Danmarks fald fra udviklingstinderne
Denne artikelserie handler om Danmarks udviklingssamarbejde og hvor det er på vej hen.
Argumentet er i korthed at et stort flertal i folketinget har undergravet Danmarks udviklingspolitiske styrker og at vi med det herskende fokus på kortsigtede danske interesser skyder os selv i foden.
Skribenten er Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker på Dansk institut for internationale studier, DIIS.
Serien komme i syv dele i november og december 2018:
1. Hvad er god udviklingsbistand?
2. Hvilke udviklings- og udenrigspolitiske interesser har Danmark?
3. Dansk udviklingsbistand siden 2010
4. Flygtninge migranter og bistand
Da Søren Pind (V) stormede ind i Udenrigsministeriet som udviklingsminister i 2010, skulle der nye boller på suppen. Han slog sig op som minister for frihed og fik hurtigt lavet en ny overordnet strategi for dansk bistand, Frihed fra Fattigdom, Frihed til Forandring. Strategien afløste Partnerskab 2000, der var lavet af en socialdemokratisk regering 10 år tidligere.
Pinds strategi var imidlertid ikke særligt nyskabende. Den talte meget om frihed, men ellers var det fortsat fattigdomsbekæmpelse, partnerskab, ligestilling, demokrati og miljø, der var de bærende elementer. Økonomisk vækst blev også en prioritet, men det har det i realiteten alle dage været.
Derudover var det nye kun en stadfæstelse af en praksis, der var vokset frem gennem 2000’erne, nemlig fokus på skrøbelige, ustabile situationer og en klar henvisning til “danske interesser” i valget af samarbejdslande.
Oppositionen stemte imidlertid imod strategien. Ikke på grund af indholdet, men fordi Søren Pind samtidig annoncerede de første nedskæringer af bistanden siden Foghs nedskæringer næsten 10 år tidligere.
Snart efter kom en ny regering til magten, og Christian Friis Bach (R) blev udviklingsminister. Han kaldte sig, i et svagt øjeblik, rettighedsminister og kastede sig ud i såvel en ny strategi som et nyt lovgrundlag for udviklingsbistanden, da det gamle stammede fra begyndelsen af 1970’erne.
På tværs af disse initiativer stod han for fire nyskabelser. For det første fremmede han den rettighedsbaserede tilgang voldsomt. For det andet blev grøn vækst som mål og kommercielle muligheder som middel prioriteret, hvilket hang godt sammen med at regeringen havde fået sig en minister for handel og investeringer.
For det tredje forsvandt ligestilling og miljø som selvstændige prioriteringer, og endelig blev politikkohærens nævnt både i loven og i strategien. Politikkohærens handler om at undgå, at politikker på andre områder (f.eks. landbrugsstøtte) modarbejder bistandens målsætninger og fattige landes udvikling. Emnet er dog forsvundet ud af dansk udviklingspolitik igen.
Christian Friis Bachs strategi fulgte i et vist omfang internationale strømninger, men var også den af de to strategier der klarest etablerede et brud med tidligere tiders pragmatiske udviklingssamarbejde, veletablerede målsætninger og fokus på modtagerlandenes behov og ønsker.
Det var altså under den socialdemokratisk ledede regering, at de kommercielle muligheder i udviklingssamarbejdet begyndte at få en væsentligt større rolle. Og det var også under den regering, at en anden markant forandring begyndte at finde sted.
Fra 980 til 4437 på 15 måneder
Fra august 2014 til november 2015 voksede budgettet for de bistandsfinansierede udgifter til modtagelse af asylansøgere fra 980 til 4437 millioner kroner eller 30 procent af den samlede udviklingsbistand. Midtvejs i perioden kom Venstre tilbage til regeringsmagten, men da var det oprindelige budget til asylansøgere allerede vokset til omkring 2 milliarder kroner.
I aftalen mellem Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative i slutningen af 2015 hedder det, at alle muligheder for at bruge bistanden til at dække omkostningerne forbundet med asylansøgere skal udnyttes, og at der ikke skal være nogen øvre grænse.
Der er selvfølgelig nuancer, men det er ikke desto mindre et meget stort flertal i Folketinget, der går ind for at omdirigere udviklingsbistanden til et formål i Danmark med uhyre kort varsel. Borte er bekymringen over at bryde langsigtede aftaler og møjsommeligt opbygget tillid for at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling. Borte er interessen i at hjælpe mennesker, der lever under langt kummerligere forhold, end vi kan forestille os. Borte er enhver forståelse af, at det er i vores egen interesse, at der er fred og fremgang omkring os.
Men det var bare ikke nok. Venstre var gået til valg på et ’løfte’ om at udviklingsbistanden skulle sænkes til 0,7 procent af BNI, og løfter skal som bekendt holdes, særligt når det gælder om at spise mere gratis slik. Hullerne i tænderne viser sig alligevel først på lang sigt.
Da regeringen lægger meget vægt på, at nødhjælpen ikke reduceres, men tværtimod øges lidt hvert år, og da noget af den multilaterale bistand ikke lige kan ændres, er det ikke mindst den langsigtede bilaterale bistand, der er blevet skåret ned. Mere herom i en senere artikel.
Verden 2030
En ny strategi måtte der også til. Baseret på et forhandlet mandat blandt alle folketingets partier bortset fra Enhedslisten så Verden 2030 dagens lys i januar 2017. Den er på mange måder rummelig og behøver derfor ikke at blive lavet om lige med det første.
Selv om den flittigt refererer til verdensmålene, lægger den yderligere tanken om god udviklingsbistand i graven. Dens fire prioriteter handler i bund og grund om
1. at holde flygtninge væk fra Danmark,
2. at holde migranter ude af Danmark,
3. at skabe kommercielle muligheder for danske virksomheder, og
4. at fremme lidt demokrati, en menneskerettighed hist og her og så noget ligestilling, hvor det nu kan lade sig gøre.
Den kortsigtede, indenrigspolitiske dagsorden har helt overtaget udviklingspolitikken.
Samtidig er beskæringerne af udenrigsministeriets personale fortsat, så kapaciteten såvel i København som på de danske ambassader i modtagerlandene er belastet til bristepunktet. Bistandsadministration er blevet til et spørgsmål om at holde øje med pengene frem for et fagprofessionelt samarbejde, hvor ambassaderne kan reagere på muligheder og pludseligt opståede udfordringer i stedet for at henholde sig til et måske fem år gammelt programdokument.
I den sparsomme udviklingspolitiske debat herhjemme er det nærmest blevet useriøst at tale om fattigdomsbekæmpelse, langsigtet samarbejde baseret på viden om udviklingslandene, respekt for samarbejdspartnernes interesser og pragmatiske, fleksible partnerskaber.
Hvordan kunne det ændre sig så radikalt på bare 8 år? Herom i den sidste artikel i serien.
