MINDEORD af Klaus Winkel
Da Kirsten Wiinblad begyndte i Udenrigsministeriet som nybagt cand.jur. i 1949, kan hun ikke have vidst, hvad der ventede hende. Kolonimagterne sad stadig på tropisk Afrika, og begrebet udviklingsbistand var knap nok opfundet.
Pludselig gik det hurtigt, vi fik i 1962 den første lov om dansk, statslig udviklingsbistand, og en lille enhed til at tage sig af denne eksotiske opgave i ministeriet blev oprettet: Sekretariatet for teknisk samarbejde med udviklingslandene.
Blandt de 11 akademiske medarbejdere befandt Kirsten Wiinblad sig. Forstand på bistand havde hun lige som lidt som sine kolleger. Den bedste udviklingsbistand har ofte haft et element af eksperimentering i sig, og de første års beskedne bevillinger, 47 mio. kr. i 1962, måtte i høj grad bruges til erfaringsindhentning.
Hun havde et ualmindelig godt hoved og har hurtigt måttet tilegnet sig indsigt i bistandsarbejdets mange sider, for der var ingen specialister at støtte sig til dengang.
Bare synet af hende….
Selv begyndte jeg i Sekretariatet i 1966, og det blev indledningen på et samarbejde med Kirsten, som kom til at vare til hendes afgang i ministeriet 1991 – og som hele vejen igennem var en glæde.
Bare synet af hende var stimulerende, høj og rank og udstrålende venlig energi, og så var hun et gennemkultiveret menneske.
Vores samarbejde var ad hoc, for vi fik forskellige områder. Det kom bl.a. til at omfatte en meget lærerig periode, da vi begge – hun siden 1966 med titel af ekspeditionssekretær – deltog i sekretariatsbetjeningen af det udvalg, som i 1970 barslede med ”Betænkning om Danmarks samarbejde med udviklingslandene”.
En virkelig god betænkning – med tilnavnet “Den Røde Betænkning” , som stod i gæld til Kirstens flid og grundighed. Visionerne overlod hun til andre.
I kontakt med rigtig mange Danida-folk
I mange år var modtagelsen af stipendiater og udsendelsen af dygtige danskere til vore samarbejdslande et helt centralt element i den danske bistand. Antallet af udeværende eksperter/rådgivere toppede i 1990’erne med, så vidt jeg husker, op imod 500.
Det blev Kirsten Wiinblads vigtigste arbejdsfelt, og hun var i en årrække fra 1981 chef for det meget store, ansvarlige kontor. Det var et administrationstungt område, og kom derfor til at undgælde for bistandsadministrationens stadig mere katastrofale underbemanding. Udsendelsen af rådgivere faldt drastisk.
Da jeg i begyndelsen af 1980’erne arbejdede på Danida-missionen i Dar es Salaam, fik vi besøg af Kirsten, som skulle løse problemer for de ca. 100 rådgivere, som var placeret i Tanzania. Det gjorde hun med dygtighed, venlighed og stil – hun var en på alle måder velkommen gæst.
Det var hun også, da hun tog med ud på missionens strandhytte nord for Dar og vi under en lang løbetur langs vandet vendte de sidste problemer. Hun var dansk bistandsadministration, når den var bedst. Hun var professionel.
Endte som slotsforvalterfrue
Kirsten Wiinblad afstod fra at gøre karriere som ambassadør. Hun foretrak at holde sig hjemme og tage sig af sin familie, herunder manden Flemming Wiinblad, som havde en flot karriere at passe.
Den blev rundet af med en stilling, som gjorde Kirsten Wiinblad til slotsforvalterfrue på Frederiksborg Slot i Hillerød.
I den pragtfulde lejlighed i en sidebygning til slottet blev man modtaget af slotsforvalterparret med hjertelighed – og stil, som det passede til omgivelserne.
Æret være hendes minde
Kirsten Wiinblad er født 12. oktober 1924 og døde 3. september 2016.
Begravelsen har fundet sted.
Klaus Winkel gennemførte en lang karriere i udenrigstjenesten, der førte ham til chefposten for Danidas evalueringskontor.
Forfatteren takker Benedikte Haase og Annette Lassen (viceprotokolchef i udenrigsmin.) for god hjælp.
