Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Lima
Skal de samlede bidrag vurderes, når alle lande har meldt ud? Skal aftalen binde nationer i 5 eller 10 år? Og hvilken status skal støtten til de fattigste lande have? Det er tre emner, der skaber strid ved klimaforhandlingerne i Lima, forklarer Mattias Söderberg, der mener, at EU må rykke sig på nogle punkter.
Der er nogle store uenigheder mellem rige og fattige lande, der skal på plads, før vi forlader Lima. Det mener Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp, der er til stede ved forhandlingerne i Perus hovedstad.
Det store mål med Lima-runden er at blive enige om et udkast til en tekst, som der kan arbejdes videre med og som skal vedtages på næste års forhandlingsrunde i december i Paris.
Et af de emner, der diskuteres livligt er, hvorvidt der skal være en vurdering af landenes bidrag efter, at alle lande er kommet med deres løfter. Det er planen, at verdens lande skal offentliggøre deres bidrag i den første halvdel af 2015. Nu er spørgsmålet så, om disse bidrag skal vurderes i juni.
“Vi er nødt til at have en vurdering”, siger Mattias Söderberg.
“Når alle landene er kommet med deres løfter skal man kunne se, om det er en fair fordeling mellem fattige og rige lande, og man skal kunne se, om det er tilstrækkeligt i forhold til at holde temperaturstigningen under 2 grader i dette århundrede”, uddyber han.
Lige nu er de samlede bidrag langt væk fra at kunne nå målsætningen om, at den globale temperatur ikke ,må stige mere end 2 grader i dette århundrede. Derfor er det ret vigtigt at have mulighed for at vurdere de samlede bidrag, når de er lagt frem.
“Lande øger ikke nødvendigvis bidragene trods vurderingen, men man kan bruge vurderingen til at øge presset”, forklarer han.
Modstanderne af en vurdering tæller EU og USA, men også flere af de store udviklingsøkonomier er imod vurderingen. Det gælder eksempelvis Brasilien, Indien og Kina.
Hvor længe skal landene binde sig?
Et andet punkt, der skaber splid er, hvor lang en periode landene skal forpligte sig på. En Paris-aftale skal træde i kraft i 2020, og der er for tiden to forslag på bordet. Landene kan binde sig i en periode på 5 år, altså til 2025, eller de kan binde sig til 2030. Mattias Söderberg mener, at klimaet vil have mest gavn af en bindingsperiode på 5 år.
“Det bedste vil være 5 år. Hvis man har en periode på 10 år, vil man fastlåse målene i aftalen”, siger han.
Det er allerede nu ret tydeligt, at det sammenlagte bidrag fra verdens nationer ikke vil være tilstrækkeligt til at redde kloden for nogle uhyggelige konsekvenser.
“Vi ved allerede nu, at målene bliver for lave i forhold til at holde temperaturen under 2 grader. Derfor skal man hurtigt kunne øge ambitionerne”, forklarer Mattias Söderberg.
“Et godt eksempel på dette er, at Kina har lovet at peake med udledninger i 2030, men hvis vi får en ny vurdering og skal have nye målsætninger i 2025, kan vi måske få Kina til at reagere hurtigere”, fortæller han uddybende.
Derudover kan vi håbe på, at landene er blevet klogere og mere ambitiøse i 2025, hvilket er en generel tendens.
“Der er en anden vigtig ting ved 5-års perioden. Hvis man kigger 10 år bagud, kan man se, at landenes politiske vilje gradvist er blevet øget. Det er muligt, at denne tendens fortsætter”, forklarer klimarådgiveren i Folkekirkens Nødhjælp.
Støtte til u-lande i landes bidrag
Endnu et emne, der skaber skel mellem det globale Nord og Syd er spørgsmålet om støtten til udviklingslande. Her ønsker flere fattige lande, at de bidrag som skal offentliggøres tidligt i 2015 indeholder løfter om klimafinansiering, støtte til tilpasning og anden støtte, der er på tale i forhandlingerne.
De rigeste lande kæmper imidlertid for, at disse bidrag kun indeholder løfter om reduktioner af udledninger af drivhusgasser. De fattigste lande mener på den anden side ikke, at de kan bidrage meningsfuldt uden at vide, hvor meget de får i støtte og om de overhovedet får den.
Mattias Söderberg forstår bekymringen, men han fastslår, at der ikke forhandles Paris-aftale nu.
“Men der kan ikke være en aftale uden finansiering. Derfor er landenes bidrag nødt til også at sige noget om finansiering”, forklarer han.
Han understreger i øvrigt, at udviklingslandene ikke bare er en samlet størrelse ved forhandlingerne. De er forskellige, og har forskellige holdninger om mange emner.
