de i alt 19 EU-lande, der nu betragter Guaidó som Venezuelas retmæssige præsident, skriver landene, at Maduro ikke har reageret på opfordringen til at udskrive et frit, gennemskueligt og troværdigt præsidentvalg inden for otte dage. Fristen udløb ved midnat søndag aften.
Foruden Danmark er Spanien, Portugal, Tyskland, Storbritannien, Holland, Frankrig, Ungarn, Østrig, Finland, Belgien, Luxembourg, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Polen, Sverige og Kroatien medafsendere på den fælles udtalelse.
De 19 lande skriver, at Guaidó som formand for den demokratisk valgte Nationalforsamling i Venezuela nu anerkendes og støttes ”som midlertidig præsident i Venezuela, så han kan udskrive et frit, fair og demokratisk præsidentvalg”.
Med anerkendelsen af Guaidó som Venezuelas retmæssige leder er EU-landene fulgt i kølvandet på USA, der ligeledes har anerkendt oppositionslederen som den retmæssige leder.
Rusland mener derimod, at der er tale om ”indblanding i Venezuelas interne anliggender”. Også Kina er imod at anerkende Guaidó som præsident.
Tre millioner er flygtet
Guaidó og hans borgerlige blok fik flertal ved det seneste valg til det venezuelanske parlament – Nationalforsamlingen – som siden fik frataget stor set alle beføjelser af Venezuelas højesteret, der betragtes som værende loyal over for Maduros styre.
Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, siger i en udtalelse på spansk tv, at ”vi arbejder på, at fuldt demokrati vender tilbage i Venezuela: menneskerettigheder, valg og ikke flere politiske fanger”.
Han tilføjer, at Spanien – hvor omkring 400.000 venezuelanere bor – arbejder på at etablere et humanitært hjælpeprogram til Venezuela, så der kan komme mad og andre fornødenheder ind til befolkningen.
Kritikere af Nicolás Maduros regering beskylder den for at have kørt økonomien i sænk i en grad, at der er omfattende mangel på blandt andet mad og medicin.
Over tre millioner venezuelanere er flygtet ud af landet i løbet af de seneste tre år, viser tal fra FN.