Bolivias gletchere smelter og afskovningen er massiv, men Danmark er engageret i flere miljø- og klimaprogrammer i det biodiverse land, og nu tager den danske ambassadør på tur i Amazonas for at møde samarbejdspartnerne.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet fredag.
Hvert år forsvinder der et regnskovsareal på størrelse med Fyn i boliviansk Amazonas, der er et af verdens mest biodiverse områder.
For at sætte skovrydning, klimaforandringer og bæredygtig vækst på dagsordenen drager Den Danske Ambassade i Bolivia på ekspedition i Amazonas.
I Fawcetts fodspor
I 1906 tilbagelagde den britiske opdagelsesrejsende Percey Fawcett sine første kilometer gennem det bolivianske Amazonasbassin med intentionen om at kortlægge grænseregionen mellem Brasilien og Bolivia.
Fra den 26. april til 15. maj følger Den Danske Ambassade i Bolivia og Jyllands-Posten i Fawcetts fodspor fra hovedstaden La Paz, over endnu gletsjerrige Andesregioner og frodige tågeskove, til Guayaramerín i hjertet af Amazonas ved den brasilianske grænse.
Men i modsætning til Oberst Fawcetts interesser i 1900-tallets sydamerikanske gummiboom er hensigten med Amazonas-ekspeditionen anno 2014 ifølge Danmarks ambassadør i Bolivia, Ole Thonke, at besøge ambassadens udviklingsprojekter og partnere samt at skabe opmærksomhed om klimaforandringer i højlandet foruden afskovning af boliviansk Amazonas.
”Med 32 økologiske regioner og 199 forskellige økosystemer er Bolivia et af verdens mest biodiverse lande. Desværre slår Sydamerikas fattigste land også en kedelig regional rekord, når det gælder skovrydning, hvor der årligt forsvinder ca. 3000 km2 regnskov; et areal på størrelse med Fyn. Det vil vi gerne sætte fokus på og forsøge at afhjælpe gennem vores bistandsprogram,” siger han.
Projektbesøgene skal desuden øge ambassadens kendskab til de lokale kontekster, som partnerne arbejder inden for.
”Jeg forventer, at ekspeditionen vil bidrage til en større viden og forståelse for de lokale problemstillinger, vores partnere møder, hvilket i sidste ende vil øge kvaliteten i vores udviklingsarbejde,” siger Ole Thonke.
Dansk støtte til bæredygtig vækst
Klimaforandringerne mærkes tydeligt i Bolivias højland, hvor gletcherne er på hastigt tilbagetog og frygtes forsvundet i løbet af 30-40 år.
Samtidig betyder manglen på arbejde og dårlige jorder i Andesregionen en stigende migration til Amazonas, med et enormt pres på regnskoven til følge.
Derfor er det ifølge Carmen Barragan, programansvarlig for DANIDAs miljø- og skovprogram, vigtigt at den danske støtte udover at beskytte nationalparker og oprindelige folks rettigheder, skaber alternative eksistensgrundlag i højlandet og bæredygtige indkomstgrundlag i Amazonas.
“Vi er i tæt dialog med regering, civilsamfund og den private sektor for at introducere bæredygtige løsninger som eksempelvis pasture management, der både skaber økonomisk vækst og skåner Amazonas. Det handler om at finde alternativer, der sikrer miljøbevarelse og samtidig giver folk noget at leve af,” siger hun.
Følg Amazonas-ekspeditionen 2014
Den Danske Ambassade Bolivias Facebook,
https://www.facebook.com/pages/Embajada-de-Dinamarca-La-Paz/146366905402397?fref=ts
Ambassadør Ole Thonkes Twitter,
https://twitter.com/olethonke
Amazonas
Amazonas udgør 10 % af jordens samlede vandressourcer.
Mellem 2000 og 2010 er verdens største regnskov reduceret med 6 %. Alene i Bolivia, som har 6 % af Amazonas samlede areal, forsvinder der årligt 3000 km2, mens der årligt forsvinder 5000 km2 regnskov i Brasilien, der har her 66 % af Amazonas.
Udvidelse af landbrugsarealer udgør den største årsag til skovrydning i Bolivia.
Bolivias 22 nationalparker har været med til at reducere skovrydning med 0,5 % fra 2000 til 2010.
Som programland modtager Bolivia årligt ca. 120 millioner danske kroner til at fremme bæredygtigt vækst, respekt for oprindelige folks rettigheder samt miljøbeskyttende tiltag, der skal sikre Bolivias fremtidige generationer den enorme biodiversitet, som landet gemmer på.
Yderligere oplysninger hos:
Carmen Barragan, Programansvarlig,
[email protected]
Olaf Westermann, DANIDA-rådgiver,
[email protected]
Kathrine Dalsgaard, DANIDA-praktikant,
[email protected]