Dansk klimaforsker drager til Norge

Forfatter billede

Samtidig er den internationalt kendte forsker også tilknyttet Det Antarktiske Forskningsporgram i Chile som forskningsleder og -koordinator.

43-årige Mernild har en lang karriere bag sig, hvor han har arbejdet med klimaforandringer i Grønland og med både Arktis og Antarktis /Sydpolen.

Han beskæftiger sig med videnskabelige problemstillinger, der omhandler klimaforandringer og disses indvirkning på isskjolde, iskapper, isbræer samt sne- og hydrologiske processer (permafrost m.v.).

I Norge vil Sebastian Mernild fortsætte arbejdet med at kortlægge og bestemme indlandsisens fysiske forhold, og hvor meget bl.a. indlandsisen, Antarktis og de hundredtusindvis af gletschere (isbræer) kloden rundt bidrager til de stigende verdenshave.

Mernild har været forskningsleder ved Center for Videnskabelige Studier i Chile siden 2013. Han har arbejdet som klima- og polarforsker i USA, hvor han tillige adskillige gange har optrådt som gæsteprofessor.

Han er medforfatter til en stribe internationale rapporter, bl.a. den internationale The Arctic Report Card 2011 fra NOAA og senest The Fifth Assessment Report (AR5) fra FNs Klimapanel (IPCC) i 2014.

Mernild er desuden uddannet kaptajn af reserven og har gjort tjeneste i såvel Kosovo (2002) som Afghanistan (2006).
 

Privat er han gift med psykologen Birgitte Therkildsen. Parret har sønnen Frederik på syv og datteren Benedikte på fire.