Danmark skylder de fattige 3,5 milliarder kroner

Det danske Udenrigsministerium skylder omkring 3,5 milliarder kroner i udviklingskassen.


Foto: Jørgen Skytte for UM
Kirsten Larsen

17. april 2023

Danmark overholdt lige præcist FN-målet om, at verdens rige lande skal give mindst 0,7 procent af deres BNI i udviklingsbistand i 2022. Det viser de netop offentliggjorte, foreløbige tal for den globale udviklingsbistand i 2022 fra OECD’s Udviklingskomité DAC.

Læs også: Den globale bistand satte rekord i 2022 – men Afrika lades i stikken

Alligevel viser beregninger foretaget af det skandinaviske tidsskrift Development Today nu, at Danmark faktisk skylder i alt 3½ milliard kroner i udviklingsbistand for 2021 og 2022 for at leve op til målet. Det lyder umiddelbart besynderligt, men den er god nok.

Forklaringen er lidt indviklet og meget teknisk: Sagen er, at opgørelsen kan laves på flere forskellige måder. Den officielle måde og den, som DAC-tallene bygger på, er at se på, hvad Danmark år for år har udbetalt i udviklingsbistand. Efter den opgørelse nåede vi FN-målet i både 2021 med 0,71 procent af BNI og i 2022 med 0,70 procent.

Læs også: Dramatisk udvikling i dansk bistand i 2022

Development Today har brugt en anden metode, nemlig den, som også anvendes i finanslove og finanslovsforslag, hvor Danmarks fremtidige bistand budgetteres. Der er politisk enighed om, at også den opgørelse skal ramme nøjagtigt 0,70 procent af Danmarks forventede BNI for at sikre en jævn udvikling i den danske bistand.

Tingene kompliceres yderligere af, at der i finanslove budgetteres med tilsagn, ikke med forventet forbrug. Hvis Danmark for eksempel i 2023 giver en FN-organisation et flerårigt tilsagn på 500 millioner kroner, så figurerer hele beløbet på 2023-finansloven, selv om kun 100 millioner af tilsagnet udbetales i 2023. Omvendt står der et rundt 0 på de kommende års finanslove ud for samme organisation, selv om de efterfølgende million-bidrag kommer til udbetaling.

Den budgetteknik gør det i sig selv svært at ramme de 0,70 procent helt nøjagtigt. Lettere bliver det ikke af, at en finanslov hviler på en masse svære forudsigelser: Hvordan udvikler dansk økonomi sig? Hvor mange flygtninge søger til Danmark? Det er bare to af de store spørgsmål, som kan udvikle sig helt anderledes end forventet.

Selv om Udenrigsministeriet løbende holder øje med udviklingen og forsøger at justere ind, så lykkes det ikke altid at ramme de 0,7 procent af BNI i tilsagn i løbet af året, og hverken i 2021 og 2022 nåede de danske tilsagn op på 0,70 procent af BNI.

Lidt galt i 2021

Som omtalt flere gange tidligere i Globalnyt blev dansk økonomi i 2021-22 ikke slet så hårdt ramt af Covid-19-pandemien, som den daværende socialdemokratiske regering forventede, da den fremlagde sit finanslovsforslag for 2021 og 2022. Da S-regeringen fremlagde sit finanslovsudspil for 2023 i august sidste år, fremgik det, at der var et efterslæb på 1.275 millioner kroner for 2021. S-regeringen lagde op til, at det skulle indhentes allerede i 2023, men SVM-regeringen foreslog i marts i sit udspil til finanslov for 2023 at bruge tre år på at indhente efterslæbet.

Og helt galt i 2022

Development Today har nu på basis af officielle tal også beregnet det forventede efterslæb for 2022 og når frem til, at det bliver på mere end 2,1 milliarder kroner. Derfor skylder Danmark nu i alt næsten 3,5 milliarder kroner i udviklingsbistand.

Sidste afdrag i 2026?

Udviklingslandene bliver ikke snydt for pengene. Folketinget har nemlig vedtaget en reguleringsmekanisme, der sikrer, at et eventuelt efterslæb indhentes de følgende år. Mekanismen sikrer i øvrigt også, et eventuelt underforbrug udlignes de følgende år. Det skete senest i 2022.

Hidtil har praksis været, at svingninger blev udlignet det førstkommende år, men SVM-regeringen lægger op til at udnytte reguleringsmekanismens mulighed for at trække udligningen for 2021 over tre år, det vil sige frem til og med 2025. Udligningen af et underskud fra 2022 vil på tilsvarende vis kunne skubbes helt frem til og med 2026.

Development Today gør opmærksom på, at mekanismen ikke blot betyder, at de fattige lande må vente på penge, de var stillet i udsigt, men også at den udligning, de kan se frem til, udhules af inflationen.