Dansk søfart har medvind i Iran

ccby-idf
Forfatter billede

Den såkaldte atomaftale fra januar 2016 løftede en række sanktioner i forhold til at handle med Iran. Det har muliggjort en opblomstring af de danske rederiers handel på det marked, selv om USA fortsat har sanktioner overfor Iran, som kræver høj opmærksomhed fra rederierne.

Et af dem, som ser stort potentiale i Iran, er J. Lauritzen. Før sanktionerne blev for omfattende havde rederiet en stor forretning med at fragte især gassen ethylene fra Iran. Den arbejdes der ihærdigt på at få i gang igen.

”Iran var et af vores store forretningsområder for gasaktiviteterne, men efter sanktionerne var vi tvunget til at træde ud. Vi ser nu igen et meget stort potentiale. Vi regner med, at aktiviteten for alvor begynder fra andet halvår af 2018 eller første halvår 2019,” siger Thomas Wøidemann, operativ direktør i J. Lauritzen til Berlingske Business fredag.

Danske Rederier er en del af den delegation, som i de kommende dage følger erhvervsminister Brian Mikkelsen under et besøg i Teheran. Målet er at styrke de diplomatiske relationer og knytte nye forbindelser, så det fulde potentiale på det iranske marked kan blive indfriet. Allerede i januar 2016 var en stor erhvervsdelegation med daværende udenrigsminister Kristian Jensen i Iran. Her deltog flere rederier, og efterfølgende er det lykkedes at skabe forretning til og fra Iran.

Tager man et gennemsnit af årene fra 2008 til 2011, så fyldte Iran i snit over 250 mio. kr. årligt. Det tal styrtdykkede til kun 25 mio. i snit i årene 2012 til 2014, da sanktionerne for alvor fik effekt. Først nu er der gang i forretningen igen, og den danske eksport af søtransport udgjorde hele 115 mio. kr. i 2016 baseret på indberetninger fra rederierne. Den pil peger tilmed opad, mener man i Danske Rederier:

”Det var en god hjælp, da Kristian Jensen stor i spidsen for den danske delegation, netop som sanktionerne blev løftet. Ad denne og mange andre veje har de danske rederier fået knyttet eller genoptaget kontakten til Iran, så vi har set en markant stigning på handlen i 2016. Da der nu også kommer gang i hjulene i Iran, forventer vi, at transporten af olieprodukter vil blive suppleret med flere andre ting, hvilket alt i alt vil give mere vind i sejlene på dette marked for Danmark,” siger Jakob Ullegård, direktør i Danske Rederier.