Danmark får TechVelopment-rådgiver i Kenya

Laurits Holdt

Danmark skal have en såkaldt TechVelopment-rådgiver i Kenyas hovedstad Nairobi. Det er det seneste i en række af tiltag for at styrke tilstedeværelsen på tech-området ude i verden, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Som en del af TechPlomacy-initiativet har Udenrigsministeriet allerede placeret en tech-ambassadør i Silicon Valley i USA samt tech-repræsentationerne i både Europa og Asien.

Der er endnu ikke sat navn på den nye rådgiver.

Fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) lyder det:

”Afrika er et naturligt næste skridt for Danmark på tech-området, og især Kenya er med helt i front. En regional TechVelopment-rådgiver i Afrika er en klar styrkelse af Danmarks samarbejde med de afrikanske lande om en af nutidens og fremtidens mest afgørende dagsordener.”

Dialog med de afrikanske aktører

Rådgiveren får til opgave at understøtte Danmarks TechVelopment-engagement i Afrika. Det kommer bl.a. til at indebære dialog med afrikanske aktører på tech-dagsordenen, indhente viden og agere aktiv sparringspartner, når teknologi skal tænkes ind i udviklingssamarbejdet.

Det afrikanske kontinent står med den største unge-generation nogensinde, og kan man styrke deres kompetencer inden for den digitale teknologi, gør man dem klar til fremtidens arbejdsmarked.

”Jeg ser Danmark som en naturlig partner for Kenya i landets udvikling også på dette område. Derfor er jeg glad for i dag at kunne lancere en regional TechVelopment-rådgiver med base i Nairobi som et nyt, stærkt tiltag på tech-dagsordenen,” siger udviklingsministeren.

TechVelopment-rådgiveren blev lanceret mandag i forbindelse med udviklingsministerens møde med unge iværksættere indenfor tech-området i Nairobi, Kenya.