JAKARTA: Tirsdag præsenterede udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) et nyt vindkort i Jakarta. Kortet skal hjælpe Indonesien regering med at identificere de bedste steder til vindenergi i det omfattende ørige.
”Hvorfor ikke være modig og sigte højt. Med naturressourcer i overflod er der ingen grund til, at Indonesien ikke kan blive en stormagt for vedvarende energi”, sagde Ulla Tørnæs ved præsentation i Jakarta.
Den indonesiske energiminister var imidlertid en smule mere tilbageholdende. Han understregede flere gange, at energi ikke må blive for dyrt.
”Lokalbefolkninger må have adgang til energi, og det skal være til at betale”, lød det fra den indonesiske minister.
Indonesien har en målsætning om, at 23% af energien i det store land med omkring 260 millioner indbyggere skal komme fra vedvarende energi i 2025.
I dag er andelen af vedvarende energi i Indonesien på mellem 5 og 6%, ifølge en rapport fra IRENA, men hvis man tæller traditionel brug af energi, eksempelvis som brænde, med, er andelen omkring 25%.
”Lad os få det til at ske”
Ulla Tørnæs lagde ved seminaret vægt på, at miljø og klima skal tænkes bedre ind i den hastige udvikling i Indonesien.
”Med den hastige vækst kommer der muligheder og udfordringer. Vi må sikre os, at forandringerne er bæredygtige. Det kæver en ingrediens: regulering, der inkluderer investeringer i vedvarende energi”, sagde den danske minister ved seminaret i det indonesiske energiministerium.
”Dette er en perfekt mulighed for at tage vores partnerskab til det næste niveau. Handling taler mere end ord. Lad os få det til at ske”, sluttede hun.
Den indonesiske minister var imidlertid mere forsigtig. Han understregede, at det kan tage lang tid med omstillingen, men nævnte, at der ikke er noget problem med at starte i det små.
Ulla Tørnæs besøgte Indonesien søndag til onsdag, hvor rejsen gik videre til Vietnam.