Det er næsten ikke til at forstå for Ivan M. Nielsen, at det kun er 72 timer siden.
I mere end 10 år har han arbejdet med den syriske opposition og det syriske civilsamfund for at skabe varige forandringer i det krigshærgede land i Mellemøsten. Med andre ord, at få Bashar al-Assad af tronen, og det er altså nu sket.
“Vi havde en time, hvor vi fejrede, men nu kigger vi fremad, for nu venter der noget andet meget hårdt arbejde,” siger Ivan M. Nielsen, idet han tidligere på ugen træder ind i Globalnyts lokaler med en ringende telefon i hånden.
Ivan M. Nielsen har de seneste dage arbejdet i kulisserne og sendt sine mange syriske kontakter i armene på de danske medier, som fra den ene dag til den anden har ryddet fladen for den pludselige magtoverdragelse i Syrien.
I lyset af Ruslands, Irans og Hizbollahs svækkelse fandt primært tre militære grupperinger sammen i en fælles front og indtog over få dage de syriske storbyer, inden også hovedstaden Damaskus søndag blev indtaget med forbløffende få ildkampe.
Mens den militante organisation Hayat Tahrir al-Sham (HTS) leverede det største sæt muskler, husker Ivan M. Nielsen på, hvad de står på skuldrene af.
“På de mange videooptagelser, vi har set, flager folk med det frie syriske flag, som vi alle kender som symbol for frihedskampen og 2011-revolutionen. Det var ikke de sorte og hvide flag for de enkelte fraktioner. Og det illustrerer til fulde, at det her også fik den folkelige opbakning til at genopstå. Folk gik ud i gaderne, hev det frie syriske flag frem fra skufferne, selv i områder, hvor regimet havde været i kontrol hele tiden,” fortæller Ivan Nielsen.
Eksperimentariet i Idlib
Ivan M. Nielsen var under den syriske opstand i 2012 souschef på den danske ambassade i Damaskus. Og fra 2013 har han været Danmarks særlige repræsentant for Syrien-krisen, inden han for få år siden stoppede i Udenrigsministeriet for at arbejde videre med landets civilsamfund og stiftede ngo’en Good People for Change.
Ivan M. Nielsen indrømmer gerne, at det er en skrøbelig situation, vi befinder os i. At der er adskillige ting, der kan vende udviklingen væk fra håbet om et forenet Syrien og mod ny splittelse eller ned ad en islamisk fundamentalistisk vej.
Fundamentalistisk, fordi HTS-lederen og landets nu mest magtfulde mand, Abu Mohammed al-Jolani, har en fortid tæt forbundet med Al Qaeda. Og fordi HTS siden 2017 har været på den amerikanske og britiske terrorliste.
“Men jeg hører til dem, der mener, at HTS har bevæget sig hastigt i den rigtige retning i forhold til deres handlinger og deres strategi,” siger Ivan M. Nielsen.
Som eksempel nævner han HTS’ måde at lede Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, hvor organisationen har haft kontrol, siden den drev al-Assads hær ud i 2011. Vi har altså haft et lille eksperimentarium, hvor vi måske allerede har set konturerne af, hvordan HTS forvalter sin magt. Og i Idlib har man, udover sikkerhed, formået at levere serviceydelser som uddannelse og skabt et vist rum til civilt engagement, mener Ivan M. Nielsen.
Han fortæller, at HTS tilbage i 2016 ønskede at have kontrol over sundhedssektoren, men det afviste de syriske og internationale ngo’er, som mere eller mindre udgjorde sektoren.
“Der var det her symbioseforhold, en fælles forståelse. Og udover at det understreger styrken af civilsamfundet, understregede det jo også allerede dengang, at der var en pragmatisme, og ikke den der rabiate magtudøvelse, som nogle, både af gode og mindre gode årsager, stadig påpeger, når de prøver at sætte lighedstegn mellem HTS og jihadisme”
Syriske løsninger
Det er netop styrken af det syriske civilsamfund, Ivan M. Nielsen klamrer sig til, når han, som han selv siger, følger udviklingen med forsigtig optimisme.
”Jeg tøver ikke med at konkludere, at vi har byggeklodserne, og vi har endnu flere potentielt gode byggeklodser til at nå frem til det, som er et best case-scenarie for Syrien, for regionen, for verden. Det er et forenet Syrien, hvor der er plads til alle, hvor alle har lige adgang, og alle har lige beskyttelse.”
Hvilken rolle mener du, at den danske regering og det danske civilsamfund bør spille lige nu i Syrien?
“Indgangsvinklen nu må være, at vi ikke nødvendigvis har tilstrækkeligt kendskab til Syrien af i dag. Så vi skal starte med at læse på lektien. Både hvad angår verdenssamfundet, FN, bilaterale lande, EU og andre, er det altafgørende ikke bare at se på, hvad vi støtter, men også hvordan vi støtter.”
“Og der er mit altovervejende råd lige nu: gå ind og støt op om syrerne bag de her ændringer. Støt den syriske front, og når jeg siger front, så mener jeg ikke militæret, men også civilsamfundet, som er en vigtig aktør.”
Bør vi allerede nu tænke i at genetablere en ambassade?
“Det er tidlige dage. Jeg mener helt klart, at det er essentielt, at både den danske regering og europæiske partnere, alle internationale aktører kender den nye kontekst og den nye situation.”
“Men jeg vil sige, at når vi har set konturerne af, at projektet er gradvist succesfuldt i forhold til et forenet Syrien med plads til alle, så ja, så skal vi have en ambassade igen.”
Ekstremt undervurderet i verdens øjne
Da den uforløste revolution begyndte i 2011, var det civilsamfundet, der i højere grad udgjorde hele den syriske frontlinje mod al-Assad-regimet. I dag, 13 år efter, er det de militante grupper, der løber med det meste af opmærksomheden.
Ikke desto mindre mener Ivan M. Nielsen, at det syriske civilsamfund kun er blevet stærkere siden 2011.
Som eksempel nævner han en stor kapacitet til at indsamle materiale om krigsforbrydelser. En kapacitet, der snart kan vise sig meget vigtig. Han nævner resultaterne i Idlib-provinsen. Og han nævner redningsarbejderne i De hvide hjelme, der mobiliserede sig timer efter, at HTS havde indtaget Damaskus, for at søge efter gemte fængselsceller.
“Der blev fundet en løsning i situationen, og det understreger også det med, at den syriske kapacitet er ekstremt undervurderet i verdens øjne,“ siger Ivan M. Nielsen.
Han kalder det en klassisk fejlslutning, at når vi ser problemer i den del af verden, så tror vi, at de har brug for teknisk hjælp.
“Lad os starte med at stille os selv spørgsmålet: Måske har de den tekniske kompetence på en række områder. Måske er det bare et spørgsmål om at stille nogle finansielle midler til rådighed, så de kan gøre deres arbejde, i stedet for at vi går ind og taler om kapacitetsopbygning og laver workshops, som vi ofte gør.”
En opfordring til Udenrigsministeriet
Derudover har Ivan M. Nielsen en opfordring til sine gamle kolleger i Udenrigsministeriet. At gennemgå det danske Syrien-program for at omfavne hele Syrien.
“Jeg kan kun opfordre til, at man gør det sådan, at det er ligeligt fordelt over hele Syrien i stedet for den der skævvridning, vi har set både med det humanitære og andre redskaber, fordi vi i vid udstrækning har arbejdet der ved at støtte FN, og det har været meget Damaskus-centreret. Det har altså dybest set ikke nået ud til de områder, der dengang ikke var regimekontrollerede.”
“Så et godt budskab både i forhold til konkret støtte og akutte behov, men også politisk, vil være, at nu støtter vi alle syrere, alle der har behov, ligeligt.”
Danmark gav i 2024 319 millioner kroner, og de to største modtagere var FN-organerne OCHA og UNHCR, som modtog knap en tredjedel af midlerne.
Rådne æbler
Ligesom Ivan M. Nielsen ikke tror på worst case-scenariet, om at Syrien nu drejer mod et islamisk kalifat, så tror han heller ikke på en gnidningsfri forening af landet, som har været igennem 13 års krig og yderligere 40 års repressivt al-Assad-regime inden da.
Særligt Islamisk Stat, mener han, udgør en stor trussel, og derfor er han også glad for, at amerikanerne har gennemført en bombekampagne mod angiveligt 75 IS-relaterede mål.
“Måske vil det være selvmordsbomber, Islamisk Stat vil nok prøve at markere sig. Der kan også være nogle store uoverensstemmelser blandt nogle af dem, der nu har haft en fælles front. Der vil være rådne æbler, og vi vil se ting, der skal fordømmes, også fra den side,” siger han.
“Og der vil jeg appellere til, at vi ikke vurderer alene på de enkelte incidenter, men udvikling over tid.”
