Andreas Hansen vendte for halvandet år siden hjem til Danmark som nordisk direktør for FN’s Fødevareprogram, World Food Programme, efter mere end 12 år i udlandet.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
“Det er helt sikkert det store finansieringshul, vi ser lige nu. Jeg har været i branchen i 15 år og været vant til, at der altid har været afstand mellem de humanitære behov og den finansiering, der er til rådighed.”
“Men det, der er sket inden for de sidste par år – og særligt inden for de sidste seks uger – er jo, at mange af de traditionelle donorlande reducerer finansiering på en måde, som aldrig er set før. Det gælder selvfølgelig USA, men det gælder også i Europa, hvor tyskerne, briterne, hollænderne og andre også trækker støtten.”
“Det har voldsomme konsekvenser, og vi forventer i WFP, at vi kommer til at have 40 procent færre penge i år sammenlignet med sidste år.”
Mange af de traditionelle donorlande reducerer finansiering på en måde, som aldrig er set før. Det gælder selvfølgelig USA, men det gælder også i Europa
“Jeg har brugt meget tid i løbet af de sidste par uger på at tale med regeringer i de nordiske lande for at sikre, at de bliver ved med at opretholde deres støtte. Samtidig arbejder vi tæt sammen med fonde og den private sektor og prøver at gøre mere med Golflande som Saudi-Arabien, UAE og Qatar, så de kan blive mere stabile donorer.”
Hvad eller hvem i din branche giver dig håb?
“Der er heldigvis masser af ting, der giver mig håb, men siden jeg vendte tilbage til Danmark er det særligt skolemadsdagsordenen.”
“Der er så meget fragmentering i verden og uenighed. Men når det kommer til de globale diskussioner om skolemad, så er USA, Kina, Ukraine, Tyskland, Venezuela og alle de nordiske lande omkring det samme bor og diskuterer, hvorfor skolemad er en vigtig dagsorden, som man skal investeres i.”
Vi forventer i WFP, at vi kommer til at have 40 procent færre penge i år sammenlignet med sidste år
“Flere regeringer, både den danske, men også i Afrika og i Sydøstasien, bruger penge på at investere i skolemad. Kenya er et godt eksempel, hvor regeringen har ambitiøse planer om at skalere skolemadsprogrammet fra to til 10 millioner børn over de næste fem år ved brug af deres egne penge.”
“Indonesien er et endnu bedre eksempel, hvor den nye præsident har planer om at introducere et nyt program, der skal skaleres fra 0 til 80 millioner børn i løbet af et par år. Selv i Danmark er der for første gang afsat penge på finansloven til en forsøgsordning.”
“Det er enormt fedt i den her branche, når man kan koble de lokale og de globale diskussioner. Og det er ikke altid så nemt, når vi snakker hungersnød i Sudan eller Gaza. Men skolemad er noget, som både forældre i Danmark, i Kenya og i Indonesien kan forholde sig til.”
Skolemad er noget, som både forældre i Danmark, i Kenya og i Indonesien kan forholde sig til.
Hvad irriterer dig mest ved din branche?
“Jeg synes, at de nordiske lande nogle gange er for ydmyge i deres engagement, både på den humanitære dagsorden og udviklingsdagsordenen. Samlet er de nordiske lande, det vil sige både regeringer, fonde og de private sektorer, den femte største donor til WFP. Og det samme gælder til mange andre FN-organisationer.”
“Jeg tror virkelig, at der er mulighed for, at de nordiske lande, ligesom de har gjort i Ukraine, kan stå mere sammen på andre dagsordener og udnytte den indflydelse, de har.”
“Hvis de for eksempel samlet går ud og fortæller, hvorfor de i modsætningen til mange andre lande ikke vil skære i deres bistand lige nu, så vil det have endnu større vægt, end når de gør det individuelt.”
“I Sudan, som huser verdens største humanitære krise lige nu, har Norge traditionelt haft stor indflydelse ved at være involveret meget i fredsprocesser. Der kunne måske også være mulighed for, at de nordiske lande kunne gå sammen og skabe mere opmærksomhed.”
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder global udvikling?
“Det mest umiddelbare er, at der er 340 millioner mennesker lige nu, der sulter. Det undrer mig, at det ikke fylder mere, at der er en global fødevarekrise, og at der er så mange hundrede millioner mennesker, som går sultne i seng rundt omkring i verden.”
“Ser man fremad, ved vi jo også, at der skal produceres 60 procent mere mad i verden for at brødføde en befolkning på over ni milliarder mennesker i 2050. Det kræver, at der skal investeres meget mere i lokal fødevareproduktion, særligt i Afrika og andre steder, hvor befolkningsvæksten er størst.”
“Jeg kommer selv fra en landbrugsfamilie og ved, at Danmark som et stolt landbrugsland har noget særligt at tilbyde på den her dagsorden og kan spille en større rolle i at sørge for, at de afrikanske lande øger deres bæredygtige produktion af mad.”
Hvad er dit bedste læse, lytte eller kiggetip?
“Hvis jeg skal være ærlig, lytter jeg mest til ting, der ikke har noget med mit arbejde at gøre. Så det er mest musik og fodboldpodcast. Men der er to podcast, jeg vil anbefale.”
Det undrer mig, at det ikke fylder mere, at der er en global fødevarekrise
“Den ene er The Horn fra International Crisis Group, som har særligt fokus på Østafrika, men også dækker resten af Afrika og global udvikling, diplomati, konfliktløsning. De har en utrolig forståelse for konfliktdynamikker. Hvis jeg har brug for at vide det seneste om borgerkrigen i Sudan eller situationen i Somalia, så er det der, jeg får de bedste insights om, hvordan situationen er nu, og hvad perspektiverne er for, at der kan komme en fredelig løsning.”
“Jeg har også tit glæde af at lytte til DR-podcasten Norsken, Svensken og Dansken. Det er en virkelig fin måde for mig at få indblik i, hvad der rører sig i Sverige og Norge, og hvad vi er enige og uenige om i de nordiske debatter. Det kan jeg faktisk bruge meget, særligt i mine møder i Sverige og Norge.”
