Af Eva Rasmussen
MANAGUA, 16. februar 2009: -Vi er ikke i gang med at trække os ud af Nicaragua, men med at endevende vores samarbejde med det mellemamerikanske land. De næste uger gennemgår eksperter fra Udenrigsministeriet sammen med ambassaden alle vores aktiviteter, oplyser Danmarks ambassadør i Mellemamerika Søren Vøhtz til u-landsnyt.dk.
– Vi mener, vi kan gøre en forskel, men det er blevet svært at arbejde i Nicaragua. Regeringen har opnået fremskridt på væsentlige områder som uddannelse, sundhed og energi. Men demokratiet er under pres. Derfor er vi i gang med at revidere vores engagement.
– Danmarks bistand skal både bekæmpe fattigdom og støtte processer, der kan udvide det demokratiske rum. Vi vil kigge nøje på, hvilke statsinstitutioner, vi kan arbejde sammen med og flytte vægten fra stat til stat samarbejde til et samarbejde hvor tyngdepunktet ligger hos civilsamfundet og det private erhvervsliv. Alle muligheder er åbne, siger Søren Vøhtz.
EU, Danmark og en række andre traditionelle donorlande, har taget deres samarbejde med den nicaraguanske stat op til revision efter en lang række uregelmæssigheder i forbindelse med et kommunalvalg 9. november:
I midten af 2008 fratog landets valgråd de to væsentligste oppositionspartier, MRS, et udbryder parti fra sandinistpartiet, og det konservative parti retten til at deltage i valget.
Derefter brød valgrådet en lang tradition for national og international valgobservation. Kun en lille udsøgt gruppe, dannet på initiativ af Venezuelas præsident Hugo Chavez, fik adgang til valglokalerne. Meget tyder på, at sandinisterne vandt stort – også i de kommuner, hvor de ikke havde stemmer til det.
– Det er helt centrale institutioner, som er politiserede, kommenterer Søren Vøhtz. – Det er valgrådet, højesteret, rigsrevisionen og statsanklageren. De institutioner vil vi ikke længere støtte. I hvert fald ikke på samme måde, som vi hidtil har gjort det.
I øjeblikket støtter vi f.eks. rigsrevisionen, men vi må hele tiden stille os selv spørgsmålet: Kan vi være sikre på, at de penge, vi investerer, bliver brugt på den rigtige måde? I tilfældet Nicaragua er vi nødt til at være med til at bekæmpe korruptionen og sikre gennemsigtigheden.
– Nicaragua er et land, der indtil 1989 er gået fra et totalitært styre til et andet. Over en skrøbelig fred og siden 1990 en begyndende demokratisering. Derfor har vi hele tiden arbejdet med demokrati, og det er fortsat grundlæggende i vores samarbejde med de mellemamerikanske land.
Ambassadøren understreger, at udviklingen følges nøje: – Vi har allerede i 2008 som en af de første donorer taget skridt til at lægge vores bistand om, så det samlede danske engagement imødegår den negative udvikling. Nu følger vi op med en teknisk gennemgang af hele vores bistandsprogram.
– Når delegationen fra udenrigsministeriet tager hjem, vil vi have detaljerede bistandsfaglige anbefalinger om, hvordan vi kan fremme demokrati og fattigdomsbekæmpelse og holde os fri af de politiserede dele af de nicaraguanske institutioner.
Søren Vøhtz har været ambassadør i Nicaragua i halvandet år. Han kan lide at være i det hede mellemamerikanske land, men ville hellere have været her under andre omstændigheder:
– En økonomisk krise koblet med en politisk bærer samfundet i en forkert politisk retning. Situationen er svær, men vi vurderer, at Danmarks lange engagement i regionen giver os en særlig mulighed for at imødegå den negative udvikling og støtte demokratiske kræfter.
u-landsnyt.dk har forsøgt at få en kommentar fra den nicaraguanske regering, men den stiller ikke op til spørgsmål, hverken fra nationale eller internationale medier.