For få år siden var skovene i Costa Rica på vej mod undergangen. Nu rejser turister fra hele verden til det mellemamerikanske land for at opleve den artsrige og sårbare regnskov. Det har danskerne noget af æren for.
Af Tim Whyte
For 30 år siden havde Costa Rica en af de værste afskovningsrater i Latinamerika. Store dele af regnskovene blev brændt ned og omdannet til bananplantager og græsgange til kvæg.
Men Costa Rica ændrede kurs. I løbet af de sidste to årtier har landet markedsført sig selv som et mekka for regnskovsturisme og opbygget en hel industri omkring det.
Hjulpet godt på vej af internationale bistandsorganisationer begyndte den voksende turistindustri i Costa Rica at sælge naturoplevelser og ikke mindst regnskoven til turister.
Det årlige antal turister gik fra 329.000 i 1989 til over to millioner i fjor. I dag er landet et af de eneste i regionen, hvor skovene breder sig igen, og landet er verdenskendt for sine naturoplevelser.
Den amerikanske organisation Ethical Traveller har placeret Costa Rica på sin liste over verdens ti bedste etiske rejsedestinationer i 2011 og 2012 på grund af udviklingen af økoturisme.
Mange danskere har givet en håndsrækning
“Costa Rica er et eksempel på, at det rent faktisk kan lade sig gøre at tjene penge på naturbevarelse”, siger Thomas Ratchje, CSR koordinator hos Horisont Rejser.
Danskerne har faktisk en lille aktie i landets grønne udvikling. Tilbage i 1989, da store dele af Costa Ricas regnskove var ved at forsvinde, indledte den danske miljøorganisation Verdens Skove (dengang Regnskovsgrupppen Nepenthes) en indsamling for at bevare dem.
Flere end 200.000 danskere købte et regnskovsbevis og var med til at redde 72 kvadratkilometer regnskov i Costa Rica.
“Danskernes Regnskov” er i dag blevet en del af nationalparken Tortuguero og besøges flittigt af turister fra hele verden.
“Hvis regnskoven skal bevares på lang sigt, må skoven have en værdi for de fattige mennesker, der bor i og omkring den. Costa Rica har vist, at turisme kan skabe en vigtig indtægt. Det er en tilgang, vi forsøger at udbrede til andre lande, hvor regnskovene er truet”, siger Nanna Brendholdt Thomsen, forkvinde for Verdens Skove.
Regnskovsbeviserne fra Verdens Skove støtter i dag bevarelse af regnskoven i Nicaragua, i et område lige på den anden side af grænsen for Danskernes Regnskov i Costa Rica.
Verdens Skove har samlet næsten en million kroner ind til bevarelse af området i Nicaragua gennem salg af regnskovsbeviser.
Tim Whyte er leder af kommunikationsafdelingen i Verdens Skove.
Kilde: Verdens Skoves seneste nyhedsbrev fredag
– se også www.verdensskove.org