Med en bevilling fra Udenrigsministeriet på 33,5 millioner kroner skal International Media Support (IMS) fortsat være med til at styrke udviklingen af uafhængige medier og pressefrihed i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) regionen over de næste 2 år.
Det arabiske forår giver nye muligheder for at fremme mediernes bevægelsesrum og deres rolle som samfundets vagthund i regionen, specielt i lande som Egypten og Tunesien, hvor det er lykkes befolkningerne at bryde med de gamle regimer.
Jesper Højberg, direktør for IMS siger:
”IMS har siden 2005 opbygget en troværdighed blandt lokale mediepartnere i regionen, der nu gør det muligt at støtte relevante aktører i reformprocessen. Op til valgene i Egypten og Tunesien senere i år vil vi bl.a. støtte medieaktører i at formulere krav til de nye regeringer i forhold til sikringen af frie og kritiske medier.”
I lande som Libyen mangler journalisterne grundlæggende faglig træning og erfaring med at udøve ordentlig kritisk journalistik.
Derfor besøger medieeksperter fra IMS i disse dage Libyen for at forberede støtte til opbygning af nye og uafhængige medier i den sydøstlige del af landet, der ikke længere er under Muammar Gadaffis kontrol.
Brugen af online og sociale medier i regionen som journalistisk værktøj bliver også en central del af IMS’ arbejde over de næste 2 år på grund af de muligheder, netop disse generelt set uregulerede medier giver for uafhængig journalistik i forhold til traditionelle medier.
Mellemøsten og Nordafrika er den region i verden, der har haft det hurtigst voksende antal af internetbrugere i løbet af de sidste 10 år.