Professor Finn Tarp fra Økonomisk Institut på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet under Københavns Universitet tiltræder 1. september 2009 som direktør for FNs globale institut for udviklingsøkonomi i Helsingfors.
FN har nemlig udnævnt Finn Tarp til direktør for det internationalt anerkendte World Institute for Development Economics Research (WIDER), som er en del af FNs Universitet (UNU).
WIDER, der blev oprettet i 1984 som det første UNU forsknings- og uddannelsescenter, spiller en central rolle i den globale forskning om verdens udvikling med særlig vægt på fattigdoms- og ulighedsspørgsmål.
– Jeg er beæret over at skulle være direktør for WIDER. Det er en stor og velkommen international anerkendelse af det arbejde, vi har udført på det udviklingsøkonomiske område i Danmark siden midten af 1990erne, siger Finn Tarp og lægger til:
– Jeg ser frem til at være med til at præge den internationale forskning og debat om de store udfordringer, verden står overfor, i bestræbelserne på at fremme holdbar global udvikling med særlig vægt på at forbedre livsbetingelserne for de mange fattige i klodens fattigste lande.
Som direktør for WIDERs hovedsæde i den finske hovedstad får den 58-årige dansker ansvaret for ledelsen af centret, dets forskning, undervisning og vidensformidling.
Finn Tarp efterfølger professor Anthony Shorrocks, der har været direktør siden januar 2001.
Finn Tarp har siden 2002 været professor på Københavns Universitet, hvor han begyndte sin universitetskarriere i 1988.
Han har herudover solid u-landserfaring fra 15 års ophold i u-landene og siden 1996 koordineret Den Udviklingsøkonomiske Gruppe (DERG) ved Økonomisk Institut på det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
Finn Tarp fastholder sin forskningsmæssige tilknytning til København Universitet, og Danmark får med denne udnævnelse en erfaren udviklingsforsker i en international topstilling.
Man kan læse mere på http://www.econ.ku.dk/ftarp/